Hvad sker der i Hviderusland?

24NYT har modtaget nedenstående tekst fra en kilde, som har et  indgående kendskab til Rusland og Hviderusland. Forfatterens identitet er kendt af 24NYT, men af sikkerhedsmæssige årsager udgives debatindlægget anonymt. 24NYT har ikke haft mulighed for at efterprøve oplysningerne i indlægget.


[Debat] Stalin skulle en gang have sagt, at det ikke er så vigtigt, hvordan folk stemmer. Det, der tæller, er, hvem der tæller stemmerne. Det har den gamle hviderussiske præsident taget til sig. Og det er gået godt i mange (26) år, indtil det ikke gik længere.

Da Sovjet gik i stykker i 1991, dannedes der en ny hviderussisk stat. De demokratiske kræfter var ret svage og en højtråbende forhenværende kolkhozformand med et alvorligt storhedsvanvidsproblem blev valgt som præsident. Det var i 1994

Så snart han havde sat sig i stolen, sendte Lukasjenka parlamentet hjem og fik sig et ”bedre” parlament og en ny forfatning, der giver ham ubegrænset magt. Han slog hårdt mod enhver spirende oppositionsleder. Mange døde under mystiske omstændigheder og nogle få ”forsvandt”. Alt det skete i 1990’erne. Lukasjenka kørte videre hele den gamle sovjetiske økonomi som den var, satsede kraftigt på det gode forhold til Rusland. Og sikrede ”stabilitet”.

Så skulle han genvælges her den 9. august. Så gik det galt. Hans vigtigste modkandidat var/er Sviatlana Tsihanouskaja, som kun stillede op, fordi hendes mand, en rigtig modkandidat, på samme måde som alle de andre kandidater, der kunne få mange stemmer, blev afvist af den Centrale Valgkommission og blev ret tidligt sat i fængsel, hvor han endnu er i dag.

Ikke overraskende viste de officielle tal den 9. august en jordskreds-sejr til Lukasjenka: han vand med ca. 80% af de afgivne stemmer. Men der var mange flere uafhængige observatører til stede end tidligere. Valgobservationsgrupperne fik fotos af ægte afgivne valgbulletiner og så ægte resultater. Selv om de kun havde de virkelige resultater i et vist antal valgsteder, var det nok til at konstatere, at de officielle resultater var baseret på deciderede forfalskninger. Den Centrale Valgkommission påstod, at Tsihanouskaja i Minsk Kommunes 731 valgsteder fik 126.861 stemmer. Valgobservatørerne fik resultatprotokollerne fra 432 valgsteder, som viste, at Tsihanouskaja i disse 432 valgsteder havde fået flere stemmer end hvad den officielle kommission påstod, hun havde fået i alle 731 valgsteder i hele hovedstaden.

I Minsk Amt så man samme billede. Observatørerne fik resultaterne fra 26 pct. af valgstederne. Hvis man trækker Tsihanouskajas stemmer i disse fra det offentlige tal, skulle det betyde, at hun i de resterende 74 pct. af valgstederne fik 751 stemmer af de samlede 115.304. Altså: 0,7 pct.

LÆS OGSÅ:  DEBAT: Skolepsykolog: 6 råd til en bedre folkeskole

Der var over hele landet alt for mange beviser på grov forfalskning. Man regnede sig så til, at Lukasjenkas tal i virkeligheden var nærmere de 25 pct. Alt tyder på, at Sviatlana faktisk vandt valget på en ret overbevisende måde.

Men det kunne naturligvis ikke falde Lukasjenka og hele hans regering ind at tage konsekvensen og gå af på en hæderlig måde. Vreden bredte sig i befolkningen, som gik på gaden i store, spontane demonstrationer. På et af transparenterne stod:

”Vi har fået nok af jeres løgne!” ”Belarusan Lives Matter!”

I dagene, der fulgte, voksede demonstrationerne i hovedstaden Minsk og i alle landes byer til de største i landets historie. Flere hundrede tusinde gik på hovedgaderne og samledes ved de store monumenter. Landets historiske hvid-rød-hvide flag blev symbollen for den ny revolution. Flere flag på mere end hundrede meter blev båret over folkemængden.

