Venstrefløjen og Hamas – en fælles antisemitisme

Hamas’ massakre (7. okt.) på og nedslagtning af 1400 israelske spædbørn, børn, teenagere, unge, familier, kvinder, mænd og gamle, affødte sande JUBELSCENER blandt tusindvis af palæstinenserne overalt i den vestlige verden.  Blandt de antisemitiske slagord var selvfølgelig det sædvanlige ”Dræb jøderne!”, men også en afstumpet reference til holocaust hørtes i råbene: ”Gas jøderne!”.

Nazitysklands uhyggelige myrderi af ca. 6 millioner jøder er et kapitel som for længst burde være lukket for aldrig at åbnes igen. Det er det så ikke. Det kan vi takke de vestlige godhedseliter for! De har nemlig med djævelsk ildhu stået bag den store indvandring af antisemitiske kulturer, som, ifølge samme eliter, skulle have en stærkt berigende indflydelse på de vestlige racistiske kulturer. Den uhyggelige tilbagekomst af et åbenlyst jødehad er derfor ikke overraskende.

Hamas’ politiske manifest og venstrefløjens dysfunktionalitet

I Hamas’ politiske manifest (2017) kommer antisemitismen så eklatant til udtryk, at det ikke står tilbage for samme i Hitlers Mein Kampf. Ifølge manifestet kontrollerer de ondsindede jøder hele verden med deres penge og indflydelse og de er skyld i alle verdens revolutioner og krige. Selv 2. verdenskrig stod jøderne bag og skabte sig her store finansielle rigdomme! Og, som det hedder: ”Dommedag (=porten til paradis) vil ikke indfinde sig før muslimerne bekæmper og dræber jøderne”.

 

Hamas’ antisemitisme sætter den vestlige venstrefløjs moralske og økonomiske støtte til organisationen i perspektiv som meget mere end bare hyklerisk. For på en og samme tid at tage et hundrede procent afstand fra nazismen og dens racistiske jødehad, og samtidig at give sin støtte et hundrede procent til Hamas og det samme racistiske jødehad – uden evnen til at erkende denne selvkompromitterende modsætningskløft – er ganske enkelt udtryk for at folk på venstrefløjen lider af en psykisk dysfunktion og en mental brist.

Den usande påstand om at jøderne har stjålet landet fra palæstinenserne

Venstrefløjen påstår, at Israel har stjålet Palæstina fra palæstinenserne. Intet kunne være mere usandt! For det første var det romerne, der i år 135, efter at have knust et jødisk oprør, gav Judæa (=jødernes hjemland), navnet Palæstina.  Dermed ville de underminere eksistensen af en jødisk relation til landet. Palæstina er altså identisk med Judæa og dermed, historisk set, jødernes land, ikke arabernes! For det andet boede der ingen arabere i Palæstina før i anden halvdel af 600-tallet, hvor Islam begyndte at ekspandere. For det tredje var området herefter ikke kun beboet af arabere, men også af jøder og andre folkestammer, der altså havde været der altid. For det fjerde var Palæstina ikke noget afgrænset land eller stat (en af en kollektiv samling mennesker afgrænset størrelse), men et område. Meget af det var ørken og ejerne af større og mindre områder i Palæstina, var rige og magtfulde personer, klaner og grupper. Fra 1517 til 1917 hørte området under Osmannerriget. Først fra 1920 og indtil 1948, hvor briterne besad området som mandat, fik Palæstina en afgrænsning og en central administration. For det femte så var alle (jøder, arabere og andre etniske grupper), i der beboede Palæstina under det britiske mandat, palæstinensere. Endelig for det sjette, så købte jøderne deres jord i Palæstina af rige arabere og andre etniske jordejere, de stjal den ikke! Det var i øvrigt de dårligste jorder, der blev solgt til dem, og som hovedregel til overpriser. Jøderne var dog exceptionelt arbejdsomme og fik lavet stenet ørkengrund om til frugtbare områder. Ærgrelsen over dette blandt de rige arabere var stor og vreden og misundelsen hos ikke formuende arabere var eksplosiv og førte til gentagne angreb på jøderne.

