Er tørklædet tegn på vellykket integration?

”Der er så meget kvinder ikke forstår”, som det hedder sig i de charmerende oddset-reklamer. Berlingskes tidligere udlandsredaktør og p.t. folketingskandidat for Venstre, Anna Libak, kan heller ikke forstå, hvorfor billedet af en muslimsk model i hijab og burkini (muslimsk badedragt – red.) i det amerikanske magasin Sports Illustrated har vakt så voldsom opstandelse. Det skriver hun i en klumme i Berlingske.

I et frit samfund må hun da selv om, hvordan hun tolker tørklædet. Og meget tyder på, at hun bestemt ikke forstår det som et symbol på undertrykkelse: Ellers ville hun da ikke optræde i et modemagasin. Det er det modsatte af at lade sig pakke væk og gøre sig usynlig. Modemagasinets raison d’etre er at gøre hende forførende og sexet, så andre kvinder får lyst til at ligne hende”, skriver Anna Libak.

I den islamiske verden ville hovedtørklædet virke kvindeundertrykkende, men ikke i den vestlige verden, mener Anna Libak. Sports Illustrated er jo ikke et islamisk magasin, men amerikansk, og modellen er amerikansk statsborger med somalisk baggrund. Tørklæder burde derfor ikke vække anstød i demokratiske vestlige samfund, der har muslimske mindretal.

Lad os sætte tingene i politisk ukorrekt perspektiv.

Muslimsk hovedtørklæde kan tages som tegn på diversitet og etnisk kolorit i de gamle immigrantsamfund som USA, Canada eller Australien, hvor muslimerne forsørger sig selv og leverer et konstruktivt bidrag til samfundet.

I de vesteuropæiske samfund er de muslimske mindretal derimod særdeles problematiske: de hader vores værdier og levevis, de undergraver vores kultur, sammenhængskraft og samhørighed, de belaster vores økonomier, de lever på offentlig forsørgelse i ghettosamfund, de er overrepræsenteret i kriminalstatistikker og de står bag de fleste terrorangreb.

Anna Libak er villig til at give afkald på vores forestillinger om ligestilling – af misforstået tolerance over for religiøse skikke og sædvaner. Hun mener, at muslimske kvinder må selv om, hvordan de klæder sig. Hun overser, at tørklædet er en påklædning dikteret af mænd, og at det ikke har en pind med frihed at gøre, men tværtimod begrænser kvinders mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet og få en selvstændig tilværelse.

Flere og flere tørklæder dukker op på offentlige og private arbejdspladser, og i erhvervslivet er der kommet fokus på et uopdyrket markedssegment – muslimske forbrugere. I Danmark har modelbureauet Unique Models i sin tid ansat den første model med tørklæde. Modebranchen var vildt begejstret. Grådige danske erhvervsfolk uden kulturhistorisk ståsted og værdigrundlag stod parat til at legitimere og promovere muslimsk hovedbeklædning som chik og trendy.

Men i Danmark er hovedtørklædet hverken chik eller trendy – det er tværtimod et skjult politisk statement, en markant og synlig manifestation af, at man definerer sig selv som tilhørende et andet Danmark end det, som den oprindelige befolkning er opvokset i.

Det muslimske tørklæde er ikke blot en eksotisk hovedbeklædning, der symboliserer diversitet. Det er funderet i et religiøst værdisæt, som er det modsatte af diversitet, nemlig et fravalg af især to af de grundlæggende værdier, som står i den danske grundlov, nemlig lighed og frihed.

Ved at hvidvaske tørklædet som tegn på vellykket integration i et sekulært vestligt samfund legitimerer og blåstempler Anna Libak de formørkede muslimske holdninger, som tørklædet symboliserer.

Tørklædet er ikke et tegn på en positiv udvikling i retning af vellykket integration, tværtimod. Det hjælper islamister i deres mission med at skabe apartheid og de parallelsamfund, som de ønsker sig, med en politisk, fundamentalistisk dagsorden. Tørklædet er et religiøst kampmiddel til at opretholde ghettoområder, analfabetisme, intolerance, social kontrol, kriminalitet, vold, religiøs ekstremisme og i yderste instans terror. Og tørklædet underminerer den integrationsindsats, som bl.a. Venstre går ind for.

Spørgsmålet er, om Anna Libaks klumme i Berlingske skal tages som et tegn på, at hun er klar til at melde sig under fanerne hos halalhippien Kristian Jensen og hans venstreradikale slæng. Den samme Kristian Jensen, som i sin bog ”Hurra for globalisering” skrev disse mindeværdige ord: ”Et lands kultur skabes ikke af politikerne, men af de indbyggere, der bor i landet. Hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk – red.), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende (læs dansk – red.) museumsliv. Og hvis muslimske piger ønsker at gå med tørklæder, så skal det være tilladt og accepteret som for danske piger at gå med blottet og piercet navle”.

André Rossmann

OBS: Læs og del gerne indlægget fra din Facebook-profil, fordi Danmarks Radio har fået Facebook til at lukke 24NYT’s profil.

Kommentarer