To udlændinge anholdt og sigtet

De to mænd var på vej ud af landet med cyklerne, da de blev anholdt af betjente fra UKA Vest.

 

 

To polske mænd på 44 og 45 år blev søndag ved et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for tyveri af 11 mærkevarecykler.

De to mænd kom tidligt søndag morgen kørende i en varebil på Sønderjyske Motorvej, hvor de var på vej ud af landet, og blev standset nær grænsen af en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

I varerummet lå der 11 mærkevarecykler, som var stjålet i Aarhus for nyligt.

 

Den 45-årige mand har erkendt tyverierne, mens den 44-årige mand nægter sig skyldig, men erkender de faktiske omstændigheder.

 

De sigtede kærede ikke varetægtsfængslingen.

 

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi, der er placeret i Padborg.
UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseområdet, ligesom afdelingen analyserer, efterforsker og moniterer grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland.
UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)