Danske virksomheder udsættes dagligt for cyberangreb

Cyberangreb mod virksomheder og offentlige myndigheder bliver mere og mere hyppige. Senest i september blev høreapparatsvirksomheden Demant lagt ned af et angreb, der estimeres til at koste virksomheden over en halv milliard kroner. I foråret gik det ud over aluminiumsvirksomheden Norsk Hydro, for to år siden gik det ud over Mærsk, og sidste år blev DSB’s systemer lagt ned.

Det er dog langt fra alle angreb, der kommer frem i offentligheden, og omfanget af cyberangrebenes styrke varierer meget. Det viser en ny analyse blandt 746 medlemmer af IDAs fagtekniske netværk IDA IT.

Mindre angreb, der nemt kan afvises, er ikke noget særsyn, og sker dagligt hos hver sjette af de medvirkende i undersøgelsen, mens næsten hver tiende oplever mellemstore sikkerhedsangreb i løbet af en måned. Når det kommer til store it-sikkerhedsangreb, der er vanskelige at afvise, svarer to procent, at det sker månedligt, mens yderligere 18 procent svarer at, de er udsat for store angreb med lavere frekvens.

Angrebene kan være forsøg på at stjæle informationer, fastlåse data for at få løsepenge eller angreb, der lukker sider eller tjenester ned, vurderer IDAs it-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg.

”Når it-professionelle angiver, at angrebene er svære at afvise, så er der tale om meget sofistikerede angreb, der vil kunne lave store ødelæggelser. Det er ikke drengestreger eller fritidshackere, og her er der meget på spil, og går det galt, bliver omkostningerne enorme,” siger han.

LÆS OGSÅ:  De unge under 30 er blevet bedre til at betale deres gæld

Med over 300.000 virksomheder i Danmark kan omfanget af angreb hurtigt løbe op, vurderer Jørn Guldberg.

”Det er langt fra alle virksomheder, der har den samme digitaliseringsgrad. Omvendt er mindre virksomheder ofte dårligere beskyttet mod hackerangreb, og kan derfor på lige fod med de helt store risikere enorme skader eller ødelæggelser ved et angreb,” siger Jørn Guldberg.

Hvor tit oplever I følgende på din arbejdsplads?

Dagligt Ugentlig Månedligt Sjældnere Aldrig Ved ikke Ønsker ikke at svare I alt
Mindre it-sikkerhedsangreb, som vi nemt kan afvise 16 % 6 % 7 % 14 % 5 % 41 % 11 % 100 %
Mellemstore it-sikkerhedsangreb, som vi ved en mellemstor indsats kan afvise 1 % 2 % 6 % 21 % 13 % 45 % 12 % 100 %
Store it-sikkerhedsangreb, som vi har vanskeligt ved at afvise 0 % 1 % 1 % 18 % 23 % 46 % 11 % 100 %

Kilde: IDA Analyse en analyse blandt 746.af IDAs it-professionelle.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)