Klumme: Regeringen opgiver økonomisk fornuft

Mens debatten kører på de høje nagler omkring den ulovlige mink-udrensning, lukningen af Nordjylland og andre af regeringens aktuelle udskejelser, har det slet ikke vakt tilsvarende opmærksomhed, at den stærke regering med den “resolutte” statsminister Frederiksen i spidsen tilsyneladende har opgivet ævred med at forbedre dansk økonomi, herunder især at ruste denne til tiden efter de mere eller mindre vellykkede støttearrangementer, man under coronasituationen har forsøgt at dope samfundsøkonomien med.

Finansminister Wammen har ellers fået nedsat en ny kommission: “kommission for 2. generationsreformer, de nye reformveje.” Den skal arbejde indtil 2o22. Med finansministerens ord skal der være tale om en ny reformkurs, “en socialdemokratisk reformkurs”.

Den nye kommission har som forkvinde fået økonomiprofessor Nina Smith. Som nævnt er der tale om en ny reformkurs “med fokus på, at flere opnår lige muligheder, får en uddannelse og bliver en del af arbejdsfællesskabet”, hedder det. Smith er sikkert den rette dertil, da hun tidligere som kommentar til de allerede gennemførte såkaldte 1. generationsreformer anførte, at “potentialet for sådanne klassiske reformer er tæt på at være udtømt”.

Måske var den betragtning i virkeligheden en slags stillingsansøgning om den post, hun hermed netop har fået, eller måske var der kun tale om en almindelig politisk tilkendegivelse. Men åbenbart er hun blevet anset som særlig kvalificeret til at stå i spidsen for en “socialdemokratisk reformkurs”.

Under alle omstændigheder er Smiths synspunkt imidlertid i modstrid med den økonomiske virkelighed. Der er nemlig mange “klassiske” reformer, som stadig kunne og burde gennemføres med det formål at styrke samfundsøkonomi og produktion og dermed muligheden for også i fremtiden at kunne skuldre den økonomisk byrdefulde offentlige “velfærd”. Således deregulering, konkurrencepres til forøgelse af produktiviteten i den offentlige sektor, stop for efterlønnen, afskaffelse af topskat, lavere selskabsskat, demontering af den mislykkede integrationsindsats og den hovedløse ulandsbistand osv. “De lavthængende frugter” er langt fra plukket, som det ellers påstås. De hænger stadig lavt.

Den nuværende regering har derimod allerede gennemført – eller bebudet – 25 nye skatter (eller skatteforhøjelser). Almindelige skattelettelser er imidlertid ikke på tale. Alternativt planlægges så en boligjobordning med stærkt forøgede fradrag for serviceydelser og håndværkerudgifter, sikkert fordi ministrene tror, at som konsekvens af de allerede gennemførte indgreb vil arbejdsløse piloter, tjenere osv. gøre god fyldest som vinduespudsere eller snedkere. På den måde ræsonnerer åbenbart en regering, hvor ministerkollektivets almindelige erhvervserfaring stort set alene skyldes en (tidligere) murersvend.

Men nu skal der investeres i “velfærd, uddannelse og teknologi”, hedder det jublende fra CEVEA, der betegner sig selv som en “progressiv” tænketank. Skattelettelse (især af topskat) vil øge uligheden, og give færre penge til børn, uddannelse, omsorg, forskning og meget andet, fremhæves det. Skat er nemlig slet ikke en “velstandsdræber”, siger de “progressive”.

At velstanden først må skabes – og vedligeholdes – hvis den holdbart skal kunne fordeles, er næppe en indsigt, de “progressive” er i besiddelse af, og i hvert fald slet ikke noget, de ønsker at høre om. Det varsler ilde for Wammens socialdemokratiske reformkurs med Nina Smith o.a. om bord.

Man kan efterhånden mere end ane salig statsminister Anker Jørgensens genfærd i de socialdemokratiske gemakker. På vej mod afgrunden. Økonomisk fornuft fordufter.