En aftale får ikke mullaherne til at opgive atomvåben

Af Majid Rafizadeh –  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Biden-regeringen har brugt hele sin politiske kapital på at genoprette atomaftalen – antagelig for at sikre forestillingen om, at en atomaftale med det iranske regime vil afholde Teheran fra at udvikle atomvåben. Desværre er tanken om, at Irans herskende mullaher i Iran vil standse deres atomudvikling med en aftale, latterlig.

Det iranske regime har ligefrem pralet af sin snedige politik til at snyde og vildlede det internationale samfund under den tidligere atomaftale. Et af kravene i atomaftalen fra 2015 var for eksempel, at kernen i atomreaktoren i Arak skulle fyldes med beton og sættes ud af drift. Ifølge Irans nyhedsagentur Fars hævdede Iran, at man havde hældt betonen derned og ødelagt reaktorkernen. USA’s udenrigsministerium under Obama-Biden regeringen bekræftede ligeledes dette skridt.

Men senere tilstod Ali Akbar Salehi, den tidligere formand for Irans Atomenergiorganisation, åbent i et interview på Irans statslige TV, at regeringen ikke havde efterkommet kravet; i stedet havde man vildledt det internationale samfund: “Gennem tre år har vi sagt, at vi ikke hældte cement ned i Araks tungtvandsreaktor.” Da værten i regimets TV spurgte ham om videoen, som viser, hvordan der blev hældt beton i Arak-reaktorens rør, svarede: Salehi:

“[I]kke de rør, man ser her. Vi havde indkøbt nogle tilsvarende rør, men det kunne jeg ikke fortælle på det pågældende tidspunkt. Der er kun én person i Iran, som ved den slags, og det er den øverste, ledende embedsmand. Ingen andre vidste det. Vi var nødt til at være snu. Desuden, for ikke at brænde broerne bag os var vi også nødt til at bygge broer, således at vi, såfremt vi fik brug for at vende tilbage, kunne vende tilbage hurtigere.”

Andre eksempler med bedrageri var også opdagelsen af radioaktive partikler i Turquz Abad under atomaftalen fra 2015 og Irans modvilje mod at besvare helt enkle spørgsmål fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) vedrørende Teherans ikke-deklarerede og hemmelige anlæg. Desuden var der under aftalen adskillige rapporter, som senere viste sig at være korrekte, og som advarede om, at Iran foretog hemmelige nukleare aktiviteter. For eksempel pegede Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu i sin tale til FN’s Generalforsamling i 2018 på, at Iran havde et “skjult atomlager, hvor man kunne oplagre store mængder af udstyr og materialer fra Irans hemmelige atomvåbenprogram.”

Samtidig har to upartiske organisationer med base i Washington, DC — Institute for Science and International Security (ISIS) og Foundation for the Defense of Democracies (FDD) — udsendt nogle detaljerede rapporter vedrørende det faktum, at Iran havde ikke-deklarerede hemmelige nukleare anlæg under atomaftalen.

Det iranske regime forventedes også at begrænse mængden af specifikt nukleart materiale, som var i dets besiddelse under atomaftalen. Men ifølge rapporten fra IAEA brød de herskende mullaher aftalen ved at opbevare mere tungt vand, som anvendes ved produktionen af atomvåben.

Takket være Biden-regeringens fokus på en genoplivelse af atomaftalen og dens tilsyneladende manglende evne til at se ud over atomaftalen har det iranske regime nu købt sig tid ved at trække forhandlingerne tilstrækkeligt i langdrag til at nå den nukleare tærskel. Flere højtstående iranske embedsfolk, herunder Irans atomenergichef, praler i øjeblikket med, at Den Islamiske Republik besidder evnen til at producere en atombombe. Institute for Science and International Security har udgivet en rapport, som bekræfter dette:

“Iran har tilstrækkeligt beriget uranhexafluorid (UF6), i en form af nær 20 og 60 procent beriget uran, til at producere nok våbenegnet uran, her anslået til 25 kg, til ét atomvåben på så kort tid som tre uger. Man vil kunne gøre dette uden at bruge af sit lager af uran beriget op til 5 procent som råprodukt. Væksten i Irans lager af nær 20 og 60 procent beriget uran har i faretruende grad reduceret breakout-tidsgrænserne.”

Desværre ser det ud som om, Biden-regeringen og Europa – gennem deres endeløse indrømmelser og en rystende mangel på afskrækkelse – stadig forsøger at tvangsfordre verden med et fjendtligt Iran udstyret med atomvåben.

Mullaherne hersker i et land, som USA’s udenrigsministerium gentagne gange har kaldt for verden største, førende eller fremmeste sponsor af statsterrorisme (f.eks. her, her og her).

Man kan kun formode, at Biden-regeringen håber at kunne bestikke mullaherne, med op til en trillion dollars, til ikke at bombe Israel, mens han stadig er præsident. Hvilket betyder, at det bagefter vil være glimrende?

Ikke blot kan aftaler som Bidens eller Obamas atomvåbenaftaler ikke forhindre det røveriske regime i Iran i at udvikle sit atomprogram og komme i besiddelse af atomvåben, de vil i virkeligheden lette Irans vej til atomvåben ved at legitimere dets våben.

Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og rådgiver, Harvard-uddannet akademiker, pol. scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review, og præsident for International American Council on the Middle East. Han har skrevet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu