Slået i hovedet i trafikken

STEGE:

En 50-årig mand blev onsdag aften sigtet for vold mod en anden mand, som han havde givet et knytnæveslag i ansigtet. Det skete efter en episode på Lendemark Hovedgade i Stege, hvor en bilist havde signaleret til mand på motorcykel, at han havde glemt at slå blinklyset fra.

Det fik motorcyklisten – en 50-årig mand fra lokalområdet – til at gå hen til bilisten og give ham et slag i ansigtet gennem den åbne bilrude.

Politiet fandt frem til den 50-årige, der blev anholdt klokken 21.10 og sigtet for vold. Han blev afhørt på politistationen i Vordingborg, inden han blev løsladt igen klokken 22.06.