Sandheden om dagens Frankrig

Frankrig står i disse dage i flammer. Anledningen er en politiforretning, hvor en dybt kriminel 17-årig algierer blev skudt under flugt. Sandheden er, at skuddet blot gav migranterne i de trøstesløse forstadskvarterer en anledning og undskyldning til at iværksætte nogle af de hidtil mest omfattende optøjer i nyere fransk historie. Alene oprydningen vil afsløre, hvor galt det står til med at sammensmelte to forskellige verdener: den verdslige, kristne og den mellemøstlige og muslimske.

Troen på, at ødelæggelser og kampe med politiet kan løse noget som helst i forståelsen for en forsoning mellem den oprindelige franske befolkning og migranterne og deres efterkommeres sociale armod, viser, hvor langt væk fra virkeligheden fransk politik har været de sidste 2 generationer.

At have åbne døre fra det tidligere franske kolonimperium og tillade, at eksempelvis halvdelen af befolkningen i udvalgte dele af landet har muslimsk rod, viser med al tydelighed, hvor uansvarlig fransk ledelse har været.

At komme til Frankrig løste ikke de grundlæggende problemer for de migranter, der i mange tilfælde var analfabeter, da de ankom til landet. Migranternes problem var både en manglende vilje og evne til omstilling. Frankrig var og er en kulturstat funderet på latinsk, romersk, kristen, keltisk, germansk og navnlig katolsk indflydelse. Frankrig var arnested for tænkning, udvikling og intellektuel dannelse. Frankrig er et sekulært land opbygget omkring adskillelse af kirke og stat.

Migranterne fra Afrika og Mellemøsten ønsker grundlæggende at ændre både struktur og fundament for hele bagagen, Frankrig bygger på. Intet under, at kultursammenstødene er så voldsomme.

Politiet i et hvilket som helst land, der kalder sig en retsstat, tillader ikke de udøvende magtudøvere at nedskyde tilfældige folk, men den skuddræbte havde trods sit unge liv en fortid, som viste, hvilken afart af et dysfunktionelt menneske han var. Adskillige domme for personfarlig kriminalitet og ballade med ordensmagt og myndigheder var hans dagligdag.

Så kald ham lige et uskyldigt offer for et racistisk politi. Han er en fransk pendant til George Floyd, hvor en dekoreret fransk politimand nu bliver hængt til tørre af en svag fransk leder og nogle medier, som altid lefler for laveste fællesnævner i en konstrueret politisk korrekt verden.

Måtte en præsident Charles de Gaulle genopstå som en fugl Fønix af asken og bringe Frankrig til storhed igen. Hvis ikke synker Merovingernes og Charlemagnernes nation ned i mellemøstlig økonomi og usikkerhed på en historisk kort tid. Det sker for øjnene af os.