Et borgerligt ord om Lars Løkkes nye projekt: Den sociale kaserne og den sociale værnepligt

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen

I Weekendavisen af 13. jan. 2022 kunne man læse en artikel med overskriften ”Et halvt år for Danmark”. I artiklen fortalte Lars Løkke Rasmussen dengang om sit nye parti Moderaterne, herunder Løkkes forslag om et halvt års social borgerpligt for alle unge i Danmark. Forslaget fik i de følgende dages debat mange både sympatiserende og kritiske ord med på vejen.

Forslaget eksisterer stadig væk i bedste velgående. For man kan læse om det på Moderaternes hjemmeside under Politik. Det er opstillet tredjeøverst blandt Moderaternes elleve forslag. Og forslaget får stadig kommentarer med på vejen i den aktuelle valgdebat.

I Tyskland findes en lignende ordning på ganske frivillig basis. Men i Tyskland har politikerne i de seneste måneder diskuteret, om de unges frivillige ”sociale værnepligt” skal gøres til en samfundspligt for alle unge tyskere.

Moderaternes forslag

På Moderaternes hjemmeside kan man under Borgerpligt læse følgende:

’Værnepligten’ – pligten til at værne om sit land – er en smuk tanke, der understreger, at vi ikke bare er frit svævende individer, men borgere i et samfund, som vi har et fælles ansvar for at passe på.

Det moderne Danmark er ikke kun truet udefra, men også af en begyndende mangel på sammenhængskraft. Vi lever i større og større grad vores liv sammen med mennesker, der ligner os selv samtidig med, at der bliver større og større diversitet i befolkningen.

Medborgerskab kræver dannelse – og kræver, at man har mødt samfundets mange facetter. Det har man ikke nødvendigvis, hvis man populært sagt vokser op i en ’silo’ uden at møde det Danmark, der er udenfor eget postnummer eller sociale miljø. Tiden hvor unge mennesker fra Vollsmose eller Varde møder deres jævnaldrende fra Vedbæk og Viborg – på tværs af sociale skel – når de skulle “i kongens klæder”, er ikke mere.

Der er brug for at gøre noget nyt og anderledes for at sikre, at fremtidens generationer får de værdier, der holder vores fællesskab oppe, ind under huden (det må være en trykfejl, at dette sidste ord ”huden” mangler på hjemmesiden!)

Derfor vil Moderaterne:

Styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft gennem en ny ’borgerpligt’ for alle unge. Borgerpligten bygger på principperne fra værnepligten, men kan aftjenes i hele samfundet.

Den social-totalitære stat

Der er med Løkkes forslag tale om et overgreb på danske borgeres grundlovsbeskyttede frihed. En social-ekspropriation af et stykke levetid for alle unge danskere. Og her møder vi så også hos Løkke den sprogløgn, eller fortielsesløgn, som al politik er så fuld af. Løkke kalder sit parti ”Moderaterne”. Moderat i forhold til hvad? Nej, med dette forslag er dette parti ”ekstremistisk” i sin statssocialisering af unge mennesker. Langt fra enhver ”borgerlighed”. Og milevidt fra det ”borgerlige Danmark”, hvis politiske kerne er, at det er den enkelte borgers frihed og eget ansvar at tage vare på sin egen sociale opdragelse, og selv at bestemme, hvor samfunds-facetteret borgeren vil være i sit medborgerskab. Alle har ret til at være her – hvis de ikke af andre årsager bliver smidt ud af landet.

I den nævnte artikel fra Weekendavisen siger Løkke, at han endnu ikke har fået læst Fogh Rasmussens Fra socialstat til minimalstat. Det er der heller ingen grund til at opfordre Løkke til; men man kan konstatere, at han er i hastig bevægelse i den modsatte retning – mod den stadigt dybere totalitære socialstat. Nu kender vi Løkkes ambitioner om at danne regering ”hen over midten.” For mit eget vedkommende vil jeg svare, at Løkke og hans Moderaterne med dette forslag selv åbenbart slet ikke ligger på den politiske midte, men ligger langt ude på den socialistiske fløj.

I artiklen begrunder Løkke sit forslag med, at det skaber ”større samfundsforståelse” og ”mere sammenhængskraft.” Ud over ordene ”integrationen” og ”parallelsamfundene” nævner han ikke med et ord Danmarks problem med de mange indvandrere i forbindelse med sit forslag, hvilket man kan kalde endnu en fortielsesløgn, dvs. en løgn, der skal skjule nøjagtigt, hvor problemet eksisterer.

Men som det ses på Moderaternes hjemmeside skriver Løkke: Det moderne Danmark er ikke kun truet udefra, men også af en begyndende mangel på sammenhængskraft. Vi lever i større og større grad vores liv sammen med mennesker, der ligner os selv samtidig med, at der bliver større og større diversitet i befolkningen. Her gætter vi jo nok, at Løkke med diversitet tænker på den store indvandring af fremmede, som Danmark har oplevet. Og kun lidt tydeligere bliver det, når Løkke – sådan lidt henkastet blandt andre danske byer – også nævner byområdet Vollsmose, som vi alle forbinder med fremmede indvandrere. Men vi har jo nu igennem mange år lært Løkke at kende som en mand, der helst taler vævende uden om indvandringsproblemerne – og også helst handler uden om disse problemer, og derfor allermest fremmer dem.

