SVM-samarbejdet hen over midten er en enestående mulighed for en borgerlig renæssance

Om velfærdsideologiens økonomiske og filosofiske blindgyde. 

At Venstres to ideologiske blokke, den super teknokratiske og principløse, Lars Løkke, og den nominelt liberale, men reelt filosofisk rygradsløse, omend sympatiske, Jakob Ellemann, skulle gå sammen med Velfærdsstatens moder, Socialdemokratiet, var ikke blot forudsigeligt men forudsagt af hhv. socialdemokrat/marxisten Jørgen S.Dich i Den Herskende Klasse fra 1973, den konservative Henning Fonsmark i Historien om den danske utopi fra 1990, Henrik Christoffersen fra CEPOS i Det mindst ringe(2013) og Utopia T/R(2017) og sidst men ikke mindst af Liberal Alliances Henrik Dahl i Ved voksenbordet-Om den kvalmende midte i dansk politik(2022).

Der kan ikke herske nogen tvivl om det nye regeringssamarbejdes idehistoriske betydning – det er nemlig intet mindre end den officielle og ceremonielle iscenesættelse af den omstændighed, at der idag i Danmark intet politisk alternativ findes til velfærdsideologien.

Det er ovenstående forfatteres store fortjeneste, at de har kortlagt, hvordan og hvorfor det er kommet så vidt. Hovedsynderen er, som Henrik Dahl siger det, to ting: for det første, at den borgerlige fløj aldrig fik gjort op med, hvad han kalder ”den forpligtende norm om samarbejde”; for det andet, at blå blok aldrig fik ”opstillet et reelt alternativ til velfærdsideologien”.

Dermed slap Socialdemokraterne af sted med med at fremstille velfærdsideologien som ”naturlig” og den ”eneste måde hvorpå man kan indrette det danske samfund”. 

Men der er filosofisk set intet”naturligt” ved normen om samarbejde. Tværtimod. Demokrati betyder jo som bekendt ”kratos”, som på græsk betyder styre, og det er intet mindre end folket, ”demos”, der vælger. Men velfærdsideologien er som officiel ideologi fællesnævner for det modsatte, nemlig at vi i Danmark allerede har nået Utopia, hvor der udover mindre justeringer af skattegrænserne og officielle fridage egentlig ikke foreligger noget, som fornuftige mennesker kan være uenige om, når det drejer sig om indretningen af det danske samfund.

Intet under, at hovedkritikken af regeringskonstellationen har fokuseret på ubetydelige ting som afskaffelsen af Store Bededag og den nye top-topskat. 

Tilhængerne jubler over, at normen om samarbejdet hen over midten endelig får en chance i Danmark efter det korte og mislykkede forsøg med SV-regeringen i 1978-79, og peger på den store koalition mellem de tyske højrepartier CDU/CSU og det tyske socialdemokrati, SPD, i 00’erne og 10’erne med Angela Merkel i spidsen som eksempel på, at de virker. Men den store koalition er netop skoleeksemplet på, hvorfor det såkaldte samarbejde hen over midten ikke virker: det er farligt for demokratiet, fordi det forhindrer relle politiske forskelligheder i at komme op til overfladen.

Eksemplet par excellence er Merkel, som i den store koalition måtte gennemføre en udenrigspolitisk kurs over for Putins Rusland fastlagt af SPD, som var eftergivende over hans brud på menneskerettighederne i Rusland og hans aggressive udenrigspolitik i Krim og Donbas, og ignorerede Tysklands afhængighed af russisk olie og gas. Hun havde intet andet valg, hvis hun ville blive ved magten, men de politiske forskelle mellem CDU og SPD i forhold til Putin kom aldrig frem til offentligheden, før det var for sent, og Putin havde invaderet Ukraine overbevist om, at EU med Tyskland i spidsen intet ville foretage sig. 

Hertil kommer, at samarbejde hen over midten historisk set bidrager til fremkomsten af yderliggående politiske fløje, f.eks. i Tyskland i form af det gammelkommunistiske Die Linke og AFD, et højre populistisk national-konservativt parti.

At Vs og Ms partiledere udmærket godt har vidst, at normen om det brede samarbejde var ren Disney, viser den omstændighed, at de begge valgte ministerier, hvor de kunne være så langt væk fra forvaltningen af velfærdsideologien som muligt, nemlig udenrigs- og forsvarspolitikken.