Forsvaret for Hamas terror mod Israels civilbefolkning 

Venstrefløjen påstår, at Hamas løbende raketaffyringer og terror mod israelske byer og civilbefolkning er legitim og kan undskyldes og forsvares med, at Israel har besat deres land og undertrykker palæstinenserne. Israel er dog ikke blevet besættelsesmagt af lyst, men af nødvendighed, dvs. hvis det vil overleve. Dette fremgår tydeligt af følgende:

Den 29. nov. 1947 vedtog FN en delingsplan for Palæstina. Skønt planen langt fra gav jøderne, hvad de havde håbet, sagde de straks ja til planen og samme aften holdt Golda Meir en tale, hvori hun henvendt til araberne sagde:  ”De Forenede Nationer – majoriteten af verdens lande – har udtalt sig. Delingsplanen er et kompromis; ikke hvad I ønskede, ikke hvad vi ønskede. Men lad os nu leve sammen i venskab og fred”. Den fremstrakte hånd blev dog pure afvist af araberne, der sagde nej til planen.

Den 14. maj 1948 da det britiske mandat udløb, erklærede jøderne den israelske stat for oprettet. I uafhængighedserklæringen hed det: ”Vi strækker vores hånd frem til alle nabostater og deres folk og tilbyder fred”.

Igen afviste araberne jødernes fremstrakte hånd. Og allerede den følgende morgen gik Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Irak til angreb på den ny udråbte stat, der var mindre en Jylland og kun havde ca. 900.000 indbyggere, hvoraf 650.000 jøder.  Man bad samtidig de mere end 200.000 palæstinensiske arabere i Israel om at forlade landet. Men det ville dog kun blive for nogle uger, lovede staterne. Længere tid ville det nemlig ikke tage at udslette Israel og dræbe og fordrive jøderne.  Israel besejrede imidlertid de arabiske hære og da krigen sluttede i 1949, havde man erobret ca. 60 procent af det land, som FN havde tildelt de palæstinensiske arabere. De øvrige områder Gaza på den ene side og Østjerusalem og Vestbredden på den anden, annekteredes af henholdsvis Egypten og Jordan.

Tyve år senere, juni 1967, stod Israel igen overfor en samlet arabisk verden, der havde smidt FNs fredsbevarende styrker ved grænsen til Israel ud og mobiliseret hundrede tusinder af tropper hele vejen rundt om Israel. ”Målet er Israels udslettelse”, proklamerede Egyptens præsident Abdel Nasser. ”Vi vil udslette Israel og alle dets indbyggere”, fastslog daværende PLO leder Ahmad al-Shupayri.

Men inden araberne nåede at starte deres udslettelsesmission, angreb israelerne. Som så ofte før viste det bedste forsvar sig at være et angreb. Araberne blev taget på sengen og i løbet af 6 dage var krigen forbi. De arabiske stater havde igen lidt nederlag og Israel tog yderligere land fra de arabiske aggressorer, nemlig Sinai-halvøen, Gaza, Østjerusalem, Vestbredden og Golanhøjderne.

Oktober 1973 var det atter blevet tid til et nyt arabisk udslettelsesforsøg. Araberne havde lært af ydmygelsen i 1967 og undlod nu den skingre udslettelsesretorik og åbenlyse troppemobilisering, som havde præget ugerne op til krigen dengang. Således gennemførte de et overraskelsesangreb på Israels helligste dag – Yom Kippur. Og nu var det israelerne, som blev taget på sengen. De første 1 til 2 døgn gik araberne frem. Dog da Israelerne var kommet sig over chokket vendte slagets gang og ved krigens afslutning stod araberne igen i taberens rolle.

Som det fremgår, har der aldrig været tale om, at Israel var den onde ekspansive magt, der ville erobre hele Palæstina og fratage palæstinenserne retten til deres land, sådan som det følger af venstrefløjens fortælling. Araberne har flere gange forsøgt at udslette staten Israel og dræbe og fordrive jøderne.

I stort set alle krige gælder det, at sejrherren tager land fra taberen. F.eks. tog svenskerne Skåne, Halland og Blekinge fra Danmark i 1658. Land, der den dag i dag tilhører Sverige. Israel tog dog ikke land for at berige sig, men for at sikre sig imod de arabiske aggressorer. Derfor er det, at Israel altid har været parat til at give land tilbage for fred.

Land for fred

Venstrefløjen påstår, at de israelske bosættelser viser, at Israel ikke ønsker fred, og at bosættelserne giver Hamas ret til at slå tilbage om så imod den israelske civilbefolkning. Det følgende viser, at det er en både forløjet og afstumpet tilgang.

