Truede med at nikke betjent en skalle

En 27-årig mand måtte tirsdag aften en tur med på politistationen efter at have truet en betjent.

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte kl. 19.44 til Røgelvej i Brabrand, hvor to mænd følte sig utrygge, da den 27-årige fulgte efter dem og opførte sig truende. Betjentene rettede henvendelse til den 27-årige, der virkede noget aggressiv i sin adfærd. Betjentene bad ham flere gange om at holde hænderne oppe af lommen, mens de talte sammen. Det gjorde den 27-årige yderligere ophidset, og han udslyngede flere trusler, blandt andet at han ville nikke betjenten en skalle.

Den 27-årige blev til sidst anholdt og sigtet for trusler mod betjentene.