Klumme: Krise i det tyske socialdemokrati


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Den tyske socialistiske politiker, Ferdinand Lasalle, skal have udtalt, at det i et demokrati er vælgerne, der har den egentlige magt. Lasalle, der var samtidig med Karl Marx og Friedrich Engels, men ganske anderledes fornuftig, var også grundlæggeren af det tyske socialdemokratiske parti, Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).

Idag – mere end 150 år senere – har samme parti ligesom glemt værdien af denne udtalelse. Ganske vist danner partiet regering sammen med Angela Merkels konservative Kristelig-Demokratiske Union (CDU) og dets bayerske søsterparti (CSU) med Merkel som forbundskansler, men ved det sidste valg i 2017 til det tyske parlament, Forbundsdagen, lå vælgertilslutningen til SPD på 20,5%, hvilket er det laveste i Forbundsrepublikkens historie og – hvad ingen troede var muligt – faldt derefter ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 tilslutningen til 15,8%, mens CDU/CSU lå på 28,9%.

Ikke desto mindre var SPD omkring årtusindskiftet Tysklands centrale politiske magtcentrum: Gerhard Schröder dannede i 1998 med en vælgertilslutning på mere end 40% regering, i 2002 fik partiet 38,5% og kunne igen danne regering med Schröder som kansler. Men derefter gik det ned ad bakke. Ikke mindst efter at SPD fra 2005 til 2009 indgik i en koalitionsregering med CDU/CSU straffedes partiet af dets vælgere, idet det mistede mere end 10% af stemmerne. Resultatet forbedredes noget ved valget i 2013, men derefter er nedturen fortsat.

Situationen i andre europæiske lande

Men også i en række nabolande kæmper de socialdemokratiske partier for at overleve. Således har de socialdemokratiske partier ved valg i Frankrig, Holland og Tjekkiet? overalt fået mindre end 10% af de afgivne stemmer, og i Ungarn og Polen er de ikke engang repræsenteret i parlamentet. Faktisk er ifølge statistiske undersøgelser i 17 europæiske lande vælgertilslutningen til de socialdemokratiske partier sunket i 15 af disse.

Og selvom vi i Danmark nu har en Mette Frederiksen-regering – Gud bedre det – må det ikke glemmes, at selvom Socialdemokratiet blev det største parti ved sidste valg, gik det dog en smule tilbage procentvist og i stemmetal. Alligevel vandt det et enkelt mandat, mens Venstre gik frem med hele ni mandater. At Venstre tabte kampen om regeringsmagten er en anden sag, og skyldes manglende politisk talent og vilje til magt.

Den ene årsag til krisen

Da de socialdemokratiske partier som bekendt voksede frem af d. 19. århundredes industriproletariat, havde de i en lang årrække en solid og trofast basis at bygge på. Men efter de enorme sociale landvindinger i d. 20. århundrede er klassekampen forlængst en saga blot.

Traditionelle arbejdspladser er blevet afløst af nye teknologier, og den traditionelle arbejder er i mellemtiden blevet en funktionær, for hvem de gamle socialistiske slagord som netop klassekamp, den onde kapitalisme og udbytning af arbejderen er uden indhold – slagord, som endnu findes i de socialdemokratiske partiprogrammer. Herigennem er den typiske stamvælger gået tabt og de typisk socialdemokratiske miljøer forsvundet, og de arbejdere, der er tilbage, vælger ikke mere nødvendigvist et socialdemokratisk parti.

Mange har efter Angela Merkels katastrofale fejlbedømmelse af flygtningestrømmen op gennem Centraleuropa fra og med 2015, hvilket medførte en tilvandring alene til Tyskland på ca. 2 mio., f.eks. i Danmark orienteret sig mod Dansk Folkeparti, i Tyskland mod Alternativ für Deutschland (AfD) og i Italien mod Matteo Salvinis Lega Nord. Andre har tilsluttet sig venstrepopulistiske partier som Enhedslisten og Alternativet i Danmark, Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Die Linke/PDS i Tyskland, der på mange månder er en videreførelse af det forbryderiske østtyske kommunistiske parti.

Den anden årsag til krisen

En anden årsag til krisen er ganske enkelt manglen på karismatiske og dygtige socialdemokratiske partiledere. Det er karakteristisk, at de seneste tyske meningsmålinger kun viser en tilslutning til SPD på mell. 11,5 og 14,5 %, og at partiet i løbet af 20 år har haft otte forskellige ledere. Det var efter Gerhard Schröders afgang som kansler i 2004, at nedturen for alvor begyndte.

Han havde forsøgt at placere sit parti i en midterposition – ligesom Tony Blair havde gjort det i Storbritannien – og kunne herigennem tiltrække nye vælgere, men skabte samtidigt mange fjender inden for partiets venstrefløj. I dag er Schröder bestyrelsesformand for det russiske Nord Stream-projekt (oliepipelines i Østersøen) og det ligeledes russiske statsejede olieselskab Rosneft og må betegnes som storkapitalist. Han går for at være perleven med Vladimir Putin, så dette er en appetitlig karriere for en tidligere topsocialdemokrat.

Af Gerhard Schröders efterfølgere på posten som partileder har langt de fleste kun kunnet overleve et enkelt år pga. interne fløjkampe og manglende autoritet og/eller politisk kompetence. Tænk blot på den ulyksalige Martin Schulz, der efter sin afgang som præsident for EU-Parlamentet i 2017 i samme år som spidskandidat førte valgkampen for SPD, der mod alle partiets forventninger resulterede i en katastrofe.

For dog ikke helt at miste politisk indflydelse indgik SPD under stor modstand fra partiets venstrefløj en koalition med CDU/CSU, men da taberen Martin Schulz også ville sikre sig en ministerpost i den nye regering, mistede man tålmodigheden med opportunisten og fyrede ham som partileder. Hans efterfølger i 2018 blev venstrefløjskandidaten Andrea Nahles, kendt for sin rappe kæft, men aldeles uden evne til at samle partiet og give det ny inspiration. Også hun trådte tilbage efter kun et enkelt år.

Hvad bringer fremtiden?

I disse uger er jagten gået ind på at finde Andrea Nahles’ efterfølger, og dette skal nu ske i form af et dobbelt lederskab: en kvinde og en mand – en model, der har indbygget en katastrofe, der kun venter på at bryde ud. Hvem af de to koordinerer arbejdet? Hvem af de to er villig til at indgå de nødvendige kompromiser?

Det har da også vist sig uhyre vanskeligt at finde velegnede kandidater til det kommende parløb, og fristen for nomineringen har været d. 1. september i år. Indtil videre har bl.a. makkerparret Ralf Stegner og den 76-årige Gesine Schwan, der begge hører hjemme på venstrefløjen, meldt sig. Førstnævnte er en sur dogmatiker uden nogen form for folkelig appel, sidstnævnte har været rektor ved Europa-Universitetet i Frankfurt (Oder) ved den polske grænse og således uden politisk erfaring.

Hun har to gange været opstillet af SPD til det tyske præsidentvalg men uden at blive valgt. To sådanne nederlag betyder åbenbart intet. Endnu nogle politiske selvmordspar, overvejende lokalpolitikere, har meldt sig under de (bleg)røde faner, men synes ingen chancer at have.

Manglen på kandidater har således i længere tid værtet pinlig for partiet, men for nylig har koalitionsregeringens finansminister og vicekansler Olaf Scholz, tidligere borgmester i Hamburg, erklæret sit kandidatur sammen med en aldeles ukendt kvindelige makker fra Brandenburg. Scholz var partiets generalsekretær under Schröder og betragtes derfor med mistanke af venstrefløjen.

Han blev kendt for sine intetsigende, klichéfyldte udtalelser og blev derfor kaldt for ”Scholzomaten”. Desuden mangler han ligesom konkurenten Ralf Stegner helt den folkelige appel, der var karakteristisk for de tidligere socialdemokratiske politikere – tænk blot på de tidligere forbundskanslere Willy Brandt og Helmut Schmidt!

Ikke blot skal de nye partiledere forsøge at løse de permanente indre stridsspørgsmål i koalitionen, men i de to tyske delstater Sachsen og Brandenburg har netop lokalvalg fundet sted med katastrofale resultater for SPD. Herom mere i en senere klumme. Men det er helt tydeligt, at tiden er ved at løbe fra partiet både i den helt konkrete situation og måske også på længere sigt.

Kommentarer