Tre mænd tiltalt i sag om transport af en større mængde fyrværkeri på hurtigfærgen

fyrværkeri nytårsaften

I december blev en varebil med en større mængde fyrværkeri stoppet ved færgeankomsten i Rønne. Nu er tre personer tiltalt i sagen, som skal behandles ved Retten på Bornholm den 27. september kl. 09.30.

 

Den 28. december 2021 blev en varebil stoppet ved færgeankomsten fra Ystad i forbindelse med en rutinekontrol. Kontrollen viste, at varebilen transporterede en større mængde fyrværkeri, hvilket ikke var tilladt på den pågældende færgeafgang. Chaufføren blev den 29. december 2021 varetægtsfængslet og var frihedsberøvet frem til den 24. januar 2022.

På baggrund af den efterfølgende efterforskning er tre personer nu tiltalt for i forening at have planlagt transporten vel vidende, at dette er i strid med gældende regler. De tre personer er tiltalt for en række overtrædelser, herunder overtrædelse af straffelovens §252, stk. 1, der omhandler nærliggende fareforvoldelse for menneskers liv eller førlighed.