Tre helte-hunde kæmper om titlen som “Danmarks Dyrehelt 2019”

Over 900 kæledyr er blevet indstillet til den landsdækkende konkurrence “Danmarks Dyrehelt 2019” i håbet om at vinde æren af den store titel. Nu spidser konkurrencen til, når årets vinder skal kåres.

Over 900 kæledyrsejere fra hele landet har i løbet af de sidste tre uger indstillet deres elskede kæledyr til Agria Dyreforsikrings konkurrence “Danmarks Dyrehelt 2019” i håbet om at blive tildelt den store vindertitel. Konkurrencens dommerpanel har udvalgt de tre finalister fra henholdsvis Jylland, Fyn og Sjælland. Nu sættes de på den sværeste opgave, nemlig at kåre årets vinder.

Tre heltemodige hunde

Det er tre heltemodige hunde, Churchill, Thor og Frank, der står i finalen om at vinde den store titel og 20.000 kr. I alle tilfælde er der tale om vakse hunde, der har gjort deres ejere opmærksomme på, at nogle havde akut brug for hjælp.

Den engelske bulldog Churchill fra Herborg blev kåret som jysk dyrehelt, da han kunne mærke, at noget var galt hos sin nabo. Hvad ingen kunne se eller høre var, at naboen havde fået en motorcykel over sig og lå på jorden og kæmpede for at tilkalde hjælp. Vinderen på Fyn, Thor, vækkede hele sin familie i Nyborg, da han hørte lyde fra opgangen, hvor naboen var kollapset med hjertestop. Sidst men ikke mindst er der den regionale vinder fra Sjælland og Øerne, den franske bulldog Frank fra Slagelse, som insisterede på at tale med en ældre kvinde en sen aften på en kirkegård. Hun viste sig at være i færd med at tage sit eget liv, da hun havde slugt et helt glas piller, men Frank og hans ejer fik vendt ulykken i tide.

LÆS OGSÅ:  Abe hygger sig med iPad

Tv-vært Puk Elgård, der sidder i Agrias dommerpanel, fortæller om de tre helte: “Fra årets finalister kan vi lære, at vi bør lytte mere til vores dyr, for de fortæller os langt mere end vi tror. De ser og hører ting, som vi mennesker ikke gør, og ofte kan de være den hjælp, vi har brug for, for at kunne tage handling.”

Hvem skal vinde i 2019?

Hver af de tre vindere har deres egen unikke historie, og derfor bliver det svært for dommerne at afgøre, hvilket dyr der fortjener at vinde hele konkurrencen. Tine Antvorskov er direktør i Agria Dyreforsikring, og hun slår fast, at alle tre hunde har lige stor chance for at løbe afsted med titlen:

“Churchill, Thor og Frank har alle udvist stor trofasthed over for deres ejere og mennesker omkring dem. De tre historier er alle inspirerende og fortæller om, hvad menneske og hund kan udrette sammen. Hvem der skal vinde årets titel bliver svært at afgøre, og det er noget, vi vil diskutere meget i dommerpanelet.”

Tidsplan for Danmarks Dyrehelt 2019

  • Jysk vinder blev kåret i uge 40
  • Fynsk vinder blev kåret i uge 41
  • Vinder fra Sjælland og øerne blev kåret i uge 42
  • Hele Danmark stemmer i uge 43
  • Danmarks Dyrehelt 2018 kåres i uge 44

Dommerpanel

  • Tv-vært og dyreelsker – Puk Elgård
  • Dyreværnet – Direktør og dyrlæge Rikke Christensen Lee
  • Dansk Kennel Klub – Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen
  • Evidensia Vordingborg Dyrehospital – Dyrlæge Lene Thaulow
  • Jydsk Racekatte Klub – Susanne Wehnert
  • Sidste års vinder – Besøgsponyen Laban med ejer Katrine Johansen
  • Agria Dyreforsikring – Direktør Tine Antvorskov
LÆS OGSÅ:  Ny trist rekord: Næsten 1500 dyr på landets internater

Den store hovedpræmie

  • 20.000 kroner, der doneres til dyrevelgørenhed af eget valg
  • Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 1.000 kroner
  • Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)