 

Ni dage efter seks-dages krigens afslutning (10. juni 1967) besluttede Israel at give alle besatte områder tilbage til araberne til gengæld for en fredsaftale. Araberne reagerede dog ikke på Israels tilbud, og da den Arabiske Liga lidt senere, 29. aug. 1967, holdt topmøde i Khartoum, var svaret kort og kontant: ”Nej til fred! Nej til forhandling! Og Nej til anerkendelse af Israel!”

I 1979 indgik Israel en fredsaftale med Egypten. Israel rømmede i den forbindelser sine bosættelser på Sinaihalvøen, der blev givet tilbage til egypterne.

I 1993-94 indledte Israel og PLO (herunder USA og Jordan) en fredsproces (Osloaftalerne). Dette betød, at palæstinenserne fik delvist selvstyre i Gaza og på Vestbredden. I 1995 afholdtes det første valg til en palæstinensisk lovgivende forsamling og Arafat valgtes til formand for selvstyret.  Ifølge aftalerne skulle forhandlingerne mellem Israel og Palæstina de følgende 5 år føre til en permanent løsning på konflikten. Ved de afsluttende Camp David forhandlinger i år 2000 lagde Israel et meget vidtgående tilbud på bordet. Man ville på en gang give palæstinenserne 95 procent af deres land tilbage. Af sikkerhedshensyn ønskede Israel (indtil videre) at beholde de sidste 5 procent. Svaret fra palæstinenserne var et nej til tilbuddet og til yderligere forhandling. Man fremsatte ikke en gang sit eget alternative forslag, men forlod Camp David for 14 dage senere at starte den 2. intifada (voldsopstand) mod Israel.

I år 2000 trak Israel sig uden at stille krav om fred til gengæld ud af den stødpudezone man tidligere havde etableret i Sydlibanon. Herefter kunne Hizbollah frit bevæge sig op til Israels grænse, hvorfra de siden har affyret raketter.

I 2005 fjernede Israel (Ariel Sharon) alle dets bosættelser fra Gaza og trak sig ud af området. Gaza er derfor ikke længere besat. Israel krævede intet til gengæld og efterlod en veludviklet infrastruktur, opdyrkede områder og et stort og effektivt drivhusprojekt – alt sammen noget ukendt i Gaza. Dette har Hamas siden ødelagt og efter en brutal borgerkrig (2007) at have fortrængt sine palæstinensiske brødre i Fatah/PLO til Vestbredden har Hamas som tak for den israelske tilbagetrækning, der har bragt dem tættere på Israel, benyttet lejligheden til at fyre raketter ind i samme. Der synes ikke at være noget, der ligger Hamas mere fjernt end at investere, opdyrke og skabe arbejdspladser i området.

I 2008 fremlagde Israel endnu en fredsaftale, der stort set imødekom alle palæstinensernes krav: 100 procent af Vestbredden, en suveræn palæstinensisk stat, herunder fjernelse af alle israelske bosættelser, som gjort i Gaza, og en deling af Jerusalem. Igen blev det et palæstinensisk nej.

Siden 00’erne har Israel – med åbenlys god grund – mistet stadig mere af troen på, at palæstinenserne var en seriøs forhandlingspartner. Dette har ført til, at konflikten længe har været fastlåst. De senere års (2020) normaliseringsaftaler med Marokko, Sudan, Bahrain og de Forenede Arabiske Emirater samt begyndende direkte relationer til Saudi-Arabien, har dog skabt håb om en konfliktløsning ad denne vej.

Hamas’ og venstrefløjseliternes antisemitisme

Det hedder i Hamas’ politiske manifest: “Israel vil eksistere indtil Islam udsletter det (…) Det palæstinensiske land er Islams hellige ejendom (…) Det er enhver muslims pligt at kæmpe for dets befrielse (…)  fredsinitiativer, fredelige løsninger og internationale konferencer er i modstrid med den islamiske modstandsbevægelses principper (…) Den eneste løsning på det palæstinensiske problem, er Jihad (hellig krig).”

 

Hamas ønsker altså ikke en fred eller to stater. Ifølge dem tilhører Palæstina alene Islam, løsningen er derfor hellig krig – Israels udslettelse! De vestlige venstrefløjseliter ved det og sympatiserer med det, men de pakker Hamas’ og deres egen antisemitisme ind i forblommede humanistiske ord og fortællinger, som de gennem medier og kultur- og uddannelsesinstitutioner manipulerer og hjernevasker de vestlige befolkninger med, herunder groft skamrider den demokratiske offentlighed med.