Af Geoffrey Cain, er cand. mag. et art.
En af de stærkeste fortalere for islam i Danmark er konvertitten Aminah Tønnsen. Hun vil oplyse de vantro og skåne dem for et smerteligt endeligt i helvede, og hun arbejder utrætteligt for sin sag.
Et godt eksempel er hendes kronik i Kristeligt Dagblad i januar 2015, hvor hun skrev, at uvidenheden om islam er himmelråbende. Og det kan man kun give hende ret i. Men selv om uvidenhed ikke er særlig brugelig i nogen som helst sammenhæng, er forvanskningen og rosafarvningen meget værre, og det synes jeg, at hun selv har gjort sig skyldig i alt for ofte. Hvad hun bestemt ikke er ene om. En anden og endnu mere kendt islam-apologet, professor Jacob Skovgaard-Petersen, er tit ude ud i samme ærinde og – lige som fru Tønnsen – prøver han efter bedste evne at få de uvidende til at tro, at islam og kristendom blot er to forskellige måder at sige det samme på. Men det er de ikke.
Robert Redekers islamdefinition
Tværtimod. De er faktisk snarere hinandens modsætninger, og ingen har sagt det klarere end den franske filosof Robert Redeker, der i en meget opsigtsvækkende artikel i le Figaro i 2006 skar forskellen ud i pap: ”Kristus er kærlighedens mester, Muhammed er hadets mester”. Det kostede ham jobbet (han underviste i filosofi på et sydfransk gymnasium) og de efterfølgende trusler mod hans person tvang ham til at gå under jorden. Det var som sagt i 2006 Nu er der gået 11 år, og han er der endnu. Den fatwa, han dengang fik, vil aldrig blive omgjort, for sådan spiller klaveret i Fredens Religion, hvor ”krænkelser” som oftest ikke mødes med argumenter men med trusler. En anden stor forskel er fraværet af fortolkningsmuligheder.
Aminah Tønnsen skrev dengang, at ”Religion (hun sidestiller dem alle! GC) er som et tveægget sværd. Man kan enten læse grundteksten med åbent sind, hjerte og forstand og bruge den til at skabe fred og forståelse imellem mennesker. Eller man kan læse den som Fanden læser Bibelen og bruge den til at skabe kunstige skel mellem mennesker og så had og ufred i verden.”
Kan man fortolke islam, som man vil?
Hermed siger hun, at man kan fortolke koranen efter forgodtbefindende. Men det kan man ikke. ”Fortolkningens port”, som det hedder, har været lukket i 1000 år, og den, der kommer med sin egen fortolkning uden om de fire islamiske lovskoler – hvor fortolkning mest har karakter af detajeregulering – begår endda blasfemi. Og derfor er kritisk eksegese, sådan som vi kender det i Vesten, ganske udelukket.
Det er bestemt ikke nogen ny udvikling, for sådan har det været, siden to doktrinære teologer Ibn Hanbal og Al Ghazali stadfæstede islam som en åbenbaring til menneskeheden (og mærkeligt nok også til djinn, ørkentroldene). I dette univers har ræson ingen plads og dyd er ikke godhed men udelukkende det forhold, at man helt og holdent underkaster sig Allah. Og da sidstnævnte som bekendt menes selv at have forfattet koranen, (som derfor er ”kalâm Allâh”: Allahs egne ord), er der ikke megen plads til private teorier.
Niksen biksen.
De er i totalt bandlyst og at komme med dem er kætteri (bid’ah, et ord der både betyder fornyelse og kætteri). Og kætteri kan straffes med døden. ”Man kan ikke ændre på, hvad der står i Koranen og hvad profeten har sagt til os, at vi skal gøre”, siger Imam Fatih Alev fra Dansk Islamisk Center og han bakkes op af imamen af Grimshøjvej moskéen, der siger, at hvis man afviger fra ovennævnte princip ”så er man ikke muslim mere” (JP 13. oktober 2015)
Stenings-imamen Abdul Wahid Pedersen
Se blot, hvad imam Abdul Wahid Pedersen sagde allerede i 2002: »Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys er blevet forordnet af skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.
De ting, som er givet i Koranen eller af profeten Muhammed i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og hans budbringer og ville dermed have stillet os selv uden for islam. Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre.« (Abdul Wahid Pedersen på ”religion.dk” 18/4 2002).
Men lad os lige komme tilbage til den formelle lighed, fordi den forklarer meget: Sagen er nemlig den, at lige som man kan sige, at Jesus var kristendom, kan man også sige, at Muhammed var islam, og det er der i øvrigt i alle lejre enighed om. Ikke mindst hos professor Jacob Skovgaard-Petersen.
Muhammeds liv som rettesnor
”Lige så vigtig som Koranen er de udlægninger af Muhammed og hans fællers liv” skrev han i Jyllands Posten 9. december 2015, og her er han – måske uden at ville det – kommet til at røre ved noget ganske centralt, for han kunne også have tilføjet, at den bedste – og i virkeligheden den eneste – fortolkning af koranen er Muhammeds levned, hans sunna, som det hedder. Og det er er sunnaen, der er koranens facit. Og derfor selve islams facit. Hvilket alle muslimer er enige i.
Er det bare min påstand? Nej. Spørg din muslimske nabo, kære læser. Hvad enten han er shia, sunni, sufi eller noget fjerde, vil han sige, at Muhammed var det perfekte menneske, fordi han hele sit liv gjorde, netop hvad Allah ville. Og ikke andet. Og derfor er det ørkesløst at diskutere, om der i koranen er belæg for dit eller dat. Det er Muhammed selv, der viser vejen gennem sine gerninger.
Det ved eksperterne meget godt, men normalt siger de det ikke ret højt af den enkle grund, at Muhammeds gerninger omfatter ran, voldtægt, tortur, snigmord og massemord. Det ved man fra islams ”evangelium”, de såkaldte ”hadith” (flertal ”ahadith”). Og andre kilder er der ikke, bortset fra biografierne, der også bygger på ahadith. Og det må fru Tønnesen være klar over, fordi hun ikke er som de fleste muslimer, der kun har et overfladisk kendskab til islamiske skrifter og hvis viden om dem mest stammer fra Hørensagen, men en belæst og sagkyndig person.
Netop derfor kan hun ikke undgå at vide, at profetens eksempel plus koranen giver jihadisterne rigeligt belæg for deres handlinger, for de følger bare i Den Store Leders fodspor. Men det gør fru Tønnsen sit bedste for at se bort fra. Hun ønsker sikkert, at tingene var anderledes, og at islam – lige som islam-apologterne altid påstår – virkelig var ”fredens religion”. Det er forståeligt. ”But wishing won’t make it so”.
