Rusland og Kina: Historiens værste øjeblik er nært forestående

Af Gordon G. Chang – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Rusland har en kernevåbendoktrin kendt som “eskalering for at deeskalere” eller mere præcist “eskalering for at vinde”, ifølge hvilken der trues eller anvendes kernevåben tidligt i en konventionel konflikt. Det kan ikke være noget godt tegn, at Rusland, Kina og Nordkorea samtidigt truer med at anvende verdens mest destruktive våben. På billedet ses mobile interkontinentale ballistiske missilaffyringsramper ved en militærparade i Moskva, Rusland, den 24. juni 2020. (Foto: Sergey Pyatakov – Host Photo Agency via Getty Images)

Den 1. maj opfordrede en mediechef, der ofte kaldes for “Putins talerør”, på russisk tv den russiske præsident til at affyre en Poseidon-undervandsdrone med et “sprænghoved på op til 100 megaton”. Detonationen ville ifølge Dmitry Kiselyov skabe en 500 meter høj flodbølge, der ville “styrte Storbritannien i havets dybder”. Flodbølgen ville nå halvvejs op ad Englands højeste punkt, Scafell Pike.

“Flodbølgen indeholder desuden en ekstremt høj dosis radioaktivitet”, fastslog Kiselyov. “Ved at overskylle Storbritannien vil den efterlade resterne af dem i en radioaktiv ørken, der ikke kan bruges til noget. Hvad synes I om disse udsigter?”

“En enkelt affyring, Boris, og der eksisterer ikke længere noget England”, sagde Kiselyov henvendt til den britiske premierminister.

Truslen efterfulgte en trussel fremsat den 28. april af formanden for Ruslands Moskva-tro parti Rodina, Aleksey Zhuravlyov. I programmet “60 Minutter” på den russiske tv-kanal Pervyj (Kanal 1) opfordrede han Putin til at bombe Storbritannien med en Sarmat, der er verdens største og tungeste missil.

Programmet bemærkede, at et missil affyret fra Ruslands Kaliningrad-enklave ville være 106 sekunder om at nå Berlin, 200 sekunder om at nå Paris og 202 sekunder om at udslette London.

NATO kalder Sarmat for “Satan II”.

Putin bidrager selv til forestillingen. Lige inden han sendte sine tropper ind over Ukraines grænse, advarede han om “konsekvenser, som I aldrig har oplevet før i jeres historie”. Den 27. februar satte han sine nukleare styrker i højeste beredskab. Den 1. marts mobiliserede den russiske leder sine ballistiske ubådsmissiler og landbaserede mobile missilramper i en såkaldt øvelse. Den 4. maj meldte det russiske forsvarsministerium om “elektroniske affyringer” i Kaliningrad af dets atombevæbnede mobile, ballistiske Iskander-missil.

LÆS OGSÅ:  Iran: Kinas seneste koloni?

Rusland har en kernevåbendoktrin kendt som “eskalering for at deeskalere” eller mere præcist “eskalering for at vinde”, ifølge hvilken der trues eller anvendes kernevåben tidligt i en konventionel konflikt.

Kina og Rusland udsendte den 4. februar en fælleserklæring om deres ubegrænsede partnerskab. Kina har i løbet af dette århundrede lejlighedsvist fremsat uprovokerede trusler om at ødelægge byerne i lande, der på en eller anden måde har krænket Kina. I juli måned sidste år truede det kinesiske styre for eksempel med at bombe Japan på grund af landets støtte til Taiwan. I september kom Kina med en lignende trussel mod Australien, fordi landet er gået sammen med USA og Storbritannien i AUKUS-pagten, der skal opretholde stabiliteten i regionen. I marts måned i år stillede Kinas forsvarsministerium de “værste konsekvenser” i udsigt for de lande, der hjælper Taiwan med at forsvare sig selv. Truslen var tilsyneladende særligt rettet mod Australien.

