Radioværts drabsmænd har fået deres dom

To mænd idømt livstid for drabet på radiovært Nedim Yasar

De to mænd er idømt livstid for drabet på den tidligere radiovært Nedim Yasar, som blev skudt på Hejrevej i København NV efter en bogreception den 19. november 2018.

Sagen mod de to mænd blev indledt ved Retten på Frederiksberg den 20. januar i år og har strakt sig over seks retsdage. I dag faldt dommen, og Retten fandt begge tiltalte skyldige i manddrab og idømte dem livstid.

De to mænd blev begge dømt skyldige i drab ved den 19. november 2018 at være kørt til Hejrevej. Her ventede de på radioværten, der var i færd med at fejre udgivelsen af sin selvbiografi. Da han forlod receptionen og netop havde sat sig ind i sin bil, gik den 25-årige mod bilen og skød Yasar, mens den 26-årige ventede i bilen og efterfølgende kørte dem væk.

Både den 25-årige, der affyrede skuddene, og den 26-årige, der kørte bilen, blev idømt livstid.

”Drabet på Nedim Yasar blev udført yderst koldblodigt, og jeg er tilfreds med, at dommen afspejler dette,” siger anklager Jens Povlsen.

De to mænd blev desuden dømt skyldige i en række andre forhold, bl.a. besiddelse af kniv, peberspray og hash.

Begge ankede dommen på stedet med påstand om frifindelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)