Hvor er der mest ytringsfrihed? På universitetet eller i en skurvogn?

 Af Morten Uhrskov, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet.

Denne uges forfatter har en fortid som håndværker, nærmere bestemt bygningsmaler. Min karriere udi håndens arbejde fandt især sted i årene 1985-1991, hvor jeg arbejdede til dagen og vejen i diverse københavnske malerfirmaer. Jeg er således bekendt med at sidde i en skurvogn, både i frokostpausen, og når drikfældigheden tog over (ak ja, det var dengang, hvor en svend kunne møde op før kl. 7 om morgenen og nå at kvæle to Hof eller Tuborg inden arbejdets begyndelse).

 

Den kognitive spredning var stor. Jeg har mødt malersvende, som jeg ville være bange for at møde i en mørk gyde, og jeg har mødt malersvende, der var betydeligt over gennemsnitligt begavet. Allehånde emner blev vendt, både de meget profane som bh-størrelsen på denne eller hin yndighed, og også politiske emner blev diskuteret. Det var i de tidlige år af den udlændingepolitiske diskussion, og undertegnede var et naivt fjols, der troede, at sandheden lå til venstre. Mine tåbelige politiske synspunkter fik mere end én gang mine kolleger til at betro mig, at jeg var en klovn at lytte til, men jeg skulle på den anden side have lov at have mine meninger, uden at jeg af den grund skulle aflyses, som det vist hedder i dag. Ytringsfriheden trivedes således fint. Der var ægte tolerance i skurvognen.

 

Jeg kender ikke meget til skurvogne i dag, men jeg vil da håbe, at det er ligesådan i dag, bare uden alkohol. Under alle omstændigheder er universiteterne både dengang og i dag noget nær det sidste sted, hvor man kan tale og skrive frit. Nutidens universiteter er ikke engang en skygge af sig selv, de er en dårlig vittighed, fordi de på både humaniora og samfundsvidenskab hylder det modsatte af idealet om den mest vidtstrakte ytringsfrihed. Samtidig underminerer universiteterne sig selv ved at give los for pseudoforskning. Det mest groteske eksempel på dette er det mere og mere anvendte hokus pokus, der går under navnet den ”autoetnografiske metode”, et andet ord for fupforskning, der ikke kan efterprøves, fordi den tager udgangspunkt i forskeren selv. Påpeger udefrakommende dette, lyder først vilde hyl og skrig, hvorpå larmende tavshed følger, fordi de uangribelige ”forskere” har taget ophold i betonbunkeren og smidt nøglen væk.

 

Samtlige vigtige områder anno 2023, udlændingepolitik, biologiens betydning for at forstå de to køn, straffepleje, undervisning, historiens betydning, familiens rolle og andre vitterligt vigtige emner kan stort set kun behandles under én bestemt synsvinkel på universiteterne, og det er vel at mærke en vinkel, der ligger langt til venstre på skalaen.

 

Jeg tror stadig, at der er mere ytringsfrihed i en skurvogn end på et universitet.