Men selv om hovedformålet med forslaget skulle være et forsøg på med tvang at fremtrylle integration eller assimilation af de mange utilpassede muslimske indvandrere, så er det altså nu alle danske unge, der skal bøje nakken for statens tvangssocialisering på grund af problemet med de mange unge indvandreres u-assimilerede og dominante adfærd. Et problem, som Lars Løkke i høj grad selv har været med til at skabe som regeringsleder. Altså endnu et eksempel på, hvordan vore politikere vil kurere den ene ulykke, som de har bragt over Danmark, med en indførelse af en anden ulykke. Men sådan kender vi jo efterhånden de ”projekt- og reform-maniske” politikere, blandt hvilke vi kan regne Løkke som én af de fremmeste.

Løkkes sociale værnepligt: Nu skal alle unge mennesker betragtes som potentielle ”silo-mennesker”

Medborgerskab kræver dannelse – og kræver, at man har mødt samfundets mange facetter. Det har man ikke nødvendigvis, hvis man populært sagt vokser op i en ’silo’ uden at møde det Danmark, der er udenfor eget postnummer eller sociale miljø. Tiden hvor unge mennesker fra Vollsmose eller Varde møder deres jævnaldrende fra Vedbæk og Viborg – på tværs af sociale skel – når de skulle “i kongens klæder”, er ikke mere.

Der er virkelig noget dybt maoistisk over Lars Løkkes tanker, når han sådan har den opfattelse, at han skal indføre en statsdiktatorisk styring af borgerens sociale holdninger, som er kernen i al socialisme. Men måske er det tværtimod i virkeligheden sådan, at danskerne har en meget mere fri, jordnær og respektfuld opfattelse af, hvad andre borgere laver, og hvordan de lever, end Løkke forestiller sig. En selvfølgelig og kernedansk fællesskabsopfattelse, der indebærer, at hvis du i dette samfund vælger din plads og gør dit arbejde og dine pligter i din egen silo, og jeg vælger min plads og gør mit arbejde og mine pligter i min egen silo, ja, så respekterer vi deri både enhver borger og friheden for alle til at leve i deres selvvalgte silo i det samme samfund, og drage nytte af hinanden i en fælles sammenhæng. Vi er frie borgere, der lever vort frie sociale liv i respekt for loven og vore medborgere, uanset om de er silo-mennesker eller ej. Ja, faktisk kunne vi mene, at Løkke med dette indskrænkede og maniske socialprojekt er det værste af alle de silo-mennesker, der ikke respekterer andre mennesker for det mærkelige liv, de lever. Hvor ”samfundsfacetteret” og ”medborgerskabsdannet” er i virkeligheden Løkke selv? Jo, det er han selvfølgelig; det er bare alle andre potentielle silo-mennesker, der ikke er det.

Og helt ærligt: Der er faktisk en del af os, der har den opfattelse, at Løkke med dette social engineering-project viser, at han slet ikke har forstået, hvad det er for kræfter i form af islam, som ikke mindst han selv gennem mange år har bidraget til at lukke ind i det danske samfund. Tror han virkelig, som så mange andre politikere, at islam kan socialiseres bort? Nu skal så altså dette socialprojekt bruges som borgertvang og hvidtekalk til at skjule de mørke konsekvenser af den liberale og ulykkelige indvandringspolitik, som Løkke i sin overfladiske social-tænkning alle dage har ladet danskerne lide under. Løkkes projekt er med sin hensigt, sin ideologiske styring og vanskeliggørelse af borgernes sociale liv en tro kopi af den politiske aftale om ”gymnasial elevfordelingsmodel”, som regeringen og nogle politiske partier indgik i juni 2021. Men i Løkkes kopi udvides hensigten til at omfatte alle unge mennesker i hele Danmark.

Løkkes projekt: ”Ind under huden” på danskerne

”Der følger nogle pligter med at være menneske i det her samfund, som rækker videre end bare mig, mig, mig,” sagde Lars Løkke også i Weekendavisen. Hvor er dette smukt sagt om det socialmoralske og eksistentielle problem, som ethvert menneske bærer rundt på. Så for Lars Løkke er dette altså et problem, som politikeren skal tage sig af. Nemlig ved, at staten skal tage fat i krebsen på alle unge mennesker, konfiskere et halvt år af deres liv, hvor de – forstår man! – ikke får lov til at arbejde for mig, mig, mig, men for samfundet. Tvungen næstekærlighed! Den personlige og sociale selviskhed skal udryddes! Og så må det altså være underforstået, at man kun kan arbejde for socialmoralen, for samfundet og bidrage til dets sammenhæng, når man arbejder under statstvang. Bedre end dette kan man slet ikke definere socialismen.

