Europa uden lederskab

I deres længsel efter de gode gamle EU-dage dyrker danske jubeleuropæere ønsketænkning og besværgelser om, at EU i højere grad bør tage ledelsen i Europa. EU-unionen er imidlertid kun det, medlemmerne gør den til. Lige nu er det ikke ledelse, samarbejde og beslutningskraft, der præger EU, men derimod politisk tumult, kaos og alles kamp mod alle.

Af klummeskribent André Rossmann –  cand. ling. merc. og selvstændig konsulent.

EU – den vestlige verdens svage led

Europa er på vej ind i en ny, multipolær verdensorden, hvor der er flere stormagter om at definere den globale politik. I det vestlige fællesskab er EU det svage led. Unionen mangler folkelig legitimitet, har ikke styr på sine ydre grænser og migrantkrisen, er splittet om udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål og er ekstrem dårlig til at skabe vækst og jobs. 

André Rossmann er fast klummeskribent på 24NYT. Han er cand. ling. merc. og selvstændig konsulent.

Det står ikke klart, om Europa har selvtilliden og viljen til at overleve, og om europæerne er parate til at forsvare deres værdier og civilisation for enhver pris. Og så er unionen forvirret og usikker på, hvordan den skal håndtere det ledelsesmæssige tomrum, der er opstået i den nye, multipolære verdensorden.

Skepsis omkring tysk dominans

Mens Tyskland og Merkel presses ind i rollen som Europas leder, ser flere europæiske ledere med skepsis på det store land, hvis imperiale ambitioner i to omgange havde kastet Europa ud i altødelæggende verdenskrige. Fra Paris til Athen har man en mistanke om, at Tyskland i kraft af sin politiske og økonomiske styrke sigter mod at udvide sin indflydelsessfære i Europa. En undersøgelse ”Global Attitudes Survey”, som PEW Research Center har foretaget i 2017, viser således, at over 50% af vælgerne i de sydeuropæiske (primært Grækenland, Spanien og Italien) og østeuropæiske (primært Polen og Ungarn) lande frygter tysk dominans i EU.

I både Nord- og Østeuropa har Merkels ”åbne armes” flygtningepolitik vakt vrede over en arrogant tysk ledelsesstil og moralsk imperialisme, som har tilsidesat de enkelte EU-landes suverænitet på centrale områder som indenrigs- og sikkerhedspolitik. Og med sin sparepolitik har Merkel påtvunget de nødlidende og kriseramte sydeuropæiske lande en krisemedicin, der ifølge kritikerne kun gavner tyske banker og investorer.

Merkel – den modvillige frelser

Selv om mange i EU sætter deres lid til, at Merkel vil påtage sig lederrollen i Europa, er der blandt tyske kommentatorer og analytikere udbredt skepsis om, hvorvidt Merkel har interessen og viljen hertil.

Adspurgt på en pressekonference, om hun skal overtage den globale lederrolle efter Obama, svarede Merkel, at det er ”grotesk og absurd” at forvente, at ”én person alene kan stå for udviklingen i Tyskland, i Europa eller i verden – i særdeleshed ikke en tysk kansler”.

”Jeg tvivler på, at fru Merkel kan opfylde rollen som frelser, men hun er den sidste af de store ledere i Europa, der stadig står. Hun er den mest magtfulde og erfarne aktør og dermed den, der bedst kan artikulere Europas og Tysklands interesser”, mener Andreas Falke, professor i statskundskab og leder af internationale studier ved Friedrich-Alexander-Universitetet i Erlangen og Nürnberg.

Og Stefan Kornelius, udlandsredaktør ved den tyske avis Süddeutsche Zeitung og forfatter til biografien ”Angela Merkel”, siger: ”Der er en mangel på lederskab i Europa. Men man går alt for langt, hvis man alene sætter sin lid til den tyske kansler. Merkel er ikke den eneste forsvarer af Vesten. Hun er bestemt den mest prominente, fordi hun har været i embedet så længe. Men vore demokratier ville være i en temmelig sørgelig tilstand, hvis de alene skulle sætte deres lid til Merkel”.

Europas leder “by default”

Problemet med Tyskland er, at landet ikke har søgt at blive Europas leder, men er derimod blevet en ledende europæisk stormagt “by default”. I Frankrig blev valget i 2017 en total nedtur for den franske venstrefløj, der havde haft et absolut flertal i parlamentet. Italien er en rodebutik, der får en ny premierminister hvert år. Og Storbritannien er på vej ud af EU.

I den tyske befolkning har en aktiv tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik imidlertid været uønsket siden Anden Verdenskrig og er det fortsat. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken har været styret af den nationale traume over nazismen og af Tysklands opgør med sig selv. Tyskland er fortsat bange for sig selv og sin egen nationalitet, og i realiteten har hverken Merkel eller Tyskland en udpræget lyst til at lede Europa.

Bag ledende tyske politikeres udtalelser om europæisk lederrolle kan man fornemme en længsel tilbage til de gode gamle dage, hvor Tyskland med en blanding af småborgerlig selvtilfredshed og selvpålagt ydmyghed kunne fokusere på at være Europas økonomiske vækstmotor, mens afgørende udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål blev outsourcet til enten Frankrig eller USA. Men hverken Frankrig eller USA er, hvad de har været.

Et konservativt vælgerkorps i Tyskland plejer at belønne tyske ledere, som går ind for at bevare status quo og som samtidig afholder sig fra aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik. Merkel er også hver gang blevet valgt på løfter om at fortsætte den konservative kurs og ikke på løfter om radikal forandring og reform. De fleste tyskere ønsker tysk lederskab på det økonomiske område, men ikke i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og i manges optik har Tyskland allerede påtaget sig et større europæisk ansvar end landet burde gøre.

USA er fortsat Europas ultimative garant

Selv EU-diplomaterne påpeger, at USA trods uenigheder med EU stadig er den afgørende allierede for Europa i langt de fleste spørgsmål. Den amerikanske sikkerhedsgaranti er fortsat det fundament, som de europæiske velfærdssamfund bygger på. Europæerne brokker sig ganske vist over Trumps krav om øgede bidrag til NATO, hvor USA står for 70% af de samlede udgifter, men har ikke været i stand til at erstatte USAs nukleare paraply og sikkerhedsmæssige garantier med et rent europæisk forsvars-setup.

Macron og Merkel taler ganske vist om et tættere forsvarssamarbejde, men der er en stor forskel på et øget samarbejde og en decideret EU-hær. Ifølge tænketanken Centre for European Reform (CER) vil en EU-hær sandsynligvis aldrig se dagens lys. Der er store forskelle på EU-landenes militær. Tyskland og Frankrig kunne f. eks. ikke samarbejde i Afghanistan, og problemerne vil kun blive større, jo flere EU-lande der er med i ligningen. At udsende militære missioner er en suveræn beslutning for hver nation, som ingen i EU vil give afkald på. Sidst men ikke mindst findes NATO allerede, så hvorfor genopfinde hjulet? Lysten til en EU-hær er reelt ikke til stede i særligt mange lande, og ideen oversælges som regel. Ifølge centralt placerede EU-kilder er al tale om en EU-hær ”stærkt misvisende”, og i det hele taget er det svært at se øget europæisk integration i den skala de næste mange år.

Er Macron & Merkel svaret?

Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, har i en tale på slottet i Versailles sagt, at ”EU har mistet sin orientering og venter på en ny generation af ledere”. Både internationale og danske medier hylder derfor Macron og Merkel, som den dynamiske duo, der kan puste et nyt liv i EU. Macron ønsker sammen med Merkel at skabe et stærkt lederskab i kernen af EU, der sætter mere fart på integrationsprocessen i forhold til Europas største og vigtigste udfordringer.

Det er dog langt fra alle EU-lande, der er begejstrede for Macrons idéer og planer. Og så er der stærke interessemodsætninger mellem Tyskland og Frankrig, der skaber tvivl om, hvorvidt der er basis for en effektiv fransk-tysk akse i spidsen for EU.



Selv om Macron og Merkel påstår, at de er enige om 95 pct., er de i realiteten uenige om centrale spørgsmål såsom Tysklands enorme handelsoverskud over for Frankrig, Tysklands rolle i det europæiske forsvarssamarbejde og deltagelse i militære missioner i udlandet, øget integration i eurozonen, kontrollen med ECB samt Macrons vilje og evne til at sætte Frankrig på økonomisk hestekur (herunder tage et afgørende opgør med den berygtede franske fagbevægelse).

Tyskerne har al mulig grund til at være skeptiske, da Macron allerede er begyndt at trække i land i forhold til sine valgløfter. Som nytiltrådt præsident efterlyste Macron mere europæisk solidaritet med Italien. ”Vi skal udvise solidaritet, når en af vores naboer står over for massiv tilstrømning af flygtninge og indvandrere,” lød det fra Macron med slet skjult henvisning til, at lande som Polen og Ungarn har nægtet at tage imod deres kvote af flygtninge fra EU’s omdiskuterede flygtningekvotesystem. Der er dog intet, der tyder på, at Macron har lyst til at give Italien en hjælpende hånd og åbne Frankrigs havne for skibe med migranter. Det ville være politisk selvmord.

Del gerne artiklen på Facebook:

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb