To udlændinge udvist – politiet fandt skydevåben under anholdelse

To 24-årige albanske statsborgere blev fredag i dømt tre års fængsel og udvist for bestandigt af Danmark for at en lang række indbrud, våbenbesiddelse og hæleri.

Efterforskningen af flere indbrud ledte i marts sidste år politiet til et hotelværelse i Trige, hvor politiet trængte ind og anholdt de to mænd. På hotelværelset fandt betjentene en større mængde stjålne smykker og flere skydevåben.

Østjyllands Politi offentliggjorde kort efter billeder af smykkerne og efterlyste ejermændene til dem. Ved hjælp af borgerhenvendelser, de to dømtes egne forklaringer og anden efterforskning, lykkedes det politiet at koble mændene til i alt 27 indbrud i private hjem i Aarhus-området begået i løbet af de første tre måneder af 2017.

Mændene forklarede selv i retten, at deres hensigt var senere at sælge de stjålne smykker i Albanien. De erkendte at have begået omkring 10 indbrud i Danmark, men da de ikke kunne sige, hvor eller hvornår de havde gjort det, ville de ikke erkende de konkrete indbrudsforhold.

Flere af de fundne smykker fandt ikke deres ejer, og det var derfor ikke muligt at sætte dem i forbindelse med konkrete indbrud. I de tilfælde blev mændene dømt for hæleri, da smykkerne formodes at være stjålet, og mændene blev fundet i besiddelse af dem.

Ud over dommene for indbrud og hæleri , blev begge mænd også dømt for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, da de havde stjålet flere skydevåben, som de tog med til hotelværelset, hvor de opbevarede dem.

LÆS OGSÅ:  Politikontroller på S-togsnettet

Anklager Pernille Teilberg Jørgensen er meget tilfreds med dommen.

– Jeg er meget tilfreds med, at dommeren var enig med mig i, at der var tale om særdeles organiseret kriminalitet, som er gået ud over rigtig mange borgere. Der ligger et stort efterforskningsarbejde bag denne dom, og det er det grundige politiarbejde, der danner baggrund for, at de to mænd kunne få den straf, de fik, siger Pernille Teilberg Jørgensen.

De to mænd modtog dommen og ankede ikke.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)