Der er brug for at gøre noget nyt og anderledes for at sikre, at fremtidens generationer får de værdier, der holder vores fællesskab oppe, ind under huden – siger Lars Løkke på Moderaternes hjemmeside. Nu ved vi godt, at Løkke ikke er hudlæge; havde han været det, havde han heller ikke gjort så stor skade som den socialistiske politiker, han i virkeligheden er. Og han vil – som alle socialistiske politikere – ind under huden på borgerne. Statens magt og tvang skal anvendes på borgernes holdningsmæssige socialisering. Det er slet ikke acceptabelt, at borgerne går rundt og bærer på de silo-holdninger, som de har inden for eget ”postnummer” og ”eget sociale miljø.”

Medborgerskab kræver dannelse – og kræver, at man har mødt samfundets mange facetter. Driver du et privat mekanikerværksted inden for dit eget postnummer-område, eller virker du som buschauffør i et privat eller offentligt busselskab inden for dit eget sociale miljø, så arbejder du ikke for samfundets sammenhæng. Og har du gjort dette hele dit liv fra ung til gammel, ja, så har du nok ikke den ”dannelse, som medborgerskabet kræver.” Er du skolelærer, landmand, halbestyrer, universitetslektor, og har du gjort dette hele dit liv fra ung til gammel, og kun arbejdet inden for dit eget postnummer-område eller i dit eget sociale miljø, ja, så er der stor fare for, at du er et silo-menneske, og så arbejder du ikke for samfundets sammenhæng.

For det er for Løkke slet ikke nok, at du som ungt menneske bare er dig selv nok på dit sted og i en bestemt social rolle, og derudover er ganske privat i din egen kamp for at skabe dit eget liv og din egen lykke inden for samfundets love og muligheder. Nu skal Løkkes socialstat tage dig i hånden, og gennem tvang – et halvt år af dit liv – lede dig igennem den sociale dannelse. Du kan slet ikke være medborger, uden at du har social dannelse, hvilket vil sige, du har har mødt samfundets mange facetter. Finder vi i dette ”den politiske borgerligheds” respekt for borgeren på hans private, lokale og måske indskrænkede sted? Nej, det gør vi ikke. Vi finder kun socialistisk borgerforagt, socialforagt, menneskeforagt og foragt for det lokale og private! Forstår du, det rigtige ”aktive medborgerskab”, det er kun dét, hvor staten med tvang kaster os alle rundt imellem hinanden, ind i alle samfundets facetter og styrer ungdommens sociale medborgerskab og borgerens plads i sammenhængskraften. Dette er rigtig socialisme! Den rødeste røde maoisering af vores danske ungdom! Den missionerende socialisering? De sociale røde brigader igen på march! Hvordan er Løkke dog kommet derhen? Jo, vi kender ham: Giv ham en idé til et projekt, og han tager hele Danmarks befolkning som sin tumleplads for dette projekt. Det har han vist flere gange både som minister og statsminister.

Giv afkald på styringsmanien! Lad folk leve deres liv efter deres eget frie valg!

Ja, der er mange sociale problemer i Danmark af forskellig art. Men fatter Løkke da ikke den helt afgørende forskel på statstvang og borgerlig frihed? Forstår han da ikke, at en stadig mere detaljeret og totalitær statsstyring af borgernes sociale liv og problemer kun kan medføre en forværring af det hele? Hvordan kan det være, at mange, mange årtiers statslig kamp for ”øget velfærd” tilsyneladende kun har åbnet vinduet mere og mere ud til velfærdsbehovets og velfærdsudfordringernes uendelige univers? Hvorfor taler vi netop i vor tid om velfærdssystemets sammenbrud?

Svaret er overhovedet ikke først og fremmest og i sig selv af økonomisk art, selv om også noget så banalt som økonomi kan være den faktor, der slukker drømmen om uendelig velfærd. Svaret er, at velfærd netop er blevet en drøm, der styrer al politik, og derfor også viser mange tegn på at blive totalitær, som netop Løkkes forslag viser. Svaret er, at staten i sin stadig dybere og mere centraliserede styring af borgernes sociale liv gaber over mere, end den nogensinde vil kunne overkomme; det, som staten skal gabe over, bliver stadig større og større. Enhver borger og ethvert samfund skal og vil hjælpe de medborgere, der er kommet i nød; man hjælper sin nabo. Men som der i dag i politiske sammenhænge tales om velfærd, er velfærdstanken dybt socialistisk og totalitær – som netop Løkkes forslag viser.

Det helt afgørende for en borgerlig politiker er erkendelsen og anerkendelsen af, en borgers velfærd og frihed først og fremmest altid er lokal og privat; derfor er velfærd altid knyttet til selvbestemmelse, lokalstyre, decentralisering, personlig frihed og personligt valg. Vi er helt med på, at Løkke slet ikke forstod borgernes mange protester mod hans centraliserende kommunalreformer! Han tog velfærden fra os, da han tog lokalstyret fra os. Men til Løkke og alle andre politikere er der kun at sige: Giv afkald på styringsmanien!

