5 gode råd til, hvordan du sikrer din bolig i stormsæsonen

Kraftig blæst er den klart største årsag til de vejrrelaterede skader, som vi danskere oplever på vores boliger, viser en undersøgelse fra Codan. Derfor er det en god idé at kigge boligen grundigt efter, nu hvor vi går ind i årets stormfulde måneder. Her er 5 gode råd til stormsikring.

Nu starter stormsæsonen. Det er nemlig i løbet af efteråret og vinteren, at vi oplever det værste blæsevejr i Danmark. Samtidig viser forsikringsselskabet Codans årlige vejrundersøgelse, at hele 54 pct. af de danske boligejere, som har fået vejrrelaterede skader på boligen de sidste 5 år, angiver blæst som årsag.

Derfor er det særligt vigtigt at give boligen et grundigt eftersyn nu, så man undgår skader i de mest blæsende måneder, siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan:

”I Codan kan vi tydeligt se, at boligejerne oplever flere skader på deres bolig i de efterårs- og vintermåneder, hvor blæsten er værst. Derfor anbefaler vi, at man laver en grundig gennemgang af sin bolig her i den første del af efteråret. På den måde kan man mindske risikoen for skader, når blæsten rigtigt tager fat”, siger han.

Codans undersøgelse peger på, at det er særligt vigtigt at tjekke boligens tagkonstruktion. Over halvdelen af de danskere, som har oplevet vejrrelaterede skader på boligen, har nemlig fået skader på taget, og for op mod hver tredje skyldtes skaderne løse tagsten eller tagplader.

LÆS OGSÅ:  Pas på dit kæledyr i sommervarmen

Sådan gør du boligen klar til storm

I undersøgelsen har Codan også spurgt de danske boligejere om deres forventninger til vejret i fremtiden. Her svarer mere end 3 ud af 4, at de tror, vi kommer til at opleve flere storme, og næsten lige så mange tror, at stormene bliver voldsommere.

Alligevel er det færre end hver 10., der forventer at investere i skadeforebyggende tiltag i 2019. Det kan skyldes, at danskerne er usikre på, hvordan de bedst mulig sikrer deres bolig mod vejret – i hvert fald indrømmer næsten 20 pct. i undersøgelsen, at de synes, det er svært.

”Det kan godt virke som et lidt uoverskueligt projekt at stormsikre sin bolig. Men der er faktisk nogle ret simple ting, man kan begynde med, som mindsker risikoen for skader betragteligt. Et godt sted at starte er at tjekke taget for løstsiddende tagsten. Derudover er det vigtigt at være opmærksom på løse genstande foran boligen, som kan blæse ind i huset og forårsage skader under en storm”, siger Henrik Bundgaard fra Codan.

5 gode råd til, hvordan du sikrer din bolig i stormsæsonen:

  1. Gennemgå taget for løse tagsten eller tagplader og tjek, at eventuelle antenner er ordentligt fæstnet.
  1. Gå havens træer efter for løse eller rådne grene og sørg for at få dem fjernet, så de ikke blæser af og forårsager skader under en storm.
  1. Fjern løse genstande i haven: Stil havestol, parasol, grill og potteplanter osv. af vejen. Fastgør trampolinen, hvis du har sådan en, og læg eventuelt også flagstangen ned.
  1. Gennemgå boligen efter et voldsomt blæsevejr for hurtigt at lokalisere eventuelle skader for dermed at minimere risikoen for følgeskader.
  2. Abonner på en vejrtjeneste, der giver besked, når der er risiko for ekstremt vejr på din adresse. Codan tilbyder en gratis sms-varsling.
LÆS OGSÅ:  De usælgelige huse bliver solgt hurtigere

Om undersøgelsen

Codans årlige vejrundersøgelse har fokus på danskernes forhold til klima, vildt vejr og skadeforebyggelse. Undersøgelsen er udarbejdet af analyseinstituttet Epinion. Den er baseret på i alt 1.231 webbaserede interviews med repræsentativt udvalgte boligejere via Epinions Danmarkspanel. 

Tal fra undersøgelsen

  • 54 pct. af de danske boligejere, som har oplevet én eller flere skader på deres bolig som følge af vejrfænomener inden for de seneste fem år, har fået en skade pga. blæst/storm.
  • 57 pct. af de danske boligejere, som har oplevet én eller flere skader på deres bolig som følge af vejrfænomener inden for de seneste fem år, har fået en skade på boligens tag, mens 31 pct. angiver, at løse tagsten eller tagplader forårsagede skade.
  • 78 pct. af de danske boligejere tror, at vi kommer til at opleve flere storme fremover, mens 72 pct. af dem tror, at vi kommer til at opleve voldsommere storme fremover.
  • 9 pct. af de danske boligejere forventer at foretage investeringer i skadeforebyggende tiltag i 2019, der skal minimere risikoen for vejrelaterede skader på boligen.
  • 19 pct. af de danske boligejere synes, at det er enten svært eller meget svært generelt at få
    overblik over, hvordan de bedst muligt sikrer deres bolig mod vejrrelaterede skader.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)