KLIMA: Tænk dig om, før du hopper på den grønne investeringsbølge

Mange danskere er begyndt at omlægge deres investeringer og opsparing til “grønne” investeringer for at opnå de mål, de har sat sig på klimaområdet. Det vil sige købe “grønne aktier”, “grønne fonde” eller “grønne obligationer”. Grøn investering er imidlertid langt fra det mest fornuftige middel til at opnå en given målsætning på klimaområdet, skriver Carsten Valgreen, partner i AGM Research, i Børsen.

”Kapitalmarkederne er store, globale og likvide. Der er altid en investor derude, der er villig til at modtage lidt ekstra gratis afkast, som du er villig til at fraskrive dig ved at vælge grønne investeringer. I praksis er det, der sker, når du investerer grønt, at du er villig til at modtage et lavere afkast for at have god samvittighed.

Forskellen i afkast mellem de grønne og sorte aktiviteter ender så i lommen på dem, der ikke har noget problem med at investere i sorte aktiviteter. Grønne investeringer tager fra de velmenende og idealistiske og giver til dem, der ikke har så mange forbehold mod sorte investeringer.

Den finansielle sektor elsker det selvfølgelig. Vi lever af finansielle transaktioner og nye produkter. Hvis du vil have os til at lave et grønt investeringsunivers til dig, og du er villig til at betale os 0,2 pct. eller 0,3 pct. om året for det, står vi selvfølgelig til tjeneste. Vi skal nok sørge for at hjælpe dig med at finde de grønneste af de grønneste investeringer. Det lyder alt sammen meget godt, moralsk og fremsynet. Men det hele er finansieret via din levestandard, når du skal på pension”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)