På Tjele Gods, der ligger øst for Viborg, står der en række gamle mindesten over tidligere adelsmænd og herremænd. På én af disse sten lyder teksten: ”Jo mere af lov, des mindre af ret, var NN’s ord.” Jeg husker desværre ikke navn og årstal for denne længst hendøde herremand. Denne tekst kan man i allerhøjeste grad stille spørgsmål til. For det omvendte kunne sandelig også være tilfældet: Jo mere af lov, jo mere af ret. Det er jo derfor, vi lovgiver. Men alligevel rører herremanden ved en ikke blot positiv, men også ganske foruroligende sammenhæng mellem lov, ret og frihed, som da netop er blevet meget tydeligere i vor tid og i vore velfærdssamfund. For megen lov kan virkelig blive til meget mindre ret, meget mindre frihed, meget mindre velfærd. Der er visselig en grænse for, hvor mange velmente love for borgernes sociale liv, frihed og velfærd, man kan vedtage, hvis det ikke skal betyde, at borgernes liv, frihed og velfærd skal totalt forsvinde. Er det ikke denne modsætning, vi er begyndt at fornemme i vor tid? Og især da, når styringsmanien – som i Løkkes forslag – kammer over i det social-totalitære. Deri ligger for mig den helt grundlæggende betydning af, om en politiker er borgerlig eller socialist.

Hvem husker ikke ordene: ”Uden tryghed, ingen frihed,” som den tidligere justitsminister Nick Hækkerup flere gange understregede fra Folketingets talerstol? Og hvormed han ville understrege sin begrundelse for nogle love om overvågning af danskernes teletrafik: ”Mere overvågning giver mere frihed.” Disse ord var en opvågning for mange. Her dukkede ikke blot den positive forbindelse mellem, men også den samme fatale modsætning mellem lov og frihed og velfærd frem. Disse ord og principper gælder ikke – og kan ikke gælde – ud i det uendelige som et princip for statens lovgivning og indgreb over for borgerne. Der er vitterligt og i det praktiske liv et skel mellem den evige drøm og statens muligheder, mellem Gud og kejseren. Og dette skel vil komme ganske praktisk og jordnært til syne. Endeligheden og begrænsningen i statens ambitiøse drøm om borgernes sociale liv, frihed og velfærd vil blive afsløret, og vise sig i sin modsætning: det totalitære samfund, hvor overvågning, social styring og holdningskontrol – ganske som i Løkkes forslag om borgerpligt.

Hvorfor får vi nærmest hver dag kvalme over statslig og kommunal rapportering, bureaukrati og detailstyring? Og over alt det, der ikke virker, på trods af alle vore drømme om det socialt gnidningsfrie velfærdssamfund? Det er slet ikke i sig selv afbureaukratisering, der er behov for. For detail-magt vil altid kræve detail-bureaukrati. Derfor er også alle centrale (!) afbureaukratiseringsprojekter løbet ud i sandet, fordi disse centralt styrede projekter i sig selv er udtryk for det, de kæmper imod. Hvad der er behov for, er, at omfanget af Christiansborgs centralmagt (og EU´s!) reduceres; og at magten og den fulde beslutningskompetence sendes tilbage til danske borgeres egne lokale og private lokaliteter og de offentlige institutioner, som vi lever med i vores hverdag. Hvad Danmark og det danske samfund har brug, er frihed! Det er langt fra alt – langt fra alt! – der skal projekteres og løses i et statsligt regi med central lovgivning. Hvad kan tilfældige 179 mennesker inde på Borgen bedre, end alle andre lokalt bosiddende danske borgere kan, når der opstår et problem i danskernes sociale liv?

Løkkes sociale ”systematisering” af de ”frit svævende individer” og de frie borgere

Nu aner man måske, at Lars Løkke selv fornemmer, at han rører ved den aldeles afgørende grænse mellem den frie borgers privateksistens og borgerens liv i en offentlig samfundsramme. Og at han rører ved den frie borgers selvforståelse af, hvor borgeren står mellem disse to. Men også det omgår Løkke med en smart fortielsesløgn, der skal skjule det statslige overgreb på både den unge borgers person og borgerens sociale selvforståelse. For i Weekendavisens artikel taler han om unge menneskers ”et sabbatår, ud at rejse, et højskoleophold.” Og hertil siger han: ”I virkeligheden taler jeg om at systematisere noget, som mange unge gør selv.” Ja, tænk, de unge socialiserer sig selv – i frihed. Men den griber Lars Løkke. Denne frie selvsocialisering skal nu underlægges statslig systematisering. Altså ved statslig tvang, forstår man. Løkke kalder det ”systematisering”, som den effektive stats-, samfunds- og projektleder, han gerne vil være. Men vi forstår så også, at de unge borgere, hele Danmarks befolkning, skal være Løkkes projektredskaber i denne socialisering.

Og Løkke kalder dette for dannelse. Et halvt år i den danske sociale statskibbutz! Ja, hvad kan vore politikere ikke drive det til med hele Danmarks befolknings fuldkomne socialisering, hvis politikerne sådan ophøjede alle borgernes frivillige sociale aktiviteter til statslig tvang. Disse politikere socialiserer og systematiserer jo så blot borgernes egen selvvalgte sociale udvikling. Hvem kan dog have noget imod det? Men dette er meget værre end en socialistisk nationalisering af danske private virksomheder. Dette er socialistisk nationalisering af danske borgere langt ”ind under huden.”

Det er hele Løkkes grundtanke, der er katastrofal og dybt anti-borgerlig. Når grundtanken er accepteret, at et menneske skal kunne levere et halvt år af sit liv på tvungen social dannelse og borgerpligt, hvad skulle så forhindre, at denne borgerpligt udvides til fx 70 års social borgerpligt. Borgeren tilhører staten! Ikke sandt: Ingen af os er frit svævende individer, men borgere i et samfund, som vi har et fælles ansvar for at passe på, som Løkke siger. Hvorfor skulle vi så ikke med den begrundelse bruge hele vort 70-årige liv på dette – under statslig tvang? Det er jo kun en systematisering! Projekt-ideen og tanken er født! Sikke en statsmand!

Hvis man vil kalde Lars Løkke Rasmussen en såkaldt borgerlig politiker, kan intet mere end dette bevidne, at borgerligheden i dansk politik er dybt inficeret af socialismens tanker, og derfor har store vanskeligheder med at finde sig selv. Og dette uanset hvor meget borgerlige politikere taler om markedet, den personlige frihed, verdens højeste skatter, det personlige initiativ og den private ejendomsret. For uanset disse ting arbejder også borgerlige politikere ud fra den tankegang, at borgerens person og liv i et større eller mindre omfang tilhører staten, og at ethvert opfindsomt overgreb på borgeren derfor kan tages i anvendelse, når borgerne skal anvendes som en statslig brik til at nå statens mål med velfærdssamfundet.

Det er så let og lokkende at bruge ordene: et samfund, som vi har et fælles ansvar for at passe på. Og ordene: at få de værdier, der holder vores fællesskab oppe, ind under huden. Men disse søde politiker-ord, som Mette Frederiksen også slynger om sig i tide og utide og i alle sammenhænge, viser ikke andet end at politikerne vil tage patent på borgernes ”fælles ansvar”, og altså fratage den enkelte borger hans ansvar – og frihed! – til selv at formulere og styre sin egen sociale udvikling. Og viser ikke andet, end at politikerne – de 179 udvalgte eller i det mindste de 90 af dem – vil tage eneret på definitionen og udviklingen af ”vores fællesskab,” og altså vrage det fællesskab, som Danmarks knap seks millioner borgere hver eneste dag ønsker, skaber, udbygger, bruger og opretholder – uafhængige af statslig tvang – i deres frie, private, lokale og sociale sammenhæng. Og viser således ikke andet end, at politikerne med disse ord retfærdiggør deres ønske om og iver efter – med tvungen social-tjeneste – at komme socialt manipulerende ”ind under huden” på Danmarks frie borgere. De borgere, som er frie efter bestemmelserne i Grundlovens kapitel VIII, der indledes med ordene: Den personlige frihed er ukrænkelig (§ 71).

Lars Løkke bruger mange fine ord og tanker om sit forslag. På hjemmesiden sammenligner han med den gamle militære værnepligt og siger: ’Værnepligten’ – pligten til at værne om sit land – er en smuk tanke, der understreger, at vi ikke bare er frit svævende individer, men borgere i et samfund, som vi har et fælles ansvar for at passe på.

Så vi forstår straks Løkkes tankegang: Når vi altså ikke bare er frit svævende individer, så åbnes der for en ladeport af muligheder for at indføre statslige og sociale tvangsforanstaltninger, for at gøre os mindre frit svævende. Altså ved tvang at gøre os til ikke frit svævende, selv om Løkke altså siger, at vi på forhånd allerede ikke er frit svævende. Det er jo også det, Løkke mener, når han skriver: Borgerpligten bygger på principperne fra værnepligten. Hvilket princip? Jo, tvangsprincippet!

Nu er der nok ikke nogen dansk borger, der føler eller mener, at han er frit svævende, men vi kan sagtens se det meget behændige for Løkke i at mene det. I stedet kunne man mene, at det, som Løkke kalder frit svævende individer, er det, vi normalt kalder ”frie borgere”, dvs. borgere, der i deres sociale holdninger og eksistens er fuldstændigt frie af statens tvang, men som i deres frie socialitet er bundet på hænder og fødder af deres omgivelser og medborgere, og altså slet ikke er så frit svævende, som Løkke i sine vilde projektfantasier om statslig tvang går og tror.

