Sådan vil demokraterne knuse Trump

Af Lars Hedegaard.

Det bliver stadigt tydeligere, hvad det amerikanske justitsministeriums og FBI’s anti-Trump strategi går ud på i forlængelse af FBI’s indtrængen i det tidligere præsidents bolig. Opskriften er præcis den samme, som blev brugt i forbindelse med påstanden om præsidentens russiske sammensværgelse, altså anklagen mod Trump for at have snydt sig til sejren i 2016 i samarbejde med Vladimir Putin. Det havde intet på sig, men for at holde gryden i kog lækkede insidere i Justitsministeriet og FBI drypvis påstået belastende oplysninger til venligtsindede medier så som New York Times, Washington Post og CNN.
Samme køreplan nu. Således kan Newsweek fortælle, at aktionen mod Mar-A-Lago skete efter et tip fra en Trump-medarbejder, der kunne fortælle lige præcis, hvor FBI kunne finde inkriminerende materiale at hænge Trump op på.
Justitsminister Merrick Garland vil stadig ikke oplyse, hvad den historisk uhørte politiaktion skulle tjene til, men i de kommende dage får vi sikkert flere opsigtsvækkende afsløringer fra påståede insidere beregnet på at svække republikanerne ved midtvejsvalget den 8. november. Det er nemlig liv og død for det korrupte statsapparat. Den republikanske minoritetsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, sagde i går, at han vil have Justitsministeriets ageren undersøgt til bunds, hvis republikanerne sikrer sig flertallet i november. Og den normalt forsigtige republikanske senator Rand Paul truer med at rejse rigsretssag mod justitsministeren for at få ham afsat.
Det republikanske parti må belave sig på en valgkamp så beskidt, at man næppe har oplevet noget lignende i mands minde.
Indtil videre synes politistatsmetoderne at have givet bagslag og styrket Trumps opbakning blandt vælgerne. Men det får nok Den Dybe Stat til at bruge endnu mere ekstreme midler for at komme af med den forhadte mand.
Forvent ikke at høre noget om det i de danske medier. Vil man orientere sig om amerikansk politik, må man gå til andre kilder. Og det er faktisk vigtigt, for hvis det lykkes USA’s Dybe Stat at fuldende sit statskup, vil set samme ske i Europa.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)