SKAL I FÆNGSEL! 47-årig mand dømt for psykisk vold

Retten på Bornholm har i dag idømt en 47-årig mand otte måneders ubetinget fængsel for blandt andet for psykisk og fysisk vold. Den 47-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

En 47-årig mand fra Bornholm er ved Retten på Bornholm idømt otte måneders ubetinget fængsel for blandt andet ti forhold efter straffelovens §243 samt §244, stk. 1 jf. stk. 2, som omhandler psykisk og fysisk vold. Manden har i en periode fra september 2019 til februar 2022 udsat sin ægtefælle for både fysisk og psykisk vold flere forskellige steder, herunder deres fælles bopæl. Den 47-årige har udsat sin ægtefælle for groft nedværdigende, krænkende og forulempende adfærd samt negativ social kontrol, som i flere tilfælde er overværet af ægtefællens to børn samt et fælles barn.

Foruden at være dømt for fysisk og psykisk vold, er den 47-årige dømt for i to tilfælde at have overtrådt et tilhold, idet han flere gange forsøgte at kontakte sin ægtefælle pr. telefon, efter at tilholdet var forkyndt for ham. Desuden er den 47-årige dømt for vanvidskørsel, idet han kørte med en promille på mindst 3,28 samt at have ført en personbil til trods for, at han var frakendt førerretten.

Retten på Bornholm idømte den 47-årige mand otte måneders ubetinget fængsel. Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

LÆS OGSÅ:  33-årig mand dømt for grov vold og afpresning

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)