Grundloven: Den personlige frihed er ukrænkelig

Grundloven giver i kapitel VIII (§§ 71 – 85) grundlaget for borgerens frihed. Grundlovsparagrafferne taler om friheder, rettigheder og ukrænkeligheder. Grundloven sætter et skarpt skel mellem staten og borgeren, mellem statslig tvang og borgerlig frihed. Men i én eneste paragraf er der tale om en pligt, hvor den voksne borger ikke kan påberåbe sig sin frihed. § 81 siger: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.” Her er der ikke tale om social værnepligt; der er tale om militær værnepligt.

Når man helt specielt med denne grundlovsparagraf har sagt, at med hensyn til det militære forsvar af Danmark ”ejer” staten den danske mandlige borger med hud og hår, er det, fordi det militære forsvar af Danmark er selve den eksistentielle betingelse for, at Danmark i det hele kan bevares som Danmark og danskerne som et selvstændigt folk i dets frie sociale liv. Hvis denne pligt ikke eksisterede, ville Danmark og dets befolkning i tilfælde af krig og militært angreb på Danmark være overgivet til underkuelse, til tilfældigheder, til befolkningens angst, til stærkt følelsesmæssige og personlige ønsker om at undgå kampen og overgive sig til fjenden. Hvad Danmark og danskerne er, er vi kun i fællesskab. Derfor kan det militære forsvar af Danmark ultimativt ikke være et spørgsmål om frivillighed for den enkelte borger. Denne forsvarspligt er kort sagt forudsætningen for alt andet, som vi danskere er, og som vi vil med Danmark.

Derfor er lige akkurat denne borgerpligt ikke kun en ”smuk” grundlovsparagraf og en ganske tilfældig borgerpligt over for staten. Da Danmark indførte Grundloven i 1849, var det som bekendt et opgør med enevælden. Eller sagt på en anden måde: Det var indførelsen af borgerens frihed i forhold til statens absolutte magt over borgeren. Kort sagt: Det var indførelsen af demokratiet. Men grundlovsgiverne vidste naturligvis, at på et ganske bestemt område, det militære forsvar, ville indførelse af fuldstændig og absolut frihed til borgeren betyde opløsning og underminering af forudsætningen for det hele, Danmarks eksistens og borgernes frihed. Man kan sige, at netop denne ene borgerpligt over for staten – den militære værnepligt – er forudsætningen for, at borgeren kan have og få alle andre demokratiske danske friheder og rettigheder. Èn eneste pligt som forudsætning for alle friheder.

Den militære værnepligt er så vist en indskrænkning af vore borgerlige friheder. Men den er ikke en tilfældig indskrænkning af vore borgerlige friheder i den forstand, at sådanne indskrænkninger kunne der være så mange og forskellige af, som politikerne fandt det lystigt og socialt nødvendigt at indføre dem. Nej, netop denne ene indskrænkning er derimod den fundamentale forudsætning for overhovedet at kunne være dansk. Denne paragraf gælder ikke en lille social niche-del i det danske samfund; den gælder det hele, dvs. det militært ultimative.

Det er derfor udelukkende politisk manipulation, når Løkke i sine projekt-maniske tanker om borgerpligtsudskrivning af danske borgere til tvungen, statslig socialuddannelse kalder ”værnepligten’ – pligten til at værne om sit land – en smuk tanke. For hans tanke er dermed: ”Denne smukke tvang kan vi udbrede til andre områder af borgernes smukke liv, og altså gennem denne smukke tvang i det smukke fælles ansvar gøre alle andre områder af borgernes frie sociale liv endnu smukkere.” Hvor bliver det hele dog smukt, Lars Løkke!

Borgerpligten er militær – ellers udelukket!

Tiden hvor unge mennesker – – – møder deres jævnaldrende – på tværs af sociale skel – når de skulle “i kongens klæder”, er ikke mere, siger Løkke. Ja, dét er vi helt med på. For bla Løkke har bidraget til, at det danske militære forsvar i dag kun er en spøgelsesskygge af det, det var engang. Bla Løkke forstod ikke, hvor vigtig en forudsætning denne ene grundlovstvang, den militære værnepligt, var for alle de friheder, Danmark og danskerne nyder godt af. Og nu mangler det militære forsvar soldater og værnepligtige, et stærkt militært forsvar; og Danmark mangler arbejdskraft, siger man. Men hvis Løkke gerne vil have, at unge mennesker – – – møder deres jævnaldrende på tværs af sociale skel kunne han måske – ganske genialt og enkelt som en utilsigtet bi-effekt af den militære værnepligt – indkalde samtlige unge, herunder også alle de unge indvandrere, til at aftjene deres militære værnepligt – dvs. som militær praktisk uddannelse – i stedet for at indføre en grundlovsstridig social borgerpligt.

Selv om det danske samfund i mange tilfælde har anvendt sine indkaldte soldater og de militære værnepligtige til at løse ikke-militære opgaver i fx katastrofesituationer, så giver denne Grundlovs-§ ikke staten – og ej heller Løkke Rasmussen – tilladelse til at pålægge unge mennesker en statslig tvangstjeneste med et andet formål og indhold end det militære forsvar af Danmark. Man kan ikke bare med et behændigt politikergreb ændre på formålet med, indholdet af og praksis i værnepligten; heller ikke ved at bruge ordet ”borgerpligt” eller ved at kalde ”værnepligten en smuk tanke.” Grundloven kan man ikke narre ved hjælp af sproglige manipulationer. Værnepligtens kerne, formål, indhold og praktik er militær. Enhver mandlig borger er både reelt og potentielt en soldat; ud over dette kan der ikke pålægges den frie borger nogen social pligt i medfør af denne grundlovsparagraf.

I loven om værnepligtens opfyldelse ved civilt arbejde (militærnægterloven/civil værnepligt) er det bestemt, at en borger af forsvarsministeren kan fritages for militær tjeneste, hvis militærtjeneste – ” efter foreliggende oplysninger” – må anses for at være uforenelig med borgerens samvittighed. I ansøgningen om at gøre tjeneste som civil værnepligt skal borgeren redegøre for sin samvittighedskonflikt. Borgeren kan således fritages for militærtjeneste mod at blive anvendt til andet (civilt) statsarbejde, ”der dog ikke må tjene militære formål,” siger loven.

Opfyldelse af værnepligten ved civilt arbejde er ikke en straf. Men staten har alligevel sagt, at det ikke skal være gratis for en mandlig borger af samvittighedsmæssige årsager at undgå et statsindgreb i hans personlige frihed og undgå krigsforberedelsens og feltlivets udfordringer. Borgeren må derfor tåle et indgreb i sit civile liv på lige vilkår med alle andre, der indkaldes til at aftjene den militære værnepligt.

Men når staten på denne måde indkalder borgere til civilt statsarbejde, er forudsætningen stadig væk den militære værnepligt, som fastsat i Grundloven. Dvs. ikke en vilkårlig pligt til statstjeneste af en hvilken som helst art, men til netop alene en specifik militær statstjeneste – som Grundloven siger det. Og forudsætningen er samtidig, at borgeren har modtaget en militær indkaldelsesordre om at aftjene sin værnepligt i det militære forsvar. Civil værnepligt er således en goodwill, staten yder den borger, der af samvittighedsmæssige årsager siger nej til at skyde på fjenden. Det er altså borgeren, der med sine samvittighedsmæssige – og af staten anerkendte – begrundelser frit vælger at opfylde sin militære værnepligt som civil tjeneste. Staten kan ikke pålægge en borger at gøre civil statstjeneste, hvis borgeren ønsker at aftjene sin værnepligt som en militær tjeneste. Og staten kan heller ikke pålægge en borger civil statstjeneste, hvis staten ikke har indkaldt borgeren til egentlig militær værnepligtstjeneste.

Hvis staten ikke mener, at den har brug for særligt mange soldater, kan staten heller ikke alligevel indkalde alle unge mennesker af hele årgangen, tage de militære værnepligtige, som staten har brug for, og dernæst sende resten på tvungen civil socialtjeneste efter Løkkes model. Staten har ifølge Grundloven kun lov til at gøre tvungent indgreb i borgerens frihed, når der reelt og praktisk er tale om behov for soldater til at forsvare landet mod et militært angreb.

Derfor er Løkkes forslag – ud fra en dybt socialistisk grundtænkning – et brud på den grundlovssikrede frihed for borgeren i Danmark. Og det er underminering af demokratiet. Staten overtager borgerne. Men vi registrerer naturligvis straks, at for Løkke er Grundlovens tale om værnepligt så ganske gummiagtig, at det for Løkke er fuldstændigt ligegyldigt, om vi kalder værnepligten for militær eller social. ”Visse, vasse, visse, vasse” – hører vi næsten Lars Løkke sige – ”når staten indkalder borgerne til en pligttjeneste, så er det fuldstændigt uden betydning, hvilken tjeneste borgerne indkaldes til; så har borgerne bare at stille, uanset om der er tale om militære geledder eller sociale geledder.”

Vi kunne ønske, at Løkke var en så ”facetteret”, socialt udviklet og pligtbevidst politiker, at han som det første spurgte sig selv: ”Er dette forslag om social borgerpligt for unge mennesker i overensstemmelse med Grundloven?” For så kunne man håbe for ham, at han måske ikke i fremtiden vil komme lige så galt afsted, som Mette Frederiksen gjorde med minksagen, fordi hun ikke gad stille sig selv det samme spørgsmål, som enhver dansker – absolut enhver dansker – er forpligtet på at være helt rede til at stille sig selv i enhver daglig situation: ”Er det, som jeg her gør, agter at gøre, foreslår eller siger i overensstemmelse med Grundloven – og med enhver anden lov?” Er der overhovedet nogen person i Danmark, der ikke selv er ansvarlig for at finde ud af, om det, som man har til hensigt at gøre, overholder loven? Hvis man da ikke er bevidst vildledt?

