Går du glip af disse energibesparelser på dit gasfyr? Her er 4 gode råd

Flere husejere går glip af energibesparelser, fordi deres gasfyr er indstillet forkert eller ikke bliver vedligeholdt. Heldigvis kan vejen til en lavere varmeregning være ganske kort!

Gasfyret fylder ofte ikke meget i vores bevidsthed, men faktisk er det vigtigt at give det lidt opmærksomhed med jævne mellemrum. Dels, fordi der er penge at hente på varmeregningen, og fordi vedligeholdelse af fyret er med til at mindske risikoen for pludselige nedbrud og dyre reparationer.

Det er dyrt at bruge unødig energi

”Hvis dit gasfyr skal udnytte energien optimalt, så har det stor betydning, at fyret bliver renset og indstillet korrekt af en servicemontør,” fortæller Michael Westergaard, Product & Quality Specialist hos Gastech-Energi og fortsætter: ”Vi servicerer og vedligeholder hvert år over 33.000 gasfyr i hele Danmark. Og vi kan se, at et korrekt indstillet fyr bruger mindre energi og giver den bedst mulige fyringsøkonomi”.

Sådan sikrer du, at du fyrer optimalt

Ifølge Michael Westergaard, Gastech-Energi kan du også selv være med til at hjælpe energibesparelserne på vej. Ved at følge nogle simple råd, kan du holde øje med, om gasfyret er indstillet korrekt og fyrer optimalt. Han understreger dog, at det ikke kan erstatte det lovpligtige eftersyn, som skal udføres efter fabrikantens anvisninger af en servicemontør.

Tjekliste til en god fyringsøkonomi og fejlfri drift

LÆS OGSÅ:  Tre gode råd: Sådan undgår du indbrud i juletiden

Hvis du vil sikre dig, at du fyrer så energirigtigt og økonomisk som muligt, er der 4 ting, du bør holde øje med, som indikerer, om fyret arbejder, som det skal.

1. Hold øje med forbruget

Hold øje med dit forbrug og aflæs og notér eventuelt gasforbruget hver måned. Så kan du se, hvis dit forbrug pludselig ændrer sig.

2. Tjek vandtrykket

Du bør jævnligt tjekke vandtrykket på dit gasfyr. Trykket skal være 1-2 bar. Er trykket for lavt, skal der fyldes vand på.

3. Lyt til fyret

Lyder dit gasfyr pludselig anderledes, end det plejer, og fx larmer mere eller laver en ny lyd, så bør du reagere og få det efterset af en servicemontør.

4. Se efter fugt i fyrrummet

Hold øje med fugt i det rum, hvor gasfyret er installeret. Meget fugt kan skyldes dårligt aftræk. Og så skal gasfyret stoppes, døre og vinduer skal åbnes, og du skal ringe efter en servicemontør.

Sikkerhed for korrekt indstilling

Når gasfyret efterses og justeres jævnligt, bruger du så lidt strøm og energi, som muligt. For at overholde lovkrav, bevare garantien og sikre billigst varme, kan det være en god idé at have en fast aftale om eftersyn af dit gasfyr, en såkaldt serviceaftale, hos en virksomhed. Så slipper du for selv at holde styr på, hvornår gasfyret skal efterses. En serviceaftale har typisk den fordel, at du kan tilkalde en tekniker gratis, hvis uheldet er ude, og du står uden varme på en kold vinterdag. Nogle tilbyder endda denne service på alle ugens dage, uanset om det er weekend eller helligdag.

LÆS OGSÅ:  Hjemme hele sommeren: Tre gode gør-det-selv-ideer til ferien

Spar 10% på varmeregningen med dette simple tip!
Et gasfyr har to termostater. En til varmt brugsvand, og en anden er til gulvarme, radiatorer mv. Jo lavere termostaterne står, desto mindre naturgas bruger du. Du kan derfor med fordel skrue lidt ned for termostaterne og i stedet op for radiatorerne for at tilpasse varmen. Så sparer du op til 10 % på energiforbruget. For at undgå bakteriedannelse i varmtvandsbeholderen bør det varme brugsvand dog altid holdes over 55 grader.

Så ofte skal dit gasfyr efterses

Har du et gasfyr, er det lovpligtigt at få det efterset efter fabrikantens anvisninger. Hvor ofte fyret skal efterses og serviceres afhænger af fyrets fabrikat, størrelse og type. Men ofte er det hvert 2. år. Hvis du er i tvivl, kan du kontakte producenten eller tjekke manualen.