I denne måned har Nordkorea givet udtryk for, at landet, udover at bruge kernevåben for at hævne et angreb, også vil kunne affyre kernevåben for at angribe andre.

Hvorfor fremsætter Jordens farligste regimer alle sådanne trusler?

For det første præsenterede Putin verden for disse intimiderende trusler. Peter Huessy, der er Senior fellow fra Hudson Institute og direktør for GeoStrategic Analysis, fortalte mig i marts måned, at det ved en eskalering for at vinde antages, at atomvåbenstrusler vil “tvinge en fjende til at trække sig og undlade at kæmpe.” Eftersom de vestlige demokratier i det store hele har trukket sig og tydeligvis ikke kæmper i Ukraine, ønsker Kina og Nordkorea sig lignende successer.

LÆS OGSÅ:  Napoleon-ekspert har dræbt og parteret sin elskerinde

For det andet kunne Putin og den kinesiske regent Xi Jinping fremsætte sådanne trusler, fordi de ikke respekterer lande, der opfattes som fjender. “Den forhastede tilbagetrækning fra Afghanistan og modviljen mod en effektiv støtte til Ukraine siden vores 1994-garanti og især i løbet af det forgangne år har fået atomkraftbevæbnede fjender til at øge truslerne mod USA og deres allierede”, sagde Huessy til Gatestone ved denne måneds begyndelse. “De fornemmer en tiltagende amerikansk svaghed.”

“Lige som Vladimir Putin har også kommunistpartiet i Kina mistet sin frygt for amerikansk magt”, sagde Richard Fisher fra International Assessment and Strategy Center i Virginia til mig kort efter Ruslands invasion af Ukraine. “Kinas kernevåbentrusler udstiller partiets arrogance over for en opfattet amerikansk svaghed, det udstiller risikoen ved en manglende frygt for regionale amerikanske kernevåben og det udstiller USA’s utilstrækkelige lederskab.”

For det tredje kan interne overvejelser gøre sådanne trusler lette at fremsætte. Mange siger, at det farligste øjeblik siden Anden Verdenskrig var Cubakrisen i 1962. Måske var konfrontationen ved Checkpoint Charlie i Berlin den foregående oktober endnu farligere. Både Kennedy og Khrusjtjov vidste dog, at der aldrig må komme en atomkrig. Spørgsmålet i dag er, om Putin og Xi også er klar over det. Måske er de det ikke.

Truslerne kan afsløre, at lederne af disse regimer deler en dommedagsmentalitet. Både Rusland og Kina er på forskellig vis styret af trængte regimer, hvilket betyder, at deres ledere utvivlsomt er risikovillige.

LÆS OGSÅ:  Kinas trussel mod ytringsfriheden i Europa

Uanset årsagen til truslerne, har Putin og Xi fortalt alle, hvad de har i sinde at gøre. Vestens ledere har desværre besluttet sig for ikke at tro dem.

Som reaktion på de russiske trusler sagde præsident Joe Biden den 28. februar til det amerikanske folk, at de ikke skulle være bekymrede for en atomkrig. Der er imidlertid god grund til at være bekymret.

I tråd med den vestlige tænkning har præsidenter og premierministre næsten altid ignoreret atomvåbentrusler og håbet at kunne bagatellisere dem. Denne holdning har imidlertid blot ansporet den truende part til at fremsætte yderligere trusler. Jo senere, det internationale samfund konfronterer aggressive russere, kinesere og nordkoreanere, jo farligere vil konfrontationerne blive.

Verden ser derfor ud til hastigt at nærme sig det værste øjeblik i historien.

“En atomkrig kan ikke vindes og skal aldrig kæmpes”, erklærede Biden i juni måned sidste år. Måske tænker Putin, der sammen med den amerikanske præsident stod bag disse ord, at han kan føre en sådan krig og endda vinde den.

Gordon G. Chang er forfatter til The Coming Collapse of China, Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og medlem af dets ekspertpanel.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)