Får pris for sin indsats for borgere med type 2-diabetes

Sammen med Vejen, Fanø, Billund og Varde kommuner og Steno Diabetes Center Odense fik Esbjerg Kommune torsdag den 15. september Diabetesforeningens Handlingspris 2022. Prisen gives for patientuddannelseskonceptet “Lev Livet med type 2-diabetes”, som parterne i fællesskab har udviklet.

Livet med type 2-diabetes kan sagtens være godt, men det forudsætter, at den enkelte kender til sin sygdom og ved, hvordan man bedst håndterer den. Uddannelse af borgere med type 2-diabetes er derfor en vigtig opgave for Esbjerg Kommune som et led i at forebygge følgesygdomme og fremme sundheden og livskvaliteten for borgere med denne sygdom.

Derfor har kommunen sammen med Vejen, Fanø, Billund og Varde kommuner og Steno Diabetes Center Odense udviklet patientuddannelseskonceptet “Lev Livet med type 2-diabetes”. Et koncept, som torsdag den 15. september blev belønnet med Diabetesforeningens Handlingspris 2022.

– Lev livet med type 2-diabetes er en nyskabende patientuddannelse, der krydser fag- og kommunegrænser og løfter patienter med type 2-diabetes. Her er skabt et forbilledligt fagligt sundhedssamarbejde på tværs af kommuner og Steno Center til gavn for patienterne, lød det blandt andet fra administrerende direktør i Diabetesforeningen, Claus Richter, under prisoverrækkelsen.

Et sundt og aktivt liv

Også i Esbjerg Kommune glæder man sig over den flotte pris:

– I Esbjerg Kommune samarbejder vi bredt om at skabe rammerne for at leve et sundt og aktivt liv for alle borgere. For mennesker med type 2-diabetes er det afgørende, at de har viden om sygdommen og kender til, hvad de kan gøre for bedst muligt at tage vare på sig selv. Jeg er derfor rigtigt glad for og stolt over, at det er lykkedes sammen med Steno Diabetes Center Odense og fire andre syddanske kommuner at skabe en prisbelønnet patientuddannelse, som kan støtte borgere med type 2-diabetes gennem forskellige sundhedsfremmende og forebyggende tiltag med afsæt i den enkeltes livssituation, behov og ressourcer, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

LÆS OGSÅ:  Politiet uddeler penge til borgere med sukkersyge

Uddannelsestilbuddet omfatter bl.a. viden om kost, motion og om at håndtere den mentale del af diabetes. Det tværkommunale samarbejde, som også involverer almen praksis, giver mulighed for at optimere diabetesindsatsen og skabe tilbud af høj kvalitet til gavn for mennesker med type 2-diabetes.

Projektet blev evalueret af Statens Institut for Folkesundhed i januar i år. Evalueringen viste, at deltagerne overordnet har været meget tilfredse med forløbet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)