Klumme: Danske politikere lever i virkelighedsfornægtelse


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Demokratisk imperialisme er endt i fiasko

Udgangspunktet for 20 års militaristisk vestlig interventionisme har været globalisternes afgrundsdybe uvidenhed, arrogance og overoptimistiske tro på, at man kan eksportere demokrati, menneskerettigheder og frihed til de islamiske lande. Globalisterne har set det som deres mission at påtvinge den islamiske verden vestlig demokratiforståelse ved at intervenere militært. I Afghanistan har de endnu en gang lært, at det ikke kan lade sig gøre, fordi det, vi kalder universelle værdier, er udelukkende vestlige værdier, der afvises uden for Vesten. For Danmarks vedkommende er prisen på de skiftende regeringers aktivistiske udenrigspolitik milliarder af spildte kroner, 37 døde, 214 sårede og total mangel på konkrete resultater. En fornuftig og acceptabel pris efter de fleste danske politikeres opfattelse.

Biden viderefører Trumps kurs

Amerikanerne har erkendt, at verden ikke er på en rejse mod større og større konvergens med vestlige værdier. Globalt bliver vi ikke mere og mere ens. Tværtimod ser vi flere og flere opsplitninger i mindre stater. Alverdens små folk vil gerne have selvstændighed. Den store drivkraft er national bevidsthed, altså alt det, der adskiller os fra de andre. Næsten alle konflikter i verden skyldes derfor etniske og religiøse forskelle.

I amerikansk optik er menneskerettigheder ikke udtryk for respekt for andre kulturer, men et arrogant postulat om, at vestlig liberalisme er alt andet overlegent. Det er denne erkendelse, der er årsagen til, at både Trump og Biden forfølger en kurs, hvor det ikke længere handler om militære interventioner med henblik på demokrati- og nationsopbygning i verdens ”shitholes”, men udelukkende om USA’s egen, hjemlig sikkerhed (homeland security).

Afghanistan har udstillet EU’s afmægtighed

Den liberale regelbaserede verdensorden etableret af de vestlige lande er under afvikling. Den rå magt er tilbage som et centralt middel til at nå politiske mål. Mens EU’s globalister opfatter multilateralisme og forhandlinger som den bedste model for hele verden, foretrækker slyngelstater såsom Kina, Rusland og Iran at anvende magt for at få deres vilje. I et geopolitisk miljø, hvor storpolitik er dikteret af den stærkes ret, betragtes EU, der er ramt af opløsningstendenser, ledelsestomrum og defaitisme, derfor ikke som en magtfaktor, men blot en brik på det storpolitiske spillebord.

Afghanistan-katastrofen har udstillet EU’s kapitulation, fejhed og afmægtighed. For mens USA er i færd med at afvikle sit engagement i Afghanistan, ser EU, der er verdens største handelsblok med 500 mio. borgere, blot passivt til i stedet for at tage over, træde i amerikanernes sted og stabilisere situationen. Traditionen tro smyger det defaitistiske og velfærdsbedøvede EU sig uden om sit ansvar, selv om Mellemøsten er Europas nærområde og dermed EU’s bord.

USA’s største udfordring: Kina

Kina vokser ufortrødent og bliver ifølge det britiske økonomiske CEBR-institut større end USA i 2028. Kina er ved at overhale USA teknologisk, og da højteknologi bliver afgørende i fremtidens militær, udfordrer Kina dermed det amerikanske militære herredømme.

USA’s største geopolitiske udfordring er derfor inddæmningen af Kina. Denne udfordring kommer til at bestemme, hvor mange ressourcer, der er til de resterende opgaver såsom forsvaret af EU. Kina og Rusland er USA’s vigtigste udfordringer, mens et nærigt, svagt og indadvendt EU kommer i tredje række.

EU’s største udfordring: Rusland

EU har håbet, at Rusland gradvist ville tilpasse sig de europæiske værdier med liberalt demokrati, retsstaten og respekt for menneskerettigheder, uden dog at blive medlem af unionen. Derfor har strategien hidtil bygget på et mix af kritik, sanktioner og samarbejde for at true og lokke Rusland i den rigtige retning.

Europæernes notoriske nationale interessemodsætninger er imidlertid en hindring for at nå til enighed om overordnende sikkerhedspolitiske og strategiske mål, herunder forholdet til Rusland. Der er derfor overvejende sandsynlighed for, at visse EU-lande, der er venligt stemt over for Rusland, fremadrettet vil være fristet til at forhandle egne appeasement-aftaler på plads med Putin, så de ikke behøver at frygte trusler fra den kant.

Hvorfor agerer EU ikke som supermagt?

