Dansk Folkeparti: Vi skal have mere åbenhed

Medlemsforslag til drøftelse på regionsrådsmødet den 20/6-23, stillet af Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti mener, at det er af yderste vigtighed, at der i Region Hovedstaden, i videst muligt omfang, bør være en langt større åbenhed til borgerne samt at der i langt højere grad bør åbnes op for indsigt i områder, som ikke direkte er indlysende fortrolige. Dansk Folkeparti mener, at borgerne i Region Hovedstaden, bør sikres, at der ved væsentlige og alvorlige fejl, i det mindste efterfølgende, bør orienteres om, hvad Region Hovedstaden fremadrettet, gør og har gjort for at undgå fejl fremover. Vi skal som en af landets fem regioner, kunne tydeliggøre, at vi har styr på rattet. Det bør nemlig ske i langt højere grad. Og det kan sagtens ske uden brud på fortroligheder.
Dansk Folkeparti er netop nu, endnu mere bekymret over, at der dukker nyheder op omkring Fields skyderierne for et års tid siden, som efter Dansk Folkeparti’s vurdering, burde have været fanget i de undersøgelser, som bl.a. Region Hovedstaden iværksatte.
Dagbladet BT.dk kunne den 30/5-23, oplyse, at “kritikken vælter ned over Region Hovedstaden fra en række politikere i Regionsrådet. Vreden skyldes, at Region Hovedstaden ikke vil ud med, hvor stor del af en politianmeldt læges snagen i 1.230 borgeres patientjournaler, der er sket, efter at koncernledelsen i 2019 meldte ud, at der skulle indføres skarpere kontrol med sundhedspersonalets kiggeri i journalerne”.
Region Hovedstaden har ifølge BT svaret, at, “Af sikkerhedsmæssige årsager oplyser vi ikke om de konkrete kontroller, omfang eller rækkevidden af disse i log-opfølgning”.
Professor i dataetik Thomas Ploug, betegner det i samme udgave af BT,  som, at “lukke for den åbenhed, der helt naturligt burde være”. Professoren understreger, at det er helt forkert og vildledende at dække sig ind med at det skyldes sikkerhedsmæssige årsager.
DF lægger stor vægt på, at regionsrådet tager en åbenhedsdiskussion samt diskuterer de såkaldte “sikkerhedsmæssige årsager” i sagen om politianmeldt læges snagen i journaler.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)