42-årig togpassager gennemæsket af “fire unge” – Politiet efterlyser specifikt vidne

København Vestegns Politi indledte i morges en anholdelsesaktion mod en gruppe unge, som er mistænkt i en sag om grov vold og røveri – samtidig efterlyser politiet et specifikt vidne i forbindelse med sagen.

En blev anholdt i går og de tre øvrige blev anholdt på flere forskellige adresser i Brøndby Strand her til morgen. De er mistænkt for et overfald på en 42-årig mand ca. kl 03.15 den 26. oktober 2019 ved Brøndby Strand Station.

Op til overfaldet var den 42-årige mand blevet chikaneret og truet af en gruppe unge mænd, da han var på vej hjem i S-toget. Den 42-årige valgte at stå af på Brøndby Strand Station for at slippe væk. De unge mænd steg imidlertid også af toget og kort efter blev den 42-årige overfaldet af gruppen på en parkeringsplads umiddelbart syd for stationen. Her blev han udsat for slag og spark, og hans jakke, bukser, sko samt mobiltelefon, nøgler og diverse kort blev røvet. Under overfaldet fik den 42-årige brud på næsen og kæben.
”Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at anholde de fire unge efter flere ugers efterforskning. De er mistænkt for groft overfald og røveri”, siger politikommissær Andreas Mollerup. Politiet meddeler ikke yderlige om, hvem de anholdte er.

Søger specifikt vidne

Ifølge politiets efterforskning, så talte voldsofret med en anden mand umiddelbart før overfaldet på Brøndby Strand Station. Der er tale om en mand, der stod på S-toget Linje A på Nørreport Station og også steg af på Brøndby Strand Station. På vej ned ad trappen på Brøndby Strand Station, fik han kastet indholdet af en øl eller lignende i hovedet.

LÆS OGSÅ:  Mand og kvinde sigtet for vold og racisme 

Dette vidne beskrives som:

Mand, ca. 40 år, almindelig af bygning, skaldet/karseklippet, med kortklippet fuldskæg/skægstubbe og han var iført halvlang grå frakke og havde en brun taske samt sorte høretelefoner.
”Denne mand vil vi meget gerne i kontakt med, da han kan have centrale oplysninger i sagen”, siger politikommissær Andreas Mollerup.

Fremstilles senere i dag

De anholdte er mellem 16 og 20 år og bliver fremstillet senere i dag i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)