Økonomisk er EU næsten lige så stærk som USA og stærkere end Kina, så hvorfor optræder EU ikke som den supermagt, unionen er? Det skyldes selvfølgelig, at Europa har vænnet sig til at leve som klient under den amerikanske beskyttelse og dominans. EU’s afhængighed af USA har medført, at EU har mistet viljen til at optræde som en selvstændig udenrigspolitisk aktør, selvom unionen har den økonomiske magt til det.

EU blev i sin tid oprettet for at afskaffe magtpolitikken og er derfor ude af stand til at føre en benhård magtpolitik. I stedet er EU blevet godhedens imperium uden vilje og evne til at forsvare sig selv og tage ansvar for den liberale verdensorden, som EU’s ledere elsker at tale så meget om. Der er overvejende sandsynlighed for, at EU, der mangler den maskuline vilje og evne til med styrke, vold og magt at beskytte sine grænser, borgere og institutioner, ikke vil kunne overleve på sigt.

For nylig påpegede en række tidligere udenrigsministre i deres danske naivitet, at Afghanistans fald må føre til en grundlæggende revurdering af Danmarks sikkerhedspolitik. Da USA ikke længere ønsker at agere verdens politimand og rage kastanjerne ud af ilden for EU-landene, herunder Danmark, må Danmark fremover orientere sig mere mod Europa, som må klare sig mere selv – også militært, lyder det fra udenrigsministrene.

De fortrænger realiteterne, som er, at EU’s ledere hverken er parate til at etablere europæisk atomafskrækkelse eller skabe et integreret forsvar, der for alvor ville kunne beskytte Europa og projicere magt i nærområdet. Prisen for militær oprustning ville være skyhøj, og den ville vælgerne ikke acceptere i en tid med behov for dyre investeringer i velfærd, migranter og klimaet.

Tanken om en EU-hær er i øvrigt lige så gammel som EU selv, men den er aldrig blevet til virkelighed. Medlemslandene har nemlig meget lidt appetit på at afgive suverænitet på forsvarsområdet. Kompatibilitetsproblemerne mellem de enkelte landes forsvar gør desuden, at de praktiske udfordringer ved at oprette en troværdig EU-hær er uoverstigelige.

Hertil kommer, at de enkelte EU-landes militære kapaciteter er i en miserabel forfatning. I jan. 2019 var f.eks. kun et ud af tre tyske Eurofighter-kampfly i gennemsnit indsatsberedt, og det samme gjaldt landets kamphelikoptere. Ligeledes var kun tre af de seks tyske ubåde og under halvdelen af de tyske A400M-transportfly indsatsberedte.

Det udpinte danske bidrag til NATO består af en ikke-funktionsdygtig brigade, krigsskibe mangler besætninger, en fjerdedel af hele forsvaret består af civile, og forsvarsbudgettet bruges til at betale arbejdsskadeerstatninger på over 1 mia. kr. om året. Danmark har fortsat ingen intentioner om at betale de aftalte 2 pct. af bnp til NATO.

Sidst men ikke mindst viser meningsmålinger, der foretages i Europa, hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste EU-lande gerne vil leve i frihed, men er ikke parat til at betale for det. En meningsmåling fra den amerikanske tænketank Pew Research Center har f.eks. vist, at 60 pct. af tyskerne og 66 pct. af italienerne ikke ville forsvare en NATO-allieret, som blev angrebet af Rusland.

Uden USA’s atomparaply og robuste afskrækkelse går det derfor ikke. Ingen EU-hær kan levere de samme garantier som USA. Og derfor er USA fortsat den eneste leverandør af både Europas og Danmarks sikkerhed.

Danmark har intet alternativ til alliancen med USA

Når danske politikere opfordrer til, at EU skal vise karakter og agere militært i konfliktsituationer, er det udtryk for en total mangel på realisme samt ønsketænkning. EU er ganske enkelt ude af stand til at etablere militære kapaciteter, som i kraft og vilje matcher den amerikanske. Det er virkelighedsfornægtelse at tro, at Danmark kan klare sig uden den sikkerhedsgaranti, som USA står for: USA’s atomparaply, som afskrækker fjendtlige magter, samt USA’s evne til at flytte store troppetal over lange afstande og føre højteknologisk krig fra luften.

EU er gearet til nations- og institutionsopbygning, men når det kommer til hardcore militærpolitik, er der for EU og dermed Danmark intet alternativ til alliancen med USA. Og derfor bliver Danmark nødt til at håndtere verden, som den er, og ikke som naive danske politikere håber, den vil være. Den barske virkelighed er, at på den globale scene er EU en økonomisk gigant, men en politisk og militær dværg. Og derfor er småstaten Danmark nødt til at fortsætte som et skuffet, fornærmet og klynkende påhæng til USA.