Kina overtager Salomonøerne – og Stillehavet

Af Gordon G. Chang – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Den 25. marts meddelte Salomonøerne, at man “udvidede” sikkerhedsforanstaltningerne ved at “udbrede landets sikkerhedspartnerskaber, herunder med Kina”.

Meddelelsen var defensiv. Dagen forinden havde modstandere af en sikkerhedspagt med Kina lækket et såkaldt “aftaleudkast”. Premierminister Manasseh Sogavares regering bekræftede ikke det lækkede dokuments ægthed, men iagttagere vurderer, at han vil lade denne version være den endelige udgave. Austalien udtrykker “dyb bekymring” og bekræfter udkastets ægthed.

Aftalen har titlen “Rammeaftale mellem Folkerepublikken Kinas regering og Salomonøernes regering om sikkerhedssamarbejde”. Den fremhæver en foruroligende tendens: Kina er efter årelange vedholdende handelsmæssige, diplomatiske og militære bestræbelser ved at overtage Stillehavet.

Det kinesiske styre bevæger sig fra øgruppe til øgruppe gennem Stillehavet, og snart vil Folkets Befrielseshær være inden for rækkevidde af Hawaii.

Cleo Paskal fra Foundation for the Defense of Democracies fortæller Gatestone, at rammeaftalen er en “ensidig beslutning truffet af Sogavare”. “Der var ingen offentlige samråd”, påpeger hun.

Femårsplanen, der fornys automatisk, vil give Kinas styre mulighed for at bruge øerne som militærbase og anvende dem helt efter de kinesiske generalers og admiralers ønsker. Aftalens artikel 1 bekendtgør, at “Kina kan, alt efter sine egne behov og med Salomonøernes samtykke, lade skibe gå i havn, yde logistisk støtte, have ophold og være på gennemrejse på Salomonøerne, og de relevante kinesiske styrker kan anvendes til at varetage beskyttelsen af kinesiske medarbejdere og større projekter på Salomonøerne.”

Hvis rammeaftalen bliver fuldt implementeret, vil den give Kina mulighed for at afskære sejlruter og flyforbindelser, der forbinder USA med alliancepartneren Australien og partnerlandet New Zealand.

USA har igennem årtier ladet Australien og New Zealand bestyre området ved Salomonøerne, og begge vestmagter har med en giftig kombination af forsømmelse og nedladenhed givet Kina lov til at foretage markante indhug. Takket være bestikkelse, der nu er kommet til offentlighedens kendskab, ejer det kinesiske styre nu basalt set Sogavares regering.

Ikke overraskende adlyder Sogavare nu det kinesiske styre. I 2019 udskiftede han diplomatisk anerkendelse af Taiwan med en anerkendelse af kinesisk overherredømme, og indenrigspolitisk har han åbnet dørene på vid gab for kinesiske investeringer.

Premierministeren har desuden ledet landet dårligt ved for eksempel at marginalisere landets mest befolkede ø, Malaita, og true øens leder, Daniel Suidani. Med livet som indsats har Suidani resolut modsat sig den kinesiske overtagelse af Salomonøerne.

I november førte Sogavares misregimente til voldsomme opstande med flere dødsfald til følge i Guadalcanals hovedstad Honiara. I 1942 og 1943 døde 1.600 amerikanere på Guadalcanal under befrielsen af øen fra japansk kontrol.

Australien sendte i november politi og tropper dertil for at genoprette ro og orden. Herved reddedes Sogavares regering, der ellers var på randen af sammenbrud. Australiens uheldige indsats gjorde det herefter let for Sogavare at invitere det kinesiske politi til at komme i februar. Den kinesiske tilstedeværelse styrker hans greb om magten.

Det fremgår desuden af rammeaftalens artikel 1, at “Salomonøerne kan i henhold til egne behov anmode Kina om at sende politi, bevæbnet politi, soldater og andre ordenshåndhævere og væbnede styrker til Salomonøerne for at assistere med opretholdelse af den sociale orden, beskyttelse af folks liv og ejendom, humanitær bistand, katastrofeberedskab eller assistance til andre opgaver efter aftale mellem parterne.”

Salomonøerne bekendtgjorde den 25. marts, at de vil holde fast i sikkerhedsaftalen fra 2018 med Australien, men det er tydeligt, at Sogavare kun vil henvende sig til Kina for at få politi- eller militærassistance.

Understøttet af det kinesiske militær og rammeaftalen kan Sogavare i praksis gøre en ende på Salomonøernes demokrati. Paskal følger Stillehavet tæt, og hun fortæller, at premierministeren forsøger at udskyde valghandlingen. “Hvis Sogavare kan udløse en sikkerhedskrise i landet, vil han bruge det som et påskud til at blive på magten”, bemærker hun. “Kina vil hjælpe premierministeren med at fremprovokere en borgerkrig. Krigen vil give Sogavare et påskud til at indkalde det kinesiske militær jævnfør den nye aftale.”

Paskal fortæller Gatestone, at det kinesiske styre allerede har forværret spændingerne, så de kan træde til og “redde landet”.

Spændingerne mellem øerne, der nærer den igangværende krise, er ikke nye. I år 2000 udmundede lignende stridigheder i Townsville Fredsaftale, som Sogavare, der også dengang var premierminister, ikke implementerede. Paskal mener, at aftalen kunne danne basis for en ny aftale.

Salomonøerne er ikke et isoleret eksempel på kinesisk påvirkning af regeringer i Stillehavet. Der er nu forlydender om, at Kina vil underskrive en sikkerhedsaftale med Papua Ny Guinea lige nord for Australien.

Kina ønsker desuden at modernisere en landingsbane i Kiribati. Det kinesiske styre siger, at forbedringerne udelukkende tjener et civilt formål. Den militære brug er imidlertid åbenlys, og ingen tror på de kinesiske forsikringer.

Anlægget ligger blot 3.000 km syd for Hawaii. I Stillehavehavets målestok er Kiribati nabo til USA.

Gordon G. Chang er forfatter til The Coming Collapse of China, Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og medlem af dets ekspertpanel.