Bidens USA bliver mere og mere antiisraelsk

Biden-administrationens relationer til Israel befinder sig på et historisk lavpunkt.

Under Obama lagde Det Hvide Hus bevidst luft til Israel i håb om at få det islamistiske iranske regime til at gå med til en atomaftale.

I 2010 indkaldte udenrigsministeriet således den israelske ambassadør til en kammeratlig samtale vedrørende Israels planer om at bygge lejligheder i et jødisk-ejet område i Jerusalem. Og senere forsøgte Obama at tilbageholde våben fra Israel under en konflikt med den palæstinensiske terrorgruppe Hamas i Gaza.

I 2015 indgik Obama en atomaftale med Iran på trods af israelske indvendinger, og i 2016 undlod han at nedlægge veto, da FN’s Sikkerhedsråd erklærede den israelske tilstedeværelse i Jerusalem for ulovlig.

Da Donald Trump blev valgt til præsident, indledte han en radikalt anderledes politik i forhold til Israel.

Trump trak USA ud af Iran-atomaftalen, som ville have givet det islamistiske regime mulighed for at få atomkraft efter ca. 10 år.

Trump anerkendte Israels suverænitet over Golan-højderne, som Israel erobrede fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967 og gjorde det til en del af landet i 1981.

Trump flyttede USA’s ambassade til Jerusalem og anerkendte byen som Israels hovedstad.

Sidste men ikke mindst indstillede Trump den økonomiske støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre (PLO) og lukkede terrororganisationens kontor i Washington.

Resultatet af de stærke bånd mellem USA og Israel, som Trump havde skabt, var Abraham-aftalerne, dvs. fredsaftalen mellem Israel og flere arabiske nabostater.

Da Biden tiltrådte som præsident, rullede han Trumps politik i forhold til Israel tilbage.

I to år har Biden arbejdet på at genoplive Iran-aftalen og lette presset på det iranske regime, som arbejder på at udvikle atomvåben.

I stedet for at skabe en fælles israelsk og saudi-arabisk front vendt mod Iran, har Biden set passivt til, mens Kina har arbejdet på at skabe en tilnærmelse mellem Iran og Saudi-Arabien.

Biden har genoptaget USA’s støtte til palæstinenserne og har forsøgt at åbne et amerikansk “konsulat” i Jerusalem med den opgave at varetage USA’s relationer med palæstinenserne.

Eftersom Israel var imod idéen, har Biden-administrationen forsøgt at opgradere afdelingen for de palæstinensiske anliggender på den amerikanske ambassade i Israel til et særskilt kontor med reference direkte til udenrigsministeriet i Washington. Dette har Israel kritiseret som et amerikansk forsøg på at dele Jerusalem.

Det var heller ikke et tilfælde, at palæstinensiske terrorister, som havde holdt lav profil i hele Trump-perioden, genoptog deres terrorangreb på Israel kort efter Bidens tiltræden, idet de skabte optøjer i Jerusalem og affyrede tusindvis af raketter i maj 2021. Bidens antiisraelske Hvide Hus gav naturligvis Israel skylden for volden.

For nylig offentliggjorde USA’s udenrigsministerium sin 2022 Country Report on Human Rights Practices (landerapport om menneskerettighedspraksis). Dens afsnit om Israel er ikke blot fjendtligt indstillet over for Israel – det afviser i realiteten Israels legitime ret til at eksistere. Udenrigsministeriets rapport angriber Israel bl.a. for at nægte palæstinensiske terrorister udgang fra fængsel. Den angriber Israel for at bekæmpe terrorisme. Den angriber Israel for at forhindre ubegrænset ulovlig indvandring. Og den nægter Israel retten til at håndhæve sine love over for landets arabiske borgere.

Senest har Det Hvide Hus kritiseret Israels planer om at gennemføre en retsreform, som ville bringe israelsk retsvæsen tættere på det amerikanske retssystem. Centralt i retsreformen er, at politikere skal kunne udnævne dommere direkte. Biden selv havde imidlertid for ikke så længe siden foreslået, at USA’s højesteret skulle udvides med flere Demokrat-venlige dommere, så Højesteret kunne få et venstreorienteret flertal.

Biden har tidligere været betragtet som Israels ven, men det var dengang. I dag fører han en destruktiv antiisraelsk politik, som resulterer i en voksende trussel fra Iran, stigende palæstinensisk terror og voksende kinesisk indflydelse i Mellemøsten.

André Rossmann