Disse tre kæmper om titlen som Årets Forfatter

Online boghandlen Plusbog.dk har netop løftet sløret for, hvilke tre forfattere der er nomineret til titlen som Årets Forfatter 2020.

Hvem bliver Årets Forfatter 2020? Det er det nu op til Plusbogs mange medlemmer og andre læseglade danskere at afgøre. Online boghandlen har netop offentliggjort de tre nominerede forfattere og åbnet for afstemningen. 

 “Vi har igen i år haft utroligt svært ved at begrænse os til blot tre nominerede forfattere, fordi vi har så mange fantastiske forfattere i DanmarkÅrets tre nominerede udmærker sig ved alle at fortælle deres historier på hver sin unikke måde, så vi husker dem. Og vi er glade for, det er Plusbogs medlemmer og andre bogelskere, der skal vælge, for de er alle tre så dygtige, at det er svært at vælge én vinder,” siger Helene Kristensen fra Plusbog.dk.  

De tre nominerede til Årets Forfatter 2020 er:  

Michael Katz Krefeld, Lindhardt og Ringhof 

Han har i en årrække været en af de allermest populære danske krimiforfattere. Michael Katz Krefelds udgivelser finder altid vej til toppen af bestsellerlisterne, og især hans evne til at få handlingsforløbet til at udspille sig som en spillefilm for øjnene af læseren gør ham populær. Lige straks udkommer den næste i rækken, og mon ikke “Nattens udyr” allerede inden udgivelsesdagen vil bevæge sig op ad bestsellerlisterne.  

Sara Omar, Politikens Forlag: 

Hun bragede ind i danskernes bevidsthed med sin debutroman “Dødevaskeren”, og også efterfølgeren “Skyggedanseren” blev en bestseller hos de danske læsere. Sara Omar skåner ikke læseren for barske billeder i de voldsomme handlingsforløb, og forfatterens fortællinger brænder sig fast i læsernes erindringer, så de for altid har dem med sig, selvom bogens sidste side er vendt.  

Katrine Engberg, Alpha: 

Siden sin debut i 2016 har hun med sine finurlige og skudsikre plot bog efter bog bevæget sig ind blandt favoritforfatterne hos de danske krimilæsere. Hun er særligt elsket for sit helt specielle sprog, der både er let og humorfyldt. Også det nyeste skud på stammen er blevet vel modtaget af de danske læsere, og Katrine Engberg topper således lige nu bestsellerlisterne med sin nyeste krimi “Isola”. 

Normalt afsløres vinderen på Bogforum, men på grund af aflysningen af årets bogfest har Plusbog.dk i år noget andet i ærmet. 

Læserne kan stemme på deres favorit på Plusbog.dk frem til den 9. november kl. 12.