Og det er af samme grund nogle af de nye borgerlige ministre er begyndt at mumle noget om ”oprør fra midten” og tilsvarende bullshit. Men midten i politik er per statistisk definition klokke kurven eller Bell-kurven, normalfordelingen med flertallet i midten og midten kan ikke logisk gøre oprør mod sig selv, dvs. vælge en af yderfløjene uden at ophøre med at udgøre ”midten”. Hensigten fra Vs og Ms side er selvfølgelig udover at dække over deres egne løftebrud at tilsløre, at de efter at være gået i regering med velfærdsstatens grundlægger nu deler ejerskabet af velfærdsstaten med Socialdemokratiet. De har henholdsvis 3 og 2 pladser, altså et flertal i regeringens 8 mand store koordinationsudvalg, som fastlægger den politiske linje i Danmark.

De sidder med aben.

Hvad kan den borgerlige opposition gøre?

Den må opstille et alternativ til myten om den socialdemokratiske velfærdsideologi.

Alle de ovennævnte kritikere af velfærdsstaten, inklusive de to folkevalgte politikere Anders Fogh Rasmussen og Henrik Dahl, samt filosofferne Eva og Rune Selsing i deres nyligt offentliggjort bog Den borgerlige orden-Om angrebet på det almindelige menneske, er kommet til kort i forsøget på at opstille et ”alternativ til velfærdsideologien”. Anders Fogh, fordi han aldrig reelt forsøgte udover et spagt initiativ til en kulturkamp mod kulturradikalismen. Henrik Dahl og Selsingerne kommer til kort, fordi de ser hovedløsningen i at vende tilbage til fortiden. 

Dahl ser f.eks. gerne gymnasieskolens gamle tredeling i nysproglig, gammelsproglig og matematisk linje genindført og plæderer for en kulturkamp a la generaliseret rindalisme, 1960’ernes oprør mod kulturradikalismen. Og Selsingerne vil have os til at finde vejen tilbage til Gud. 

Danske vælgere tror ikke på, at fremtiden ligger i at vende tilbage til fortiden. Og danskerne har heller ikke købt Jørgen Dich’s og Henrik Christoffersens analyse af de offentligt ansatte, som den nye herskende klasse, der udbytter alle os andre.

Så der må andre boller på suppen.

Her er mit bud.

Den nye regeringskonstellation byder resterne af den blå blok en enestående mulighed for at opstille et alternativ til velfærdsideologien ved at angribe den, hvor den er svagest: hykleriet. Den holder ikke hvad den lover.

Det er velfærdsideologiens akilleshæl.

For sandheden er, at S har solgt V og M et fallitbo.

Danmark var i slutningen af 1950’erne et af de rigeste lande i verden med lavt skatteniveau. Tyve år senere var Danmark på randen af statsbankerot med en kæmpestor og stadigt voksende velfærdssektor.

Det lykkedes at undgå bankerotten, men myten om velfærdsstaten, nemlig at grunden til, at Danmark i dag sammenlignet med andre vestlige lande klarer sig relativt godt, skyldes velfærdsstaten, overlevede. Som Henrik Dahl siger det: ”På kun tyve år lykkedes det socialdemokratisk ledede regeringer såvel at ødelægge dansk økonomi som at gøre selve den samfundsødelæggende model politisk umulig at reformere”.

24NYT’s chefredaktør, André Rossmann, har i sin faste rubrik Danmarks Udfordringer, i klummer om alt lige fra økonomi, sundhed, retssikkerhed, uddannelse, lighed osv. sat lup på fallitboet velfærdsstaten i detaljer.

Læs det og græd.

Velfærdsstaten har gjort staten rigere, ikke os. Vores disponible indkomst er støt faldende. I dag ligger BNP i midten blandt OECD-landene, men der er lige den hage at statens budget er verdensrekordmæssigt stort og udgør tæt ved halvdelen af BNP.

Danmark er ikke friere end før, når den ”kvælende” velfærdsideologiske midte i dansk politik indoktrinerer os alle fra vugge til grav via tv og radio, universiteterne, gymnasierne og folkeskolen.

Sygehusvæsenet er ikke det bedste i verden, når folk dør, mens de venter på operationer. Og Danmark er ikke lighedens paradis når, halvdelen af befolkningen, de bedre stillede eller A-holdet, af samme grund køber privatforsikringer.

Folkeskolen er ikke den bedste i verden, når landets statsminister klandrer vælgerne for at forlade folkeskolen for derefter at sende sine egne børn i privatskole.

De næste års regeringssamarbejde hen over midten er dømt til at blive en politisk dødssejler med deraf følgende politisk utilfredshed blandt vælgerne, fordi regeringen ikke både kan tillade reelle politiske meningsforskelle at komme til overfladen og blive ved magten. Og at S-, V- og M-ledere vil blive ved magten for enhver pris, ved enhver nu.

Udfordringen for os andre er klar: med 4-års træden vande at se frem til får det nu stærkt decimerede borgerlige Danmark en mulighed for – endelig – at fortælle vælgerne, at alternativet til velfærdsideologiens postulerede velsignelser er sandheden: det er en myte.