Lukasjenka brugte som ventet sine gamle metoder til at klare problemerne. Politistyrkerne, hvis tal ingen kender, men som er mange og totalt hensynsløse, anholdt demonstranter og også et utal af tilfældige mennesker på gaderne.

De blev holdt under umenneskelige forhold og tortureret i landets arresthuse, hvor de blev tvunget til i mange timer at stå med ansigtet mod væggen, eller på maven på betongulvet.

De fik ikke mad eller drikke og de blev slået hårdt og ydmyget. De fleste blev efterhånden løsladt, men nye kom hele tiden til. Der er ikke noget tal på de anholdte, men der er tale om titusinder – og det er endnu ikke slut.

LÆS OGSÅ:  Livsfarlige følger af muslimsk indvandring

Gradvis begyndte industriarbejderne at gå i strejke. I dag er landets største arbejdspladser gået i stå. Ligeledes teatre og selve statsfjernsynet.

Et koordinationsudvalg blev dannet den 18. august med den opgave at forberede en fredelig overgang til en midlertidig regering og forberede ærlige, frie valg. Den hviderussiske nobelpristager i litteratur, Sviatlana Aleksijevitj, er med sammen med dygtige folk med forskellig baggrund og kvalifikationer.

Politiets hårdhændede metoder har kun ført til en halvsnes dødsfald, men mange tusinde blev sårede og torturerede. Lukasjenkas stormtropper fik også lidt tæsk, da demonstranterne forsøgte at forsvare sig. Nogle af politisoldaterne havnede på skadestuerne, hvor de bl.a. fik taget blodprøver, der viste, at de havde indtaget godt med amfetamin for at dulme samvittigheden. Det er det, jihadierne tager, inden de drager på selvmordsbombninger.

Situationen er i dag yderst spændt og udfaldet er endnu usikkert. Det store ukendte er Putin. Han kunne let invadere naboen mod vest, som Sovjet gjorde med Tjekkoslovakiet i dag for 52 år siden. Der er flere russiske militærbaser i Hviderusland. Men Putin har mange gode grunde til at lade være. Vi må se.

Vesten (EU, Tyskland, osv.) gør som den plejer: en masse støtteerklæringer og opfordringer til dialog og fredelige løsninger. I mellemtiden fortæller Lukasjenka og hans folk (f.eks. forsvarsministeren), at al uro er planlagt og finansieret ”fra udlandet”. Ingen detaljer, måske fordi der er ingen. Der er indtil nu intet tegn på, at Lukasjenka agter at give op og flygte til f.eks. Rusland eller Venezuela.

LÆS OGSÅ:  Jakob Ellemann smider Støjberg under bussen

Hvis der er noget, kommunistiske og quasi-kommunistiske autokrater gør meget for, er det selvforsvaret. I lande, hvor der næsten ikke er noget, der fungerer, er regimets eget forsvar, politistyrkerne, altid i topform. Man kan vel ikke tage chancen, at man på ægte vis vil vinde næste valg. De mange tusinde mænd (og kvinder) i sikkerhedsstyrkerne er selv Lukasjenkas gidsler. De har mishandlet, endda tortureret, mange mennesker og det er selv efter hviderussisk lov dybt ulovligt. Mange er bange for, hvad der vil ske, hvis der kommer et nyt regime med pligtopfyldende anklagere og rigtige dommere, som vil tiltale dem alle for alvorlige lovovertrædelser. Iht. den gældende hviderussiske straffelov er der dødsstraf for alvorlige tilfælde af tortur.

Det har, i hvert fald indtil nu, ført til, at politistyrkerne og militæret bliver ved med at forsvare regimet, uanset hvor mange love de hermed bryder og hvor mange af deres medborgere de lemlæster, hvis ikke ligefrem slår dem ihjel.

Erfaringerne med revolutionerne i Ukraine, Kyrgyzstan, Georgien og Armenien er ikke særlig gode. Efter euforien har lagt sig, melder problemerne sig og de nye ledere er sommetider ikke meget bedre end forgængerne. Det værste problem er korruptionen. Man kan håbe, at Hviderusland vil være undtagelsen.