Truede betjentene med topnøgle

SLAGELSE  

En politipatrulje kørte onsdag morgen forbi en p-plads på Krænkerupvej ved Havrebjerg. Her holdt en bil parkeret, og der befandt sig to sovende mænd i bilen, hvis ruder var godt dugget til. Da de to mænd blev vækket, var de ikke blot morgengnavne, men opfarende, og den ene greb en topnøgle, der lå på bagsædet af bilen og truede politibetjentene med den.

Det kom til noget håndgemæng, og betjentene måtte bruge peberspray for at få ro på stedet. De to mænd blev anholdt klokken 6.45. Det var en 18-årig mand fra Herfølge og en 23-årig mand fra Slagelse, og de blev sigtet for trusler om vold mod politiet. De blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor de blev afhørt, inden de blev løsladt igen senere onsdag.