Klumme: Tak Frank og Morten!


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Hvis moral er godt, så må dobbeltmoral jo være dobbelt så godt, siger man.

Skadefryden over Morten Ø’s og Frank J’s deroute har mange haft det rigtigt godt med. Ikke, som nogen påstår, fordi de er poltisk uenige med de to herrer, men fordi netop de to repræsenterer den ulideligt korrekte politiske tænkning i kønsdebatten. Og nu er de blevet fanget med – næsten – bukserne nede.

For hvis man som de to går forrest i kampen for den postmodernistiske påstand om, at køn er en social konstruktion, og at ens identitet er uløseligt bundet op på ens politiske, seksuelle og sociale situation, mens man hårdnakket benægter biologisk bestemte forskelle mellem mænds og kvinders natur, fortjener man at blive fanget i sit eget hykleri. Revolutioner æder som bekendt deres egne. Morten og Frank gik over stregen, fordi deres politiske kultur går over stregen i dens forsøg på at omdefinere mænds og kvinders natur.

Det var ikke kun Mortens og Franks biologiske natur, godt hjulpet af en pæn portion juleøl og gløgg, der fik dem på glatis, men i lige så høj grad den ideologi, de forfægter. Det undskylder ikke episoderne, men forklarer dem.

Selvom jeg må indrømme at når jeg læser, at en af de danske #MeToo-ere, Marie Gudme, stadig får koldsved og opkastningsfornemmelser over at blive taget på lårene af Frank i en brandert for 8 år siden, kan jeg ikke blive fri for den tanke, at Marie måske har andre og større personlige problemer end Frank Jensens sex-chikane.

Men Morten og Frank, det ændrer ikke på den omstændighed, at hvis jeres politiske kultur, jeres ideologi, dvs. postmodernismen, i jeres relativt modne alder stadig bliver direkte modarbejdet af jeres natur, er det måske på tide at tage jeres politiske ideologi op til revision.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Fordummelsens koalition

Det er intet tilfælde, at postmodernismens exponent par excellence, #MeToo, som ser verden som en magtkamp mellem udbyttere, dvs. (hovedageligt) hvide mænd og deres ofre, hovedsageligt seksuelle minoriteter, immigranter og …kvinder, påstår, at sagerne viser, at mænd i lederjob misbruger deres magt. Og det desværre ingen tilfældighed, at selv pæne borgerlige piger som Nye Borgerliges Pernille Vermund hopper på #MeToo limpinden og påpeger, at i Nye Borgerlige skal alle, både mænd og kvinder, opføre sig fornuftigt og ordentligt – ellers bliver de smidt ud af partiet. Hvor naive kan (selv borgerlige) kvinder være?

For problemet med både Vermunds og #MeToos påstand er, at menneskers gensidige tiltrækning bevisligt hverken kan reduceres til en magtkamp mellem mænd og kvinder eller i nogen meningsfuld forstand kan siges at være fornuftsbetonet. Tværtimod er den i langt de fleste tilfælde drevet af instinkter og følelser, af mænds og kvinders forskellige biologiske natur, hvis virkelighed venstrefløjen benægter. Paradoksalt nok ikke mindst for mænd, som i modsætning til magtmisbrugs-teorien, bevisligt er lang mere tilbøjelige end kvinder til at lade valget af deres partnere dominere af…. følelser.

Det forholder sig derfor til en vis grad præcis omvendt af #MeToo ideologiens påstande: det er høj grad kvinder, som misbruger deres magt over mænd – ikke mindst til at score mænd med højere social status end dem selv. Et godt eksempel på ”tyv tror hver mand stjæler”?

Mere ædruelige kvindelige observatører såsom en kvindelig psykolog af 68-generationen påpeger da også i medierne, at sagen er lidt mere speget. Magt korrumperer os alle, mænd som kvinder, siger hun. Kvinder er på ingen måde blot uskyldige ofre for mænds aggressive seksualitet, men spiller blot på andre instrumenter i kønnenes parringsdans, som hun selv hudløst ærligt eksemplificerer ved at berette om, hvordan hun i de glade 60’ere forførte indtil flere af sine gymnasielærere med den absolut målrettede hensigt at få sine karakterer peppet lidt op. Med held i øvrigt. Hvem misbruger magt her?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Man binder os på mund og hånd

På journalisthøjskolen lærer man at stille ikke blot spørgsmålet om, hvorfor noget sker, men også hvorfor det sker nu. Hvorfor kommer det danske #MeToo opgør netop nu i et land, som universelt betragtes som en af de mest, måske det mest ligestillede, land i verden? Fordi hele debatten om #MeToo reelt intet har at gøre med #MeToo. Lad mig prøve at forklare hvorfor med en lille anekdote.

Når britiske nyvalgte medlemmer af Underhuset bliver præsenteret for verden ældste demokrati, hvor oppositionen og regeringens repræsentanter som bekendt sidder på bænke over for hinanden, får de traditionelt at vide, at på den modsatte side sidder dine politiske modstandere og på din egen side sidder dine politiske fjender.

At Morten Ø. Og Frank J. begge blev fældet af fjender inden for deres egne rækker, er soleklart. Lige så klart som at deres efterfølgere, i henhold til identitetspolitikkens logik om at kun mænd udøver magtmisbrug, kun kan blive kvinder.

I Radikale Venstre blev den sag klappet på plads af partiets kvindelige næstformand, som hurtigt fik valgt sig selv som forkvinde, mens kandidaterne til overborgmesterposten i København er allerede ved at melde sig på banen. Alle er kvinder. Og alle deres sponsorer er kvinder. Har en trans-kvinde, dvs. en mand, som identificer sig som kvinde, en chance? Måske – men det er med garanti også det nærmeste en person med XY-kromosomer kommer denne gang. Og jeg holder ikke vejret.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Skal hjemløse dø i vinterkulden før problemerne tages alvorligt. Det var uværdigt så det basker

Politik handler om magt og opportunisme dvs. evnen til at gribe chancen for at få magt, når den byder sig. Svaret på spørgsmålet ”hvorfor nu” er, at kvinder, som ikke var helt med oppe i i toppen af hierarkiet, så en åbning med #MeToo-debatten til at skaffe sig af med – mandlige – politiske fjender inden for deres egne rækker. Og tog den. Marie Gudme og co. var de nyttige idioter, der leverede startskuddet. #MeToo var påskuddet ikke grunden.

Identitetspolitikken og dens radikale, feministiske bagland har sejret ad helvede til. Takket være Frank og Morten har mænd tabt giga-stort. På længere sigt er problemet for Marie Gudme og hendes medsøstre selvfølgelig, at revolutioner æder deres egne. Kvindelige ledere i støttepartierne har sat sig på ryggen af #MeToo- feministernes nymarxistiske tiger. Men de risikerer at blive de næste ofre. Man kan sige, at de ligger som de har redt, men det er desværre ikke kun deres problem.

Grunden er, at for os mænd er problemet ikke kun, at Mortens og Franks dobbeltmoral har gjort det sværere at være mænd. Der er også mere alvorlige politiske konsekvenser af, at ikke-marxistiske kvinder, eksempelvis Pernille Vermund, for at opnå kortvarig politisk gevinst og tækkes sine medsøstre, har været villige til at kapitulere til #MeToo bevægelsen.

For det har alt andet lige gjort det vanskeligere for mænd generelt og de borgerlige partier i særdeleshed at bekæmpe kulturmarxisternes langtidsplan om gradvist at overtage det danske samfunds politiske og kulturelle institutioner. Tak, Frank og Morten.