Borgerens frihed i det private eller offentlige liv: Sociale muligheder, ikke social tvang

Sociale muligheder – dét er et område for staten, og inden for dette område opbygger vi alt det, som vi gennem lovgivning kalder for velfærdssystemet; eller skal vi kalde det for socialsystemet. Og naturligvis stiller staten visse betingelser for, at borgeren vil og kan udnytte de forskellige sociale muligheder. ”Dens brød, man æde, dens vise man kvæde.” Men den frie borger skal kunne vælge at sige nej til de sociale muligheder, hvis han ikke ønsker at opfylde de medfølgende betingelser. Absolutte sociale pligter, som en borger ikke kan sige nej til – dét er ikke et anliggende for staten. Eller anderledes sagt: Grundloven sætter meget stramme regler for, hvad staten kan pålægge borgerne af absolutte sociale pligter. Grundloven var som bekendt et opgør med den enevældige absolutisme. Og: hvis staten indfører sådanne absolutte pligter, da er vi på vej direkte ind i det socialt-totalitære diktatur, og altså på vej bort fra demokratiet og ind i et samfund, hvor staten ejer borgeren.

Absolutte alment-sociale pligter, dét er et spørgsmål mellem frie borgere. Det er blandt frie borgere, at vi finder de absolutte sociale pligter, som borgerne selv i frihed rejser over for hinanden, og som de selv møder fra deres medborgere i dagligdagens frihed, hvor de omgås hinanden. Staten er en frihedsramme, og skal ikke være andet end en sådan ramme, der sikrer borgerens frihed materielt og korporligt. Social opdragelse er ikke et statsligt anliggende, men derimod et anliggende for frie borgere og frie borgere imellem.

Dette er den grundborgerlige opfattelse af forholdet mellem borger og stat. En opfattelse ud fra vores kristne bekendelse: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er. Også på denne måde har vores kristne bekendelse – og skal denne bekendelse have! – indflydelse på vores samfundsforhold og på politik. For af denne bekendelse har vi lært, at heller ikke ”socialiteten” skal gøres til en gud eller en religion, som staten kan bruge til at indføre sin socialt-absolutte kontrol med, styring og opdragelse af borgerne.

Staten skal absolut ”ikke ind under huden” på borgerne med sin socialreligion. Hvorfor har man i vores sekulære samfund og i politik så travlt med at undgå, at nogen religion overhovedet skal få religiøs, absolut og lovmæssig indflydelse på politik, på borgerens sociale, selvstændige og private liv og holdninger i samfundet, når man som Løkke Rasmussen og hans Moderaterne er klar til at konfiskere en del af borgernes liv for at give borgeren en slags socialreligiøs og statsabsolut og samfundsmoralsk opdragelse? Det er jo ikke kun det, vi normalt kalder ”religion”, der skal holdes ude af politik; dét skal også alt det, som under et andet navn tvinger borgerne ind under en absolutistisk holdningsdannende tjeneste og vil kravle ind under huden på borgerne. Også socialreligion kan jo blive til og være en religiøs umyndiggørelse af borgerne. Løkke har jo bare pludselig opfundet en ny social lovreligion med et socialmoralsk indhold, der retfærdiggør hans lovprojekt om at ekspropriere et halvt år af enhver borgers unge liv.

Danskernes socialitet mellem hinanden og over for hinanden er – i forhold til staten og statstvang! – et frihedsspørgsmål og et mulighedsspørgsmål; borgerne skal kunne sige nej. Staten skal ikke være vores socialopdrager eller være pædagog i socialmoralske holdninger. Men borgerne har pligt til at kende og overholde samfundets love.

Diversitetsproblemet

Hvis Løkke mener, at diversiteten i det danske samfund er blevet for stor, og at den store muslimske andel af Danmarks befolkning er blevet et problem – og en ulykke for sammenhængskraften – så skal Løkke ikke have lov at fremture i sine fejltagelser og hælde en ny socialtotalitær ulykke ud over danskerne, så han gør ondt værre. Han har jo i sit tidligere politiske liv vist, at han overhovedet ikke vidste, hvad gjorde imod det danske folk, når han villigt fulgte menneskerettighedskonventionerne, EU og al anden international lov, og derfor lod indvandring opløse national og social sammenhængskraft i Danmark.

Men fremtidig indvandring må løses helt fra grunden.

Vi er helt bevidst om de skæbnesvangre, ulykkelige og uafvendelige vilkår, som Løkke og andre politikere har givet os i vores eget land med den muslimske indvandring. Vi ved, at det nu er vort vilkår at leve med de muslimer, som vi aldrig kan slippe af med. For her er løbet kørt. Og vi danskere skal nok finde ud af at sno os, kæmpe, forsvare os og begå os.

Men nu og her er det ikke danskerne, Løkke skal plage med sine projekter, men den muslimske indvandring. Det er ikke danskernes sociale vilkår og adfærd, Løkke med statstvang skal ændre på, men muslimernes – hvis han tør.