Klumme: Klima-idiotien er voldsomt smittefarlig

Bortset fra “Arnes pension” har “klimakampen” og det “grønne” været regeringens raison d’être før og efter folketingsvalget i juni i fjor. Dog fra marts slemt forstyrret af den kinesiske virus og dens politiske følgevirkninger.

Regeringen har imidlertid nu travlt med at tage revanche i denne fantastiske “kamp”. Således har klimaminister Dan Jørgensen netop lanceret en bred politisk aftale om udfasning af produktionen i den danske del af Nordsøen med aflysning af 8. udbudsrunde og et totalstop i 2050.

Aftalen har angiveligt “stor signalværdi”. Ude i verden er der behov for, at der er lande, der går forrest og siger, at det godt kan lade sig gøre at have en økonomi, der er baseret på ikke-fossile brændstoffer, erklærer Jørgensen i den anledning. Det har udløst jubel blandt klimaentusiasterne.

Rent nationalt storhedsvanvid og leflen for de ekstreme klimaevangelister. Sådant har da også som nævnt vakt jubel og skabt mentalt velvære blandt disse, og i de venstreradikalt inficerede organisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace m.fl., og sandelig endog i den såkaldte Folkekirkens Nødhjælp.

De mange begejstrede er trods alt ikke så dumme, at de tror, den danske beslutning i sig selv vil påvirke den globale kultveilteudledning; men det er det symbolske, et stærkt eksempel, Danmark forrest, som ledestjernen, der jubles over. Åbenbart er de alligevel ret dumme, hvis de virkelig antager, at store producenter på området som f.eks. Rusland, Saudi Arabien, Iran, Venezuela eller Nigeria skulle føle sig inspireret af det danske eksempel. Uden videre vil de selvfølgelig erstatte det begrænsede udbud fra Nordsøen.

Kina, der som forbrugerland udleder mere kultveilte end EU og USA tilsammen, vil i øvrigt som bekendt fortsætte med at forøge udledningen indtil 2030, og derefter – måske i 2060 – blive “klimaneutralt”. Hele den eufori over Jørgensens aftale må karakteriseres som en blanding af idioti og vælgerbedrag.

“Klimakæmperne” er dog gået endnu videre. Nu var det finansminister Wammens tur som klimahelt. “Green friday” pralede han på nydansk, fordi regeringen yderligere indgik en aftale med sine støttepartier gående ud på, at der i 2030 skal køre 775.000 “grønne” biler på vejene i Danmark. “Ambitionen” er dog, at det helst må blive en million af slagsen. Målet skal nås ved øgede afgifter på benzin- og dieselbiler, lav elafgift ved opladning og kilometer-baserede afgifter for lastbiler.

Nu er det jo uklart, hvor “grønne” elbiler faktisk er, når batteriproblemerne, strømproduktionen mv. tages i betragtning, og om det overhovedet er klogt at forsøge at forcere udviklingen af en bestemt, politisk udpeget teknologi. Men sådant afficerer ikke klimaevangelisterne. De er nemlig salige i troen. Dog er de “borgerlige” partier ikke med i aftalen. Ikke fordi de svigter trosbekendelsen, men de kan ikke lide afgiftsvejen. Og kryptokommunisterne (EL), der er aftalepartnere, er rene flagellanter, som kritiserer, at klimakampen ikke bare gøres endnu mere byrdefuld.Omsider blev det skam også en slags “Green sunday” for Nicolai Wammen med en aftale om finansloven, der sandelig prises som led i “grøn” omstilling. Derudover indeholdende flere af skatteborgernes penge til offentlig såkaldt velfærd, herunder fremrykket minimumsnormering i daginstitutioner og andre socialdemokratiske og neosocialistiske kæpheste, eksempelvis “gratis” psykologhjælp til unge under 25 år (sikkert især dem med depression i anledning af “klimakrisen”). Og med en lille million ekstra til DR, der jo nok vil formå at levere venlig pressedækning af det hele.

Det ene med det andet efterlader det indtrykket af en politisk verden, gennemsyret af populistisk vås og ussel varetagelse af formodet partimæssig egennytte. Ude af kontakt med virkeligheden, farligt for økonomi og velstand.

Hvad kan en mere eller mindre utilregnelig regering herefter ikke i fremtiden finde på af yderligere narrestreger for at “redde planeten”? “Klimakampen” smitter allerede; den vil kunne skade mere varigt end Kina-epidemien. Og til ingen verdens nytte, ud over at give en midlertidig sindets fred til de troende, og god forretning til forskellige affilierede.