Klumme: Hvorfor svulmer Weichselfloden? 


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Klummens overskrift er et citat fra Carsten Hauchs storartede roman om Polens oprør mod Rusland i 1830, En polsk Familie (1839). Svaret på spørgsmålet er ganske enkelt: Polens længste og vigtigste flod, Vistula ell. Weichsel, der flyder gennem hovedstaden Warszawa og munder ud i Østersøen ved Gdansk, svulmer af stolthed over polakkernes tapre frihedskamp mod de overmægtige russiske undertrykkere, et heltemod, der også kendetegner det såkaldte Vistula-mirakel i 1920.

Denne begivenhed tager sit udgangspunkt i den bolsjevistiske oktoberrevolution i 1917, der som bekendt førte til en kommunistisk magtovertagelse under ledelse af Vladimir Lenin. Nu fulgte en lang og blodig borgerkrig frem til 1921, der kostede ca. 10 mio. menneskeliv – afbrudt af 1. Verdenskrigs afslutning d. 11. november 1918 – i hvilken den Røde Hær sejrrigt kæmpede mod den langt dårligere organiserede anti-kommunistiske Hvide Hær.

Under borgerkrigen førte den nye regering også en i Vesten nærmest ukendt krig mod Polen, Finland og Letland, og her er ikke mindst den Røde Hærs nederlag i slaget om Warszawa i sommeren 1920 bemærkelsesværdigt. Strategien bag det kommunistiske angreb på Polen var at trænge helt frem til Tyskland, der efter nederlaget i 1. Verdenskrig var hjemsøgt af uro og gadekampe mellem kommunistiske revolutionære grupperinger og paramilitære frikorps.

Hvis det nu ville lykkes den Røde Hær at indsætte et bolsjevistisk regime i Berlin, ville Central- og Østeuropas to største magter være forenet under kommunismens banner og dermed måske få held med at sprede marxismens lykkebringende budskab til andre europæiske lande.

Hermed ville den af Karl Marx prædikede verdensrevolution være en kendsgerning.

Uheldigvis var der dog en forhindring, som Lenin og konsorter først måtte overvinde. Og denne forhindring hed Polen!

Polen som en selvstændig nation var nærmest blevet slettet af landkortet i d. 17. århundrede og dets territorium delt mellem Rusland, Preussen og det habsburgske imperium. Det endelige sammenbrud fulgte derefter med tre opdelinger af landet i årene 1772, 1793 og 1795. Dermed var landet ophørt at eksistere som suveræn stat frem til 1918. Denne periode var kendetegnet af opstande i 1830, 1848 og 1863, men ikke desto mindre lykkedes det den polske selvstændighedsfølelse og kulturelle egenart at overleve på trods af udenlandsk undertrykkelse ikke mindst pga. den stærke stilling, den katolske kirke indtog – Polens historie er præget af en beundringsværdig heroisme.

Efter at Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn var brudt sammen efter 1. Verdenskrig, udnyttede polakkerne dét kaos, der nu herskede, til at lade deres land – politisk støttet af Frankrig og England – genopstå  som selvstændig nation, hvilket skete d. 7. oktober 1918. Dette førte til endnu en krig mellem Polen og Rusland ligesom den, der er beskrevet i Carsten Hauchs roman fra 1839. Én af årsagerne var stridigheder om landområder i Hviderusland og Ukraine, der havde været polske territorier, men den vigtigste årsag var polakkernes angst for at blive en korridor for den Røde Hær på dets march mod Berlin og dermed igen miste den dyrekøbte selvstændighed.

Krigen, der fik navnet Operation Vistula, brød ud i februar 1919. Kommunisterne havde en hær på mere end 5 mio. soldater delt op i 70 divisioner, mens den polske hær bestod af ca. 1 mio. soldater delt op i kun 20 divisioner. Krigen blev nok den sidste, der blev udkæmpet med en blanding af kavaleri og tanks, lansebevæbnede ryttere og maskingeværer, professionelle soldater og dårligt bevæbnede frivillige. Det forudsigelige resultat blev efter nogle mindre polske sejre i Ukraine – således blev Kiev besat – at den overlegne sovjetiske hær efter de indledende kamphandlinger marcherede mod Warszawa uden at de polske styrker var i stand til at yde effektiv modstand.

Men polakkerne kæmpede ikke desto mindre sammenbidt, hjulpet af landsmænd, der havde gjort militærtjeneste i udlandet. Fra USA kom den såkaldte Kosciuszko-eskadrille bestående af frivillige piloter, der også kæmpede på allieret side under 2. Verdenskrig. Fra Frankrig kom den Blå Hær, en polsk styrke, der af de allierede i forbindelse med 1. Verdenskrig var blevet optrænet til at kæmpe på Vestfronten og endda medbragte egne tanks.

Men også bolsjevikkerne havde sympatisører i udlandet: britiske dokarbejdere og tysk og tjekkoslovakisk togpersonale nægtede at befordre forsyninger til de polske tropper. Ligesom i 1939 lovede England og Frankrig hjælp, men gjorde intet andet end at sende nogle rådgivere, bl.a. den senere franske præsident Charles de Gaulle.

I august 1920 var det kun et spørgsmål om dage, inden Polens hovedstad ville blive erobret. Men den 16. august indledte de polske styrker under ledelse af den legendariske marskal Józef Piłsudski et overrumplende modangreb sydfra rettet mod den Røde Hærs flanke, der tvang de sovjetiske styrker til en hovedkulds tilbagetrækning. Det menes, at 10.000 rødgardister blev dræbt, ligeså mange såret og ca. 66.000 taget til fange. På polsk side døde 4.500 soldater og 22.000 blev såret. Det er værd at bide mærke i, at Piłsudskis sejr blev hjulpet godt på vej af polske kryptologers evne til at knække de russiske militære koder, en polsk specialitet – dette taler briterne ikke højt om – der under 2. Verdenskrig hjalp England med at afkode nazisternes Enigma-chiffermaskine og hermed afkorte krigshandlingerne.

Den uventede polske sejr svækkede og demoraliserede de sovjetiske tropper og yderligere sejre fulgte. Ved fredsslutningen i Riga d. 8. marts 1921 blev Polens grænse mod Rusland flyttet længere mod øst og landets uafhængighed sikret. Samtidigt blev eksporten af den bolsjevikiske revolution standset. Vistula-miraklet havde fundet sted, og dette skal vi den dag i dag være taknemmelige for!

Krigen var mere end blot en territorial strid. Den var et sammenstød af to modsatte ideologier: kristendom over for ateisme, individuel frihed over for diktatur – og fjenden var nådesløs. Den Røde Hær tog ingen fanger, men henrettede eller rettere slagtede de polske soldater, og officererne fik oven i købet særbehandling: de udsattes for tortur inden de blev skudt.

Og bedre gik det ikke Polen i forbindelse med 2. Verdenskrig, hvor landet blev sønderrevet af to ligeledes ateistiske og diktatoriske stater: Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunion.

Også her var fjenden nådesløs, og det må være tilstrækkeligt her at henvise til kommunisternes henrettelse i foråret 1940 af 4.400 polske officerer i en skov ved landsbyen Katyn 20 km vest for Smolensk. Hertil kommer drabet på 22.000-25.000 reserveofficerer, politifolk og andre polske statsborgere.

Hvilken lære kan der drages af disse blodige begivenheder?

Nuvel, polakkerne har i hvert fald lært, at det kan betale sig at yde modstand mod fremmede aggressorer og i hvert fald ikke at stole på den store østlige nabo. Og mon ikke dette er klogt, når man betænker en anden Vladimirs, nemlig Putins, annektering af den ukrainske Krimhalvø i 2014 og forsøg på at erobre dele af Ukraine.

Vi andre bør af samme grund være på vagt over for østlige fredsduer og deres lokketoner af enhver art.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb