46-årig løsladt efter bombetrussel i Svendborg

Den 46-årige mand, der torsdag truede med at sprænge sig selv og sin bil i luften på et øde parkeringsområde i ved Ryttervej 67 i Svendborg, vil ikke blive fremstillet i et grundlovsforhør. Dermed vil han i løbet af fredagen blive løsladt.

 

Efterforskningen i sagen har vist, at den 46-årige mand ikke havde til hensigt at skade andre. Hans handlinger var udelukkende rettet imod ham selv.

”Der er tale om en dybt tragisk hændelse, hvor den 46-årige mand var kommet i en situation, hvor han ikke kunne se nogen udveje. Vores efterforskning har vist, at han ikke med sine handlinger havde til hensigt at bringe andre menneskers liv i fare. På baggrund af den samlede efterforskning har anklagemyndigheden vurderet, at der ikke et juridisk grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør”, siger politiinspektør Christian Rasmussen fra Fyns Politi.

Fordi manden truede med at sprænge både sig selv og sin bil i luften, iværksatte Fyns Politi en omfattende politiaktion, og et større område blev afspærret for offentligheden. Den nærliggende SG hal blev i den forbindelse delvist evakueret for at give politiet arbejdsro.

”Det kan virke voldsomt, når politiet rykker så massivt ud, men det gør vi, fordi vi i sådan en situation ikke kan vide, hvad den pågældendes hensigt er, hvad han har i bilen eller om der er andre personer involverede. Der kunne også være risiko for, at han valgte at køre fra stedet og dermed få bragt andres liv i fare. Derfor tager vi ingen chancer, men sætter ind med alt det, der er nødvendigt at hensyn til borgernes sikkerhed og tryghed”, siger Christian Rasmussen.

LÆS OGSÅ:  Bombetrusler til skole og retten

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 07:43 og var derefter hurtigt fremme ved den parkeringsplads, hvor bilen holdt. Klokken 16:41 skete der en mindre eksplosion inde i bilen forårsaget af den anholdte, hvorefter han kom ud af bilen og blev anholdt. I forbindelse med branden pådrog manden sig lettere skader.

I løbet af aftenen og natten udbrændte bilen. I den forbindelse kunne der høres flere høje knald og eksplosioner, som ikke er ualmindelige, når en bil brænder.

På grund af den meget kraftige brand, har det ikke umiddelbart været muligt at afgøre, hvad manden havde i bilen, eller hvordan ilden opstod.

Fyns Politi har siden hændelsen haft fokus på at skabe tryghed for borgerne i området. Derfor har der siden i morges været tryghedspatrulje i og omkring stedet, hvor hændelsen udspillede sig.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)