To sigtet for menneskesmugling og en for ulovligt ophold

RØDBYHAVN: 

Søndag klokken 3.05 rullede en bil i land fra færgen i Rødbyhavn med tre mænd i. Det var en 29-årig og den 36-årig mand fra Nykøbing, som var sammen med en 33-årig udenlandsk mand. Da den 33-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål med at rejse ind i landet, valgte de alle tre at tage retur til Tyskland.

De blev vejledt om at skulle gå i selvisolation, hvis de indrejste på ny. Det skete så allerede kort før klokken 8.00, hvor de krydsede grænsen i Sønderjylland. Bilen blev senere standset på Vesterbro i København, og her blev de tre mænd anholdt klokken 12.00. Den 33-årige udenlandske mand er sigtet for ulovligt ophold, da han ikke havde nogen opholdstilladelse. Han fik en bøde på 1.500 kroner for overtrædelse af udlændingeloven og er fortsat anholdt, mens Udlændingestyrelsen behandler hans sag.

De to andre mænd blev også sigtet for overtrædelse af udlændingeloven, og de blev afhørt af politiets udlændingekontrolafdeling, inden de blev løsladt igen søndag aften. De er også sigtet for overtrædelse af sundhedsloven, fordi de ikke gik i selvisolation.