VELFÆRD: Kommunal hjemmehjælp på drastisk slankekur

De ældre fremover må indstille sig på, at den kommunale hjemmehjælp nedprioriteres og beskæres, og at civilsamfundet og pårørende må inddrages mere, skriver Jyllands-Posten.

”En ny stor undersøgelse viser, at næsten halvdelen af de voksne pårørende løser opgaver, som der er bevilget hjemmehjælp til fra kommunen. Det er typisk hjælp til mad, medicin og rengøring. De pårørende er i stigende grad inde over rengøring, som kommunerne har nedprioriteret.

Næsten 7 af 10 pårørende bruger deres feriedage eller køber sig til fridage for at hjælpe en ældre mor eller far, og lidt over hver 10. har valgt at gå ned i tid for at kunne tage sig af omsorgsopgaverne. Der er sket en stigning på 13 pct. i andelen af voksne børn, som tager sig af den personlige pleje af deres forældre – påklædning, bad eller toiletbesøg.

’De pårørende trækker et større og større læs, og det går både ud over deres helbred og deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Det ryster mig, og det har store konsekvenser for dem selv, deres familie, deres arbejdsplads og samfundets økonomi’, siger Bjarne Hastrup, der er direktør for Ældre Sagen”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)