BR åbner 25 butikker og ny webshop

Salling Group forventer at åbne de første BR-butikker i løbet af foråret, når BR-kæden begynder et landsdækkende åbningsprogram

 

Allerede inden for få måneder åbner de første BR-butikker. I alt forventer Salling Group at åbne ca. 25 nye butikker, der under det velkendte navn BR kommer til at forsyne danske børn med alt inden for legetøj. Dermed forbliver legetøj en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet.

Administrerende direktør i Salling Group Per Bank ser frem til åbningen af de første BR-butikker:

– Med en landsdækkende BR-kæde og en stærk webshop sikrer vi, at der fremover bliver et univers, hvor man kan købe legetøj. Det ligger os meget på sinde, at børn fortsat kan have gode oplevelser med legetøj i fysiske butikker, og at legetøj forbliver en del af danskernes hverdag, siger Per Bank.

I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker i Danmark, efter at virksomheden gik konkurs. Efterfølgende indgik Salling Group, der blandt andet står bag kæderne Bilka, føtex, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, en aftale med kurator i konkursboet om køb af TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til at anvende BR-navnet på det danske marked.

– Der er tale om et særdeles stærkt dansk brand, og de seneste ugers omtale af BR har understreget, at danskerne meget gerne vil holde liv i BR. Vi er nu i dialog med udlejere over hele landet for at sikre de bedste placeringer til de kommende BR-butikker, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Aftalen mellem kurator og Salling Group betød, at Salling Group alene overtog varelager samt rettigheder til BR-brandet fra kurator. Transaktionen med konkursboet omfattede således ikke medarbejdere, lejeaftaler eller inventar, ligesom der heller ikke har været betaling af goodwill, herunder nøglepenge, hverken direkte eller indirekte til konkursboet.

Salling Group har efterfølgende uafhængigt af konkursboet påbegyndt individuel forhandling med udlejere landet over om ledige butikslokaler. Åbningen af de nye BR-butikker kan finde sted i lejemål, der tidligere har huset legetøjsbutikker men kan også ske i øvrige eksisterende eller nyopførte lejemål.

De kommende ca. 25 butikker forventes placeret bredt på tværs af Danmark, dog i første omgang ikke på ikke-brofaste øer. I løbet af foråret forventes placering af de kommende BR-butikker offentliggjort.

Salling Group har orienteret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kommentarer