HIJAB ER SYMBOL PÅ DIKTATURET

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Europarådet har med beredvillig finansiering fra EU lanceret en international reklamekampagne for det  islamiske slør til kvinder, hijaben. ” Frihed er en hijab” står der i annoncerne og ” Bring glæde, accepter hijaben”. Glæden er allerede bragt til en række iranske kvinder, der i protest viste sig offentligt uden slør og, som nu sidder i politiets torturkældre for at lære, hvordan muslimske kvinder bør opføre sig.

Hvis jeg havnede på anklagebænken i byretten, ville jeg have det fint med, at dommeren bar en torshammer, en jødisk kalot eller et kristent kors i knaphullet. Men jeg ville forlange dommeren udskiftet, hvis han bar et slips med et vævet hagekors eller et emblem med hammer og segl. Og jeg ville også protestere, hvis jeg stod over for en kvindelig dommer iført et islamisk tørklæde. Den danske sekulære retsstat er bygget op på en klassisk adskillelse af den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Det er derfor helt afgørende for demokratiet i praksis, at vi ikke tillader undergravende symboler og ikoner i retsstatens hjertekamre. Korset, torshammeren og kalotten er udelukkende tegn på, at man er et troende menneske og har intet med samfundets indretning at gøre. Bærer man derimod fascistiske og kommunistiske kendetegn, kommunikerer man en hensigt om at erstatte det frie folkestyre med et diktatur eller en formynderstat, der inddrager borgernes almene frihedsrettigheder. Det islamiske tørklæde sender netop dette budskab og bør ikke bæres af medarbejdere, der er ansat i institutioner, som repræsenterer magtens tredeling. Det vil sige i folketinget og i de folkevalgte kommunale forsamlinger. I retsvæsenet, i politi og forsvar. Og også i folkeskolen og gymnasier, der skal opdrage ungdommen til at fungerer som ansvarsbevidste borgere i et frit folkestyre.

LÆS OGSÅ:  MONKEY BUSINESS

Enhver imam vil bekræfte, at man kan ikke være en god muslim og samtidig en god demokrat. ” Når man er muslim, køber man hele pakken”, som imam Abdul Wahid Pedersen udtrykker det. Og hele pakken omfatter også et politisk system indstiftet af Allah. Man kan ikke botanisere i islam, som heller ikke er en politisk frokostbuffet, hvor man kan vælge og vrage efter behag. Man kan således ikke være muslim uden at acceptere den islamiske formynderstat, der udelukker det demokratiske retssamfund. Under sharia er der ingen trosfrihed, ytringsfrihed eller kunstnerisk frihed. Kvinder er anden rangsmennesker, som kan korporligt afstraffes. Jøder og kristne er tredje rangsmennesker, der kun må leve i et islamisk samfund, hvis de betaler en særlig skat som symbol på, at de er undermennesker.

Det islamiske tørklæde er således nok et troens symbol. Men det er også en forpligtelse til at ødelægge alt, hvad der gør livet værd at leve for frihedselskende, demokratisk sindede mennesker i en moderne og tolerant retsstat. Hijaben er også et krav om underkastelse. Vores underkastelse.