Tre års fængsel til unge narkohandlere

En gammel skrotbil uden nummerplader, der skulle transporteres væk, har sendt to narkohandlere på et længere fængselsophold.

To narkohandlere på 18 og 20 år fra henholdsvis Albertslund og Roskilde er hver idømt tre års fængsel for at besidde og sælge hårde stoffer for ikke under 150.000 kroner.

Sagen tog sin begyndelse den 2. juli 2020, da en ældre, uregistreret bil skulle slæbes væk fra en parkeringsplads i et boligkvarter i Albertslund, hvor den havde stået efterladt i nogen tid.

Men det viste sig, at der i den ejerløse bil var gemt 910 gram kokain, 655 ecstasy-piller, 487 gram MDMA og 150.000 kontante kroner.

Københavns Vestegns Politi undersøgte sagen nærmere, og fandt ad omveje frem til, at de unge mænd havde brugt den gamle bil som narkolager, og at en af dem havde efterladt en større mængde kokain og penge i bilen – cirka 20 minutter før, den blev læsset på en lastbil og kørt væk af en vognmand.

De to mænd blev anholdt og varetægtsfængslet den 14. juli 2020, og begge har siddet fængslet siden.

Tirsdag dømte Retten i Glostrup den 18-årige for besidde al narkotika i bilen, mens den 20-årige ’kun’ blev dømt for at besidde størstedelen af kokainen – nemlig 870 gram – og begge med henblik på videresalg.

”Derudover dømte retten dem begge for at have tjent de 150.000 kroner i bilen ved at sælge omkring 190 gram kokain i tiden op til, bilen blev fjernet – og den 20-årige blev desuden dømt for at have tjent andre 55.850 kroner på at sælge yderligere cirka 70 gram kokain,” siger anklagerfuldmægtig Anne-Kirstine Krogh Mathiesen, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

De dømte overvejer, om de vil anke dommen. De er fortsat fængslet efter dommen. Navneforbud.

Hvor den gamle bil uden nummerplader endte, meldte tirsdagens retsmøde ikke noget om.