Trumps fredsplan er en kæmpe succes

Donald Trumps udspil til en fredsplan for Mellemøsten spås ikke store chancer for succes”, skriver Jyllands-Posten den 3. februar. Det kommer dog an på, hvordan man definerer succes. For set med Israels briller er fredsplanen unægtelig en kæmpe succes.

Baggrunden for konflikten i Mellemøsten er i al korthed, at palæstinenserne ikke ser Israel som fødestedet for israelsk historie. De begrunder Israels legitimitet med Holocaust, som i de arabiske landes optik blev skabt på bekostning af de indfødte palæstinensere for at mildne den europæiske skyld over tragedien. Israelerne betragter denne fortolkning, hvor Israel ses som et fremmedelement i Mellemøsten, som en fordrejning af historien og et angreb på Israels identitet som nation.

Som ventet har de palæstinensiske ledere afvist Donald Trumps fredsplan. De opfatter international kritik af fredsplanen som udtryk for, at deres strategi med at fortsætte krigen med Israel, fastholde de ca. 2 mio. palæstinensere i en skruestik af armod, elendighed og død samt berige sig selv ved at overføre internationale støttemidler til deres personlige bankkonti i udlandet virker. Derfor bliver de ved med at grave tunneller, affyre raketter og sende unge palæstinenserne i den sikre død ved grænsen mellem Gaza og Israel. Med bl.a. Danmarks opbakning og penge i ryggen.

Idéen om en tostatsløsning, som også Danmark er tilhænger af, har slået fejl igennem de sidste 80 år. De palæstinensiske arabere har haft mange muligheder for at få en selvstændig stat, men har hver gang forspildt muligheden. De skete i 1937, 1948, 1967, 2000, 2008 og nu igen i 2020. Hvis palæstinenserne virkelig ønsker deres egen stat, hvorfor har de så gentagne gange afvist tilbud om “Palæstina” uden at komme med noget modtilbud? Det er der ingen tilhængere af en tostatsløsning, der har svar på.

Fatah og Hamas styres af naiv ønsketænkning om, at de ved at fortsætte deres perspektivløse modstand og nægte at se realistisk på magtforholdene i Mellemøsten kan få deres allierede verden over til at presse Israel til indrømmelser. De vil ikke erkende, at i den brutale globale virkelighed er det magtens ret, der hersker. De vil ikke erkende, at hvis fredsforhandlingerne med israelerne skal give mening og føre til et pragmatisk resultat, skal de tage afsæt i den aktuelle situation i Mellemøsten, og ikke i perspektivløse diskussioner om, hvem der har særlig historisk eller juridisk krav på de områder, der ligger i Israel, Gaza, Vestbredden og Jerusalem.

Sådan forholder det sig nu engang med internationale fredsaftaler: Sovjetunionen (nu Rusland) fik Østpreussen, Sverige fik Skåne, Halland og Blekinge, Tyskland fik Sydslesvig, Rumænien fik dele af Ungarn, Frankrig fik Elsass/Lothringen, Polen fik det tyske område øst for Oder/Neisse floderne osv. osv. Der er ingen, der går ind for, at nævnte aftaler skal laves om. Det er sejrherrerne, der bestemmer fredsaftalernes betingelser.

USA’s udenrigsminister Mike Pompeo har i forbindelse med USA’s beslutning om at anerkende israelske bosættelser på Vestbredden udtalt: ”Den barske sandhed er, at der aldrig kan findes en retlig afgørelse af konflikten, og diskussioner om, hvem der har ret, og hvem der har uret ifølge international lov, vil ikke skabe fred”. Med andre ord: At påberåbe sig historisk ret eller folkeretten har ikke ført til fred mellem Israel og palæstinenserne, og der er intet, der tyder på, at der på noget tidspunkt vil kunne skabes fred ved, at man fortsætter den hidtidige kurs.

Bundlinjen er, at Israel er den eneste demokratiske stat i Mellemøsten. Da landet er en økonomisk og militær supermagt, kan palæstinenserne ikke regne med, at deres arabiske venner vil intervenere militært som de gjorde i 1948 og 1967. Den såkaldte palæstinensiske sag er røget ned på den politiske dagsorden over hele verden. Opbakningen fra det EU, som p.t. slås med kriser og opløsningstendenser, er langt svagere end før. De rige arabiske golfstater er ikke interesseret i at presse Israel. Tværtimod, de er interesseret i at have Israel og USA på deres side i konfrontationen med Iran.

Præsident Donald Trump har flyttet USA’s ambassade til Jerusalem og har anerkendt Israels suverænitet over Golan-højderne samt de israelske bosættelser på Vestbredden (Judæa og Samaria). Og nu kommer der en amerikansk fredsplan, som giver Israel lov til at annektere store områder af Vestbredden. Jerusalem bliver Israels ”udelte hovedstad”, mens palæstinenserne får ret til at have deres hovedstad i det østlige Jerusalem.

Det var naturligvis ventet, at både palæstinenserne og Israels fjender over hele verden, herunder Danmark, ville sable den amerikanske fredsplan ned. Men deres kritik kan Israel tage med knusende ro. Set med Israels briller er fredsplanen en kæmpe succes, fordi den etablerer et for Israel uvurderligt fait accompli, som det bliver meget svært at lave om på. Og det er præcis det, fredsplanen handler om.

André Rossmann