Klumme: Mediepesten

I Weekendavisen har journalist Søren Villemoes for nylig skrevet om den mediehetz, de etablerede medier er udsat for fra “den yderste højrefløjs” side, ligesom venstrefløjen (måske ikke engang den “yderste”?) efter hans opfattelse har bedrevet noget lignende i relation til den hedengangne Radio24syv.  Det er vigtigt, at pressen i en tid, hvor sociale medier øger polarisering, bobletænkning og skøre anklager, insisterer på de gamle dyder: at publicisme og journalistik er andet og mere end blot holdningstilkendegivelser, positionering og fløjkrig, skriver han.

Sandt nok er det samlede mediebillede i det 21. århundrede ved at undergå en forandring gennem fremkomst og væksten af de sociale medier, Facebook m.fl. og mange nye internetudgivelser. Det har gjort det muligt for menigmand at deltage i debatten i hidtil uset omfang. I virkeligheden må det opfattes som en gennemført disruption af det gamle mediebillede med radio, TV og aviser. Ligesom TV var med til at gøre i anden halvdel af forrige århundrede.

Den udvikling er næppe slut, og den skaber da også i sig selv problemer. Som medieforskeren Jakob Linaa Jensen udtrykker det – også i WA – er den politiske skraldespand flyttet ud i offentligheden. Det positive ved de sociale medier er, at så mange kan ytre sig, men de bringer også det værste frem i folk. Dertil risiko for, at “nye feudalherrer” som Google, Facebook og Apple censurerer efter behag, anfører han.

De traditionelle, statsstøttede medier er på sigt truet på deres eksistens. Aviser mister betalende abonnenter – de gamle dør, de unge læser ikke aviser – og svigtende indtægter fra abonnementer og annoncer udlignes ikke via elektroniske udgaver. TV skal nok indtil videre holde ud som følge af statens engagement. De store aviser klamrer sig da også til den opulente statsstøtte.

Man kan efter behov begræde den udvikling, men næppe vende den. Spørgsmålet er imidlertid også, hvor meget der egentligt går tabt derved for den “demokratiske debat” o. lign. I hvert fald er der ikke basis for Villemoes påstand om, at de gamle medier bare insisterer på publicismens og journalistikkens dyder. At journalisterne for fire femtedels vedkommende hører til på den politiske venstrefløj – og i hvert fald anser sig i værdimæssig langdistance fra det “yderste højre” – er det svært i hverdagens medier at se bort fra. I selve valget af de journalistiske emner og deres behandling, slår deres holdninger klart igennem. Journalistisk Venstreparti (JV) er i så henseende en dækkende betegnelse.

Det er naturligvis værst i de offentligt ejede såkaldte public-service-medier som DR og TV2. Mon ikke 80-pct.- andelen for JV her nærmer sig de 100? Men også de “private” aviser er smittede af JV-pesten. Den hærger især i den almindelige avisindsats, mens et vist frisyn hidtil har overlevet mht. eksterne debatindlæg og ledende artikler, der fungerer som en slags politisk sikkerhedsventil.

Eksemplerne på JV-pestens hærgen er legio. Således er toneangivende medier næsten helt lukkede omkring “klimakampen”. At klimaforandringer er menneskeskabte og kan forhindres ved politiske indgreb, betragtes som værende uden for fornuftig diskussion. Klimaforskere, der måtte have divergerende holdninger til årsagerne, bliver fortiet eller udskammet. Det er svært at få optaget selv almindelige kritiske debatindlæg herom. 

Med hensyn til debatten om udlændinge mv. ses der generelt helt bort fra den tunge mængde af internationale konventioner, der reelt afskærer dansk handlekraft og presser den “stramme udlændingepolitik” til at blive en ineffektiv, men ødelæggende symbolpolitik. Konventionerne begrænser relevante handlemuligheder og indebærer afgivelse af suverænitet. Uden at de har været gennem en folkeafstemning som tilfældet er med suverænitetsafgivelse i relation til EU. Men det ønskes ikke diskuteret.

Også i det små hærger JV-pesten. Mange voldshandlinger, røverier mv. begås i henhold til medierapporteringen af “unge” og helt identitetsløse personer, hvor den hyppige etniske forankring i bestemte segmenter af indvandrere og disses efterkommere forties. Politiet er nok delvis medskyldigt heri, men det virker ikke, som om ellers årvågne journalister er optaget af at afsløre baggrunden. Store artikler og billeder af de forfærdelige forhold i kurdiske flygtningelejre, “danske” børns uskyldighed og deres mødres længsel efter Danmark har nærmest karakter af kampagnejournalistik.

I den politiske reportage er der endvidere stort set tavshed mht. den prekære voldelige og ideologiske baggrund for kryptokommunisters og neosocialisters virksomhed. De er jo bare “socialister”; det var nationalsocialisterne skam også. Men tænk hvis en politiker havde den socialistiske baggrund og f.eks. Göring som ikon, og ikke i stedet for kommunismen med Lenin, Trotskij eller Mao i emblemet! Førstnævnte ville ikke have gang på jorden, medens sidstnævnte med sin anprisning af historiske massemordere overhovedet ikke anfægtes. End ikke i såkaldt borgerlige aviser. Og naturligvis ganske utænkeligt på TV.

Det står ikke lige slemt til med JV-pesten i alle medier. Allerværst som allerede antydet i DR og TV2. Men f.eks. de tre største landsdækkende aviser er hårdt ramt af mediepesten. Værst nok Politiken, der helt har udviklet sig mod at blive en art menighedsblad, men især også Berlingske har en rem af huden. Derfor må “den offentlige skraldespand” og i det hele taget de sociale mediers disruption af medieverdenen anses som en beklagelig nødvendighed. Hellere mediehetz end mediepest!