Trump: Midtvejsvalget var en “strålende succes”

Det tweetede han allerede, før de fleste stemmer var talt op, men mens det allerede stor klart, at hans parti, republikanerne, ville miste flertallet i Repræsentanternes Hus.

Hvad kunne han mene med det?

På valg var alle 435 medlemmer at Huset, 35 ud af Senatets 100 medlemmer samt 36 guvernørposter i enkeltstaterne. Mange stemmer mangler endnu at blive optalt, og nogle steder bliver der formentlig fintælling, fordi stemmetallene ligger så tæt.

Men, som det ser ud lige nu, står demokraterne til et tydeligt, men langtfra prangende flertal i Repræsentanternes Hus på måske 13 pladser. Det betyder, at partiet kan besætte samtlige vigtige poster i udvalgene samt den afgørende post som Husets formand (speaker).

Omvendt sikrede republikanerne sig et styrket flertal i Senatet med sandsynligvis 53 pladser.

Flere kommentatorer, der normalt hælder til demokraterne, er skuffede over dette resultat, som langt fra lever op til deres forhåbninger om en ”blå bølge”, som også de fleste meningsmålinger tydede på. Som CNN’s kommentator, Jack Tapper, bemærkede, efter at republikanerne havde vundet en række tætte opgør: ”Det ser ud til, at der er nogle republikanske vælgere, som meningsmålerne ikke har opdaget.” Sådan var det også ved præsidentvalget i 2016. Også den tidligere demokratiske strateg, James Carvill, var skuffet og kunne ikke anerkende udfaldet som en bølge. En anden CNN-kommentator, Van Jones, var ”heartbroken”, efter at republikanerne havde besejret en række demokratiske senatskandidater.

I historisk sammenhæng er udfaldet nær ved at være enestående.

Ved de seneste 28 midtvejsvalg siden 1906, har reglen været, at præsidentens parti i gennemsnit har mistet ca. 30 pladser i Repræsentanternes Hus og fire i Senatet. Det svarer nogenlunde til de pladser i Huset, som republikanerne har mistet denne gang. At de ikke har mistet pladser i Senatet, men tvært imod har erobret nogen fra demokraterne, bryder med traditionen.

Republikanerne har gjort det adskilligt bedre, end demokraterne gjorde ved de første midtvejsvalg, mens Bill Clinton og Barack Obama var præsidenter.

I den forbindelse skal det bemærkes, at præsident Trump, som med stor energi kastede sig ind i valgkampen, især koncentrerede sig om at støtte republikanske senatskandidater. Det skyldes formentlig, at det på et tidligt tidspunkt stod ham klart, at det republikanske flertal i Huset ikke stod til at redde.

Ser man på det lovgivningsmæssige, giver udfaldet ikke demokraterne nogen indlysende fordel, for love skal vedtages i begge Kongressens kamre, og kan de ikke blive enige, går lovgivningsarbejdet i stå.

Demokraterne måtte indkassere adskillige smertelige nederlag i valgkampe, som blev tæt fulgt.

Bl.a. er det opsigtsvækkende, at flere af de demokratiske senatorer, der stemte imod konfirmeringen af dommer Brett Kavanaugh til Højesteret, tabte. Det gælder især dem, der var på valg i såkaldte ”battleground states”, altså hvor kampen mellem republikanere og demokrater var tæt, og hvor behandlingen af Kavanaugh ikke bekom vælgerne vel. Kavanaugh-sagen har utvivlsomt bidraget til, at senatorerne Heidi Heitkamp, North Dakota, Joe Donelly, Indiana, Clair McCaskill, Missouri, og Bill Nelson, Florida, måtte bide i græsset.

I Tennessee besejrede Trumps favorit, Marsha Blackburn, demokraten Phil Bredesen i kampen om den ene af statens senatsposter.

I Florida tabte den demokratiske veteran, Bill Nelson, senatspladsen til republikaneren Rick Scott.

I North Dakota slog republikaneren Kevin Cramer, den siddende senator, Heidi Heitkamp, der ellers havde præsenteret sig som moderat demokrat i opposition til partiets stadigt mere yderligtgående ledere.

Størst forhåbninger havde demokraterne til, at partiets ungdommelige håb, Beto O’Rourke – i brede kredse udråbt som den nye Kennedy – der stillede op i Texas, kunne vippe senator Ted Cruz, men det lykkedes ikke, selv om pengene strømmede ind til O’Rourkes valgfond, og til trods for, at han blev støttet af berømtheder fra Hollywood.

Også et par opsigtsvækkende opgør om guvernørposter gik demokraterne imod.

I Georgia tabte den stærkt progressive Stacey Abrams til republikaneren Brian Kemp (hun har dog ikke anerkendt nederlaget endnu). Dette til trods for, at hun fik støtte af den nationalt kendte tv-stjerne Oprah Winfrey, der henviste til lynchninger og slaveri – formentlig for at give vælgerne den opfattelse, at republikanerne ville genindføre disse tilstande.

En anden af demokraternes trækplastre, Andrew Gillum, måtte se sig besejret af Ron DeSantis i opgøret om guvernørposten i den folkerige og politisk vigtige stat Florida.

Derimod lykkedes det senator Elizabeth Warren fra Massachusettsat genvinde sin senatsplads, selv om Donald Trump havde brugt meget krudt på at gøre hende til grin, efter at hun havde påstået at være af indiansk herkomst.

Ved at kaste sig så stærkt ind i de forskellige opgør, har præsidenten har bevidst gjort midtvejsvalget til en afstemning om sin egen popularitet, og han kan med en vis ret glæde sig over udfaldet. Det er også opfattelsen hos den indflydelsesrige republikanske senator Lindsey Graham, der spillede en afgørende rolle under Senatets høring af dommer Brett Kavanaugh. Ifølge Graham har Trump meget at være stolt af. I hvert fald er der ikke længere tvivl om, at præsidenten har samlet det tidligere så splittede republikanske parti bag sig. Der er fra nu af næppe lagt op til nogen væsentlig intern opposition mod Trump, som man så under præsidentvalgkampen og i den første del af hans præsidentperiode.

Det store spørgsmål bliver, hvordan Husets demokratiske flertal vil forvalte deres nye mandat. Nancy Pelosi, som håber at genvinde posten som speaker, lagde umiddelbart ud med en forsonlig kommentar til valgets udfald. Det var på tide at lægge fortidens splittelse og ufred bag sig, sagde hun, og pegede på, at det nu drejede sig om at forenes til gavn for befolkningen.

Om det også bliver demokraternes kurs, er dog tvivlsomt. Flere af de repræsentanter, der står til at få formandskabet i Husets vigtigste udvalg, har ikke lagt skjul på, at de satser på at tage hævn over den præsident, som de har hadet fra første færd. I så fald kan man se frem til en lang række undersøgelser af præsidenten og hans nærmeste medarbejdere beregnet på at afsløre dem i russiske forbindelser og korruption. En kommentator tror tilmed, at demokraterne i Huset nu vil overtage den langvarige undersøgelse af ”russiske sammensværgelser”, som specialanklager Robert Mueller har været i gang med, men ikke afsluttet.

Sker det, har præsidenten truet med modtræk. Han har gjort opmærksom på, at to kan spille det spil.

Her tænker præsidenten givetvis på den magt, som det styrkede republikanske flertal i Senatet giver ham, især når det gælder juridiske udnævnelser.

Ifølge den såkaldte ”Appointments Clause” skal præsidenten indhente Senatets samtykke til et sted mellem 1200 og 1400 udnævnelser. Det vil han fra nu ikke få besvær med. De fleste af disse udnævnelser er tidsbegrænsede, eller de skifter, hvis en ny præsident kommer til.

Anderledes forholder det sig med udnævnelsen af højesteretsdommere, der sidder på livstid. Det samme gælder de 179 dommere ved de føderale appeldomstole, og de 678 dommere ved de føderale distriktsdomstole.

Med et republikansk senatsflertal kan Trump fylde disse poster med jurister, der deler hans tolkning af forfatningen. Og skulle demokraterne beslutte sig for en konfrontationskurs, kan han fyre sin nuværende, noget tilbagetrukne justitsminister og udpege en ny, hvis konfirmation han ikke får besvær med. Den nye justitsminister kan så udpege en specialanklager til at undersøge, hvad der ligger til grund for Mueller-undersøgelsen, som han mener bygger på et opdigtet grundlag.

Det kan blive ganske muntert de næste par år.

Dog næppe for to spillere, som må se i øjnene, at deres indflydelse ikke var så stor, som de havde regnet med, nemlig en næsten samlet presse, der har gjort alt for at skjule de fremskridt, som Trumps økonomiske politik har medført. Og Hollywood, hvis kendisser ikke var så mægtige, som de troede.