Boligmarkedet træder ind i 2022 med flere handler og højere priser

Mere aktive boligkøbere i tid præget af nedlukning og omikron – villaer solgt 180.000 kr. dyrere, sommerhuse til endnu mere, viser årets første boligindeks.

Foto: Palle Peter Skov

En hushandel. Mange hushandler.

For rigtig mange danskere bliver 2021 husket for en af de helt store beslutninger, et huskøb.

Og selv i december ’løb’ køberne ejendomsmæglerne på dørene, viser helt nye aktuelle tal fra ejendomsmæglerkæden Home og Danske Bank.

Indekset ’Boligbrief’ med fremvisninger, handler og salgspriser fra Home fortæller, at boliginteressen tiltog lidt igen i årets sidste måned, hvor der blev foretaget 1,2 % flere husfremvisninger end i november.

Rejserestriktioner og nedlukning kan have været med til at sætte lidt ekstra skub i fremvisningerne i slutningen af året, fremhæver Home og Danske Bank.

Stigningen er trukket af Sjælland, Midtjylland og Syddanmark, men tendensen har overordnet været den samme på tværs af landet. Boliginteressen har stabiliseret sig på et højere niveau end før pandemien, viser aktiviteten hos Homes ejendomsmæglere.

–          Alt i alt kommer boligmarkedet rigtig godt ind i 2022. Tingene er ikke så rødglødende som under tidligere nedlukninger, men til historien hører også, at der er langt færre boliger at vælge imellem for køberne: Udvalget er ganske enkelt i bund, siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home:

–          Og det er nok med til at lægge en lille dæmper på tingene, selv om boligsøgningen fortsat må siges at være stor.

Flere huse solgt i 2021

Antallet af solgte villaer og rækkehuse gik frem med 3,6 % fra november til december.

–          Vi har samlet set solgt flere huse end i rekordåret 2020, siger Michael Dalsager i Home.

Huspriserne pegede også opad, 0,5 % i december. I løbet af det seneste år er priserne steget med 8,5 %, og et gennemsnitligt hus på 140 kvm. er blevet godt 180.000 kr. mere værd. Husene er steget i pris i alle regioner, viser Homes statistik.

LÆS OGSÅ:  Nye tal: Boligsalget i markant opbremsning

Fakta: Se regionale tal for husmarkedet i vedhæftede pdf og vedhæftede grafikker

Flere søgte også sommerhus og lejlighed

December bød ligeledes på flere købere på jagt efter et sommerhus, og mæglerne havde flere fremvisninger og lukkede flere handler. Tilmed til højere salgspriser. Sommerhussalget i 2021 kunne dog ikke hamle helt op med 2020.

Det kunne salget af lejligheder – der som husene også ’skød’ over 2020. Året sluttede med et lille fald i fremviste lejligheder, flere handler og et fald i priserne.

Alle tre boligtyper blev solgt til væsentligt højere priser end for et år siden – og her har sommerhus-sælgerne høstet mest med en årsstigning på over 200.000 kr.

Fakta: Sådan har priserne rykket sig – seneste måned, seneste år

December 2021 ift. november 2021 December 2021 ift. december 2020
Hus 140 kvm 6.236 178.922
Lejlighed 80 kvm -53.426 86.673
Sommerhus 80 kvm 57.905 204.137

Kilde: Home og Danske Bank