Kørsel uden førerret – to gange – bil beslaglagt

Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 13.18 onsdag blev en færdselspatrulje i en civil patruljebil med videoudstyr under kørsel ad Køge Bugt Motorvej i det sydgående spor ved Greve overhalet af en personbil, der kørte væsentligere hurtigere end de tilladte 110 km/t jf. skiltningen på motorvejsstrækningen.

Den hurtigtkørende bilist blev standset i nødsporet lidt før motorvejsrastepladsen i Karlsunde, hvor politiet fik kontakt til en upåvirket, 35-årig mand fra Slagelse bag rattet i bilen.

Den 35-årige havde ikke noget kørekort, idet politiet havde inddraget hans førerret i februar 2021 i forbindelse med en verserende sag om narkokørsel. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, hvilket var anden gang inden for de seneste tre år, at han blev afsløret heri.

Færdselspolitiet vejledte naturligt den 35-årige om konsekvenserne med hensyn til bl.a. beslaglæggelse af hans bil, hvis han på et senere tidspunkt for tredje gang blev afsløret for kørsel uden førerret. Herefter kørte færdselspolitiet fra stedet efter at have oplyst den 35-årige om, at videooptagelserne af den hurtige kørsel ville blive gennemset for at få afklaret, hvorvidt der var grundlag for yderligere en sigtelse for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne.

Da færdselspatruljen knap 20 minutter senere under patruljekørsel på rastepladsen i Karlslunde opdagede, at formentlig den samme bil igen blev ført ad motorvejen, blev bilen igen standset med henblik på kontrol af, hvorvidt den 35-årige eller en anden var fører af bilen.

Det viste sig, at den 35-årige igen havde sat sig bag rattet i bilen, selv om han ikke havde nogen førerret. Det medførte igen en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven samt en beslaglæggelse af personbilen, fordi han nu for tredje gang inden for tre år var blevet afsløret i at køre bil uden førerret.

Den 35-årige protesterede ikke mod beslaglæggelsen og kan også forvente at få sin bil undersøgt nærmere for konstruktive ændringer.

Når efterforskningen mod den 35-årige er afsluttet, kan han forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når de verserende sager mod ham samt spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres af en dommer.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)