Danmark mangler 99.000 faglærte i 2030

Ny fremskrivning af det danske arbejdsmarked fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der vil være en betydelig mangel på faglærte i 2030. Samtidig vil der være et overskud af ufaglærte og akademikere. Ubalancerne kan medføre flaskehalse, højere ledighed og lavere løn for visse grupper. Det kan begrænse virksomhedernes udviklingsmuligheder og samfundets samlede vækst.

ARBEJDSMARKED

I 2030 vil der være en betydelig ubalance mellem arbejdsstyrken på den ene side og typen af jobs på den anden side. Det viser ny fremskrivning fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Ubalancen vil være størst blandt faglærte. Prognosen viser, at det danske arbejdsmarked vil mangle 99.000 faglærte i 2030.

”Det her er politikerne og arbejdsmarkedets parter nødt til at tage rigtig alvorligt. Hvis vi ikke gør noget, ser vi ind i en fremtid, hvor virksomhederne kommer til at mangle medarbejdere med specifikke kompetencer,” siger chefanalytiker Emilie Agner Damm fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Manglen på faglærte i 2030 skyldes primært, at der vil være langt færre uddannede faglærte, mens antallet af faglærte jobs stort set vil være uændret.

Enkelte brancher vil opleve særligt drastiske fald i antallet af uddannede faglærte. Inden for handel og kontor vil der for eksempel være 57.000 færre faglærte i 2030, mens der inden for jern og metal vil være 27.000 færre.

Overskud af ufaglærte kan presse lønnen

Samtidig viser prognosen, at 59.000 personer uden anden uddannelse end grundskolen vil være i overskud. Dertil kommer et overskud på 51.000 personer, der udelukkende har en gymnasial uddannelse.

LÆS OGSÅ:  Færre faglærte falder fra videregående uddannelser end studiekammeraterne med studenterhuer

”Arbejdsmarkedet flytter sig, fordi ny teknologi kommer til og virksomhederne automatiserer mere og mere. Det betyder, at der vil være langt færre af den type jobs, som personer uden uddannelse besætter i dag. Virksomhederne kommer simpelthen til at efterspørge uddannede medarbejdere. Tilbage står dem uden uddannelse, der enten bliver arbejdsløse eller presset på lønnen,” siger Emilie Agner Damm.

”Det kan øge uligheden, fordi nogen bliver efterladt på perronen,” siger hun.

Med andre ord ser Danmark ind i et 2030 med flaskehalse på arbejdsmarkedet og risiko for høj ledighed i grupper, der vil være i overskud, på arbejdsmarkedet. Men det kan løses, lyder det fra chefanalytikeren.

”Det er helt oplagt, at vi som samfund sørger for, at ufaglærte bliver opkvalificeret og får kompetencer, der matcher virksomhedernes behov,” siger Emilie Agner Damm.

Også personer med korte og mellemlange videregående uddannelser vil der være mangel på.

Erhvervslivets vækstmuligheder står for skud

Ubalancerne vil også kunne mærkes i de danske virksomheder.

”Når virksomhederne ikke kan få den arbejdskraft, de efterspørger, kan det betyde, at de ikke kan udbygge produktionen eller forretningen, som de planlægger. Så det vil kunne mærkes på erhvervslivets bundlinje og i sidste ende koste vækst og velstand for Danmark,” siger Emilie Agner Damm.

Fakta

  • Fremskrivningen af arbejdsstyrken og beskæftigelsen frem mod 2030 er lavet på baggrund af Arbejderbevægelsens Erhvervsråds uddannelsesmodel.
  • Forskelle mellem arbejdsstyrken (udbuddet) og beskæftigelsen (efterspørgslen) udgør ubalancer på arbejdsmarkedet. Ved at lave en fremskrivning af netop arbejdsstyrken og beskæftigelsen kan man vise den forventede ubalance i et givent år.
  • En tidligere rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at det betaler sig at investere i at opkvalificere ufaglærte til faglært niveau. Løftes 2000 unge ufaglærte årligt til faglært niveau, kan det øge BNP med 12 milliarder kroner. Det vil samtidig øge arbejdsudbuddet og forbedre den finanspolitiske holdbarhed. Uddannelsesgrupper der vil være mangel på eller for mange af i 2030
LÆS OGSÅ:  Færre faglærte falder fra videregående uddannelser end studiekammeraterne med studenterhuer

Fordelt på højest fuldførte uddannelse

Uddannelsegruppe            Ubalance
Grundskole 59.000 i overskud
Gymnasiale 51.000 i overskud
Faglærte 99.000 i underskud
Kort videregående uddannelse 24.000 i underskud
Mellemlang videregående uddannelse 13.000 i underskud
Lang videregående uddannelse 25.000 i overskud

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre og Finansministeriets 2025-forløb.

Den faglærte arbejdsstyrke frem mod 2030

2020 2025 2030 Ændring 2020-2030
Faglærte i alt 938.000 894.000 848.000 -90.000 -9,6 pct.
SOSU-hjælpere og -assistenter 90.000 86.000 82.000 -8.000 -8,8 pct.
Handel og kontor 318.000 290.000 261.000 -57.000 -18 pct.
Levnedsmiddel og service 76.000 73.000 70.000 -6.000 -7,3 pct.
Jordbrug og fiskeri 55.000 53.000 51.000 -4.000 -7,3 pct.
Bygge og anlæg 107.000 107.000 107.000 -1.000 -0,5 pct.
Elektronik og øvrig teknik 73.000 75.000 78.000 +5.000 +6,6 pct.
Jern og metal 160.000 146.000 133.000 -27.000 -16,8 pct.
Transport 17.000 21.000 23.000 +6.000 +31,5 pct.
Øvrige faglærte 42.000 44.000 44.000 +1.000 +3,1 pct.

Kilde: AE på baggrund af Danmarks Statistiks registre og Finansministeriets 2025-forløb.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)