TRUMP: Ekspresidenten sidder tungt på Det Republikanske Parti

Fortællingen i de statsstøttede danske medier er, at den tidligere præsident Donald Trumps popularitet er faldende, og at flere og flere republikanere foretrækker, at Trump ikke skal stille op til præsidentvalget i 2024. Men fakta er, at ekspræsidenten stadig sidder tungt på den republikanske trone. Når opinionsinstitutterne spørger de republikanske vælgere på landsplan, vinder Donald Trump over Ron DeSantis. Hver gang. Klart og tydeligt. Typisk fører Donald Trump med 25-30 procentpoint, og også hos bookmakerne er han favorit til at vinde den republikanske nominering i 2024.

Det fremgik også klart af en afgørelse fra en såkaldt straw poll – en meningsmåling, hvor der gives et bud på, hvem der ønskes som USAs næste præsident – som blev offentliggjort den 24. juli. Meningsmålingen blev foretaget blandt deltagere ved samlingen ‘Turning Point USA Student Actions Summit’ i Florida, som er en samling for unge konservative studerende. Adspurgt, hvem de unge vil stemme på, hvis Donald Trump annoncerer, at han atter stiller op til det amerikanske præsidentvalg i 2024, svarede 78,7 pct., at de vil vælge Trump. 19 pct. svarede, at deres kryds vil blive sat ved Floridas nuværende republikanske guvernør